| Startsiden | | Tilbake |

 

Det Store Øjeblik.

Det første af flere skibsvrag lokaliseret.

Ordene nærmest slår en lige durk i ansigtet. De har fundet vraget af et stort, velbevaret, svensk skib, en fregat, fra midten af 1600-tallet på havbunden ikke langt fra Stockholm. Nyheden om lokaliseringen af Wasa-skibet giver os en ekstra velkommen opmuntring og en chance til at komme os ud af tomgangen en gang for alle. 

Det er eftersommer. September måned er varm og sommerlig. Bladene har fået glødende farver og ser ud til at ville vente lidt endnu med at falde af træerne, men om bare en måneds tid vil vandet være for koldt til at kunne arbejde i. 

Der er gået næsten et halvt år siden det første mislykkede forsøg på at finde nye, konkrete spor efter dronning Margrethes vrag. Nu trænger vi frisk blod. Gruppen har altid været åben for at tage ind nye medlemmer og supplere sig selv. 

Jeg har længe haft lyst til at lægge mere vægt på det rent marinearkæologiske end på sportsdykning, selvom de to ting altid vil hænge nært sammen. Vi må forsøge at tilpasse os de stigende krav til vore dykker-projekter i fremtiden med en mere smidig arbejdsform og satse på en anden arbejdsfordeling med mindre mandskab i felten på samme tid. Dette skulle senere vise sig at være en bedre og mere velvalgt taktik. 

Jeg stiller mine gamle frømandskammerater overfor et ultimatum og går i venteposition. 

Jeg nærmest snubler over en spøjs fyr med store, lange, malende fagter, glidende gangbevægelser og et medfødt talent for det dramatiske i hverdagen.

Hartvig Conradsen har kone og barn og er netop hjemsendt fra tjeneste som løjtnant i den danske marine. Hartvigs far har et rørlæggerfirma og hans forældre er meget gæstfrie mennesker, hvor jeg straks føler mig velkommen. Hartvig har adgang til bil og det sparer os for mange ekstraudgifter til transport og kan forlænge arbejdstiden oppe i sejlrenden med flere værdifulde timer om aftenen efter lukketid i forretningen. 

For bedre at kunne finde rundt under overfladen efter at mørket har sænket sig over fjorden, bruger vi store vandtætte stavlygter for at udvide vore søgemuligheder. I tre uger er vi ude hver aften og svømmer rundt mellem muslingeskaller, søgræs og sten. Vi bruger en lang, tynd jernstang og føler os forsigtig frem i den undersøiske fjordverden, men uden noget som helst resultat. 

Dagene går, uden at der sker noget særlig af betydning. Vi kan have taget helt fejl. Grundigt fejl. I virkeligheden er der måske slet ikke noget særlig tilbage af vraget. Det kan i mellemtiden være rådnet op eller fiskerne har gennem tiden fjernet mere end de selv kan huske. 

Denne specielle dag kører vi til Skuldelev i Hartvigs fars varebil. Vi er næsten ved at opgive og så småt begynde at lægge op for vintersæsongen, men jeg bestemmer mig alligevel for at tage en sidste runde langs stendyngen og systematisk følge den i sin fulde udstrækning. Hartvig bliver for en sikkerheds skyld tilbage i Nicolaisens robåd. 

Det er en lørdag aften. Sidst i august 1956. 

Solen har rødmet sig ned i vest gennem et let skylag og et svagt faldende aftenlys er begyndt at lægge sig over fjorden. Et hemmelighedsfuldt lysskær ligger over vigen og strandengene. Under vandet bevæger ålegræsset sig frem og tilbake og duver sagte for en blid, svag strøm. 

Jeg glider ned i vandet. 

Jeg er efterhånden blevet fortrolig med omgivelserne omkring den store stendynge og svømmer en sidste runde omkring sandbanken helt ude ved kanten av sejlrenden, tager bogstavelig talt sten for sten. 

På et vist tidspunkt kommer jeg fra den sydøstlige del af området og runder kanten mod vest og drejer mot syd igen og svømmer forbi det dybeste sted, et hul på ca. 4 meter, i sejlrenden. Jeg befinder mig på stedet ved en af de smalle passager, som fiskerne gennem tiden har ryddet i den undersøiske spærring.

En biologisk klokke tikker som en vanvittig i mig.

Et mælkehvidt himmellys siver ned gennem vandoverfladen og det intense fjordlys tager et øjeblik helt opmærksomheden fra mig. 

I et eneste langt, lysende sekund sker det. Fulgt af en næsten magisk stilhed. Mere stille end den evige stilhed under vandet. En mørk profil af en fast genstand dukker frem av det hvide halvlys under vandet. Den stikker vandret ud fra den undersøiske stendynge og ligner hvad som helst.

Den undersøiske verden begynder at dreje rundt og stå på hovedet. Jeg føler det langt ned i maveregionen.

Spanten er godt kamoufleret, men må alligevel have ligget tildels frit synlig efter fiskernes sidste gennembrud af spærringen og Jan Uhres dykkerforsøg et par år tidligere. Jeg er helt sikker på, at den ikke var der i dagene før.  Strømmen må have afdækket tingesten.

Langsomt. Meget langsomt og i let svævende stilling fører jeg min pegefinger forsigtigt ind noget som ligner et naglehul. Virkningen af hændelsen får små stjerneskud til at løbe rundt i kroppen på mig. 

Jeg bryder vandoverfladen, ekstatisk af begejstring og med tilbageholdt åndedræt, gispende med munden fuld af fjordvand. 

Et tindrende, næsten svimlende øjeblik indtræffer. Det suser som fra en kæmpekonkylie. 

Robåden med Hartvig gynger sagte på sit eget spejlbillede. Lysreflekser fra den nedgående sol leger hemmelighedsfuldt over vandfladen. Mågerne sejler på den lette fjordbrise. Græsset svajer forlokkende og det glitrer i skumringen fra dugperler på de modne, vilde hindbær. Det er som at blive trukket ind i et eneste stort, koglende trylleri. 

Jeg kommer til mig selv og tager af mig dykkerbrillen. Det er ikke så meget glæde jeg føler, mere en mærkelig ophidselse, den følelse man af og til kan få, når man er et passivt vidne til at verden og historien bliver vendt på hovedet og det umulige pludselig ikke bare er mulig, men også allerede er gennemført. 

En betagende følelse har grebet fat i en og er næsten ikke til at ryste af sig igen. 

Efter at det hele er overstået, føles det som om historiens vingesus lige har pustet mig i nakkehårene. 

Dette scoop har været det hele værd. Alverdens fristende skibsvrag med skjulte skatte er forlængst glemt og stuvet væk i et fjernt hjørne af hukommelsen. 

Et spontant ønske brænder indeni mig. Bare mine andre gamle dykkerkammerater dog havde været med netop nu og oplevet det store øjeblik. 

Vi arbejder videre for fuld kraft og kan se et træstykke stikke op af sandbunden. Resten er dækket af en stor dynge håndsten, som vi må fjerne en for en. Træstykket er nu helt frilagt og vi kan se, at det er et stort egespant og ved at følge spantet får vi endnu et par træstykker op. Der er trænagler i og på dronning Margrethes tid gik man så vidt vi ved over til at bruge metalnagler. 

Smilende og stilfærdig trykker fisker Hans Nicolaisen os begge i næverne. 

-Gratulerer. Nu har I gjort os kunststykket efter og hvad sagde jeg. Det kom til at tage ganske lang tid, ikke sandt, drenge?

Nicolaisen og de andre fiskere er i virkeligheden henrykte over endelig at blive kvit noget af en søspærring, der så længe fiskerne kan huske har hindret den fri passage gennem den gamle sejlrende i denne del af fjorden . 

Samme dag får vi et træstykke på 1,5 meter op, og kan beregne skibets længde til maksimalt 25 meter. 

Spanten bliver taget op nogle dage senere. Sammen med Hans Nicolaisen rokker vi forsigtigt den store skibsdel løs med en tynd jernstang for ikke at beskadige trædelene. Det mørkebrune, vandtrukne, men velbevarede skibstømmer bliver nænsomt lagt ind i varevognen, indsvøbt i fugtig papir som om det skulle være en urgammel, skør ægyptisk mumie og kørt hjem til opbevaring. 

Det gamle skibsvrag har indtil nu kun fortalt en lille del af sin tabte historie. Udfra en ren instinktiv vurdering kan vi som de sølle amatører vi nu engang er, fastslå, at selve den undersøiske spærring har en udstrækning på 40 meter og at der er både trænagler og små jernnitter i flere af de skibsdele, vi indtil nu har haft tid til at se nærmere på. Skibsvraget må altså være tidligere end dronning Margrethe, som sagnet fortæller har sænket det. Netop på dronningens tid begyndte man vistnok at bruge metalnagler. 

Sådan var det altså. En søspærring bygget af et enkelt, stort skibsvrag men der er allerede sporet rester af et andet vrag ikke så langt fra det første i lokalfarvandet ved sejlrenden. Hvad bliver det næste? 

For første gang siden fiskerne, Nationalmuseet og Jan Uhre var nede ved spærringen, har nogen virkelig haft nærkontakt med skibsvraget. Vi ser ud til have overholdt de vigtigste arkæologiske grundregler for sondering og udgravning, noteret os det præcise sted for fundet og været så forsigtige vi har kunnet under optagningen af et velbevaret spant og under den senere transport i Hartvigs bil hjem til Roskilde. 

Nogle få dage efter, den 10. september 1956, fortæller Hartvig og jeg en lydhør bladmand alt fra først til sidst, mens oplevelsen endnu er frisk og kan fæstne sig på avispapiret. Det lykkes virkelig journalisten at fange op noget af den særlige og sitrende atmosfære, der omgav fundet netop denne specielle dag. 

Det var jo egentlig bare et dumpt slag af en tynd stålstang mod noget hårdt under vandet, men for os betød det virkeliggørelsen af et lille, lyserødt æventyr. 

Redigeret 8. november 1999

Copyright Åge Skjelborg

| Startsiden | | Tilbake | <bgsound src="fjord.mid" loop=0>