| Startside | | Tilbage |

 

Krigsfolk og skattesagn.

De såkaldte skattesagn omfatter en meget stor gruppe af folketraditioner om krigskasser, der i ufredstid er sænket i søer.

En mand ved Stilling sø, der kunne flere af den slags beretninger, fortalte i slutningen af forrige århundrede, at engang Skanderborg Slot var belejret, kørtes en krigsskat på en vogn fra slottet ud i Stilling sø.

Også i Randbøl sogn ved Vejle var der i krigstid nedsænket tre vogne med alle slags kostbarheder. Svenskerne var, sagde man, kørt over Daldover sø, der var isbelagt og derfor skjult for de fremmede, der så gik gennem isen med mand og vogne.

Fra et andet sogn berettes, at "der er kørt et helt læs penge ud i en sø, der var østen for Skanderup kirke, men nu er mose. De står der endnu. En hedensk småkonge har i krigstid kørt dem derud i huj og hast. De har været ved stjærten af vognen og villet trække den op, men de er ikke kunnet komme afsted med det, den er sunket tilbage for dem."

Atter andre ufredstraditioner omfatter folks minder om krig, der har hjemsøgt egnen. Sådanne begiveheder har skabt en broget fortælletradition, der ofte afspejler en bitter virkelighed, for en del vel også autentiske forhold nær den af halvøens store færdselsårer, der gik op gennem de østjyske kystegne.

Traditionsgruppen omhandler mest polakker og svenskere, og fortællingerne bevæger sig på et udpræget hverdagsagtigt plan.

Historierrne er ofte overleveret i en snæver familiekreds, hvor man endnu påviser hugspor i dørstolper efter svenskernes sabler, når de huggede toppen af havrenegene til hestefoder.

Andre østjyske fortællere har interesseret sig mere for den lokaltradition, der handler om drab på fjender av snarrådige lokalfolk.

 

Polakkernes kaput.
I Tyrskind (Tørskind) i Bredsten sogn havde polakkerne sat en sådan skræk i folk, at de ikke turde være i deres egne gårde. En dag, de var ude at høste, bissede en kvie og rendte hjemad,og da var tre polakker netop kommet til gården. Så fanger de kvien og skærer det ene lår af den, og lod det endda ligge levende. Det skar de jo af for at have noget til føde for landet var jo udhungret i det hele, og de havde ild på ude i deres hul.

Efter den bedrift var de ikke mere rædde, end at de gik ind i en af sengene pg lagde sig. de havde spændt deres sabler og geværer af og lagt det på bordet. Manden hed Ole Gjermandsen, og han var lidt galhovedet.

Da han nu kom hjem om middagen og så denher kvie ligge sådan ubehandlet ude i gården, kunne han jo tænke, hvem fremmede der havde været der, og så sætter han sine træsko og lister sig hen og kigger ind ad vinduerne.

Så ser han de tre ligge i sengene og deres våben på bordet. Han snapper da hans buløkse og render hastig ind. Det første han kom ind, så væltede han bordet, så det kom til at ligge ovenpå deres våben , og så snart de kom af sengen, slog han dem i panden med øksen, så de gik til alle tre.

Bymændene var så glade ved den gerning, at de hjalp ham med at få ligene slæbt om i et væld nordøst for gården, og der kastede de polakkerne ned. Det væld kaldes Kosakkervæld den dag i dag.

Åge Skjelborg: Sagn og Overtro
(Gyldendals Egnsbeskrivelser. Østjylland. Kbh. 1972, side 221-229)

 

| Startsiden | | Tilbage |