| Startsiden | | Tilbage |

5-6000 mennesker til Dirt Track

En række spændende løb igår - Den uovervindelige Engstrøm forbedrede sin rekord - K. Hansen og Bent Jensen klarede sig fint.

Der er ingen tvivl om, at interessen for Dirt Track-sporten er stigende. Det sås i alt fald tydeligt igår. Thi trods det regntruende vejr og trods en mængde konkurrerende sportsstævner i andre byer, Ford-Rodeo i Århus, Væddeløb i Horsens, Flystævne i Silkeborg, Rundskuefest i Fredericia og Idrætsstævne i Esbjerg, for blot at nævne nogle, havde Dirt Track-løbene ved Vejle igår eftermiddags samlet 5-6000 tilskuere, som troligt trodsede det kølige vejr i de to timer, løbene varede.

Men man må også indrømme, at der er spænding over disse løb, hvad man så ellers vil mene om motorsport. Kørselen på Dirt Track-banen kræver ikke alene et vældigt gaa-på-mod, men også ualmindelig dygtighed og lynsnar opfattelsesevne hos udøverne samt først og sidst en samhørighed mellem kører og maskine som mellem rytter og hest.

Alle disse egenskaber var der rig lejlighed til at beundre igår, selvfølgelig først og fremmes hos Svend Aage Engstrøm. Han tumlede sin nye A.J.S.-maskine, så det var en lyst at se. På grund af regnvejret var banen selvfølgelig meget tung at køre på, men alligevel lykkedes det Engstrøm at forbedre sin tidligere banerekord - det var kun med en femtedel sekund, men blot det at forbedre den var et kunststykke når man tager hensyn til banens kondition.

I det første løb, Engstrøm kørte, var han derimod uheldig, idet han fik slagger i maskinen allerede i første omgang og måtte gå ud, så han egentlig ikke skulle have været med i slut-heatet. Heldigvis blev det dog ordnet således, at han kørte med udenfor konkurrence og selvfølgelig førte han løbet flot. Også i et handicap præsterede han flot og overlegen kørsel og i et krack-race til slut blev han en fin nr.1.

Men han havde en skrap konkurrent i K. Hansen, hvis popularitet i Vejle vokser for hvert løb, han deltager i. Det er blot kedeligt for ham, at hans maskine starter så tungt, hvilket handicapper ham i alle løb med fast start. Men når Rokken først er igang kører han den elegant og i kampen mellem ham og Engstrøm var der adskillige spændende episoder i svingene, hvor de to maskiner lå lige klods op ad hinanden.

Bent Jensen havde også en god dag. Han vandt første løb overlegent og blev nr. 1 i handicap og som dagens tredje-hurtigste rytter kom han med i slut-krack-race med Engstrøm og K. Hansen, men dér havde han med sin standard-maskine naturligvis ingen chancer.

I standard-klassen var det ellers især Bents Jensens to brødre og Rosenlund, Århus, der gjorde sig gældende. Derimod var Anker Bach uheldig, idet han allerede i 1. heat ødelagde sin maskine.

Den københavnske rytter Thorkild Clausen blev på rejsen hertil syg i Korsør og to andre Københavnere havde været ude for uheld, så de slet ikke kunne komme. De havde så formået et par kammerater til at tage af sted i stedet for, men de var langt fra spændende. En match som de kørte sammen var nærmest "skovturskørsel".

Men bortset derfra var det en virkelig god dag og løbene gennemførtes uden uheld.

Vejle Folkeblad 6. sept. 1931

Afskrift (Ortografien opgraderet)
Åge Skjelborg
Okt. 2001