| Startsiden | | Tilbage |



 

Sagnet om et skibsvrag og en undersøisk spærring

Første forsøg.

April 1956. Roskilde.

Nogle dage før dykkerplanen skal løbe af stabelen, bygger det sig op til en storstrejke blandt Jern- og Metalarbejderne. Strejken vil gå mærkbart ud over transportvirksomheden i hele landet og for anden gang i mit liv truer en velforberedt dykkerplan med at ville gå i vasken. Det lykkes os at slå os sammen med en vognmand, der har den eftertragtede mangelvare benzin. Foruden det ene frømandsudstyr, der er til rådighed, medbringer gruppen ca. 20.000 liter luft, komprimeret i seks 40 liters flasker, nok til 60 timers dykning. 

Det er en lille forventningsfuld og nybagt frømandsgruppe på fem unge mænd og to piger, som starter første påskedag fra Roskilde med retning mod Hornsherred nordvest for Roskilde. 

Skuldelev-egnen er godt på vej til at blive københavnernes nye ferieland. Der er ikke langt at køre fra hovedstaden i bil . Viben flakser over de lange, flade strandenge, som uden overgang forsvinder ud i det lave fjordvand og stedet virker både dejligt og indbydende på os.

Over hele verden har fiskere og svampedykkere gennem tiden haft havet som daglig arbejdsplads og altid været de bedste kendere og kilder til viden om sunkne skibe og byer, længe før amatørdykkere og professionelle frømænd for alvor kom på banen. 

De hjemlige, lokale fiskere bliver vore første engagerede hjælpere og seriøse samarbejdspartnere. Uden deres bistand og støtte ville vi aldrig have fundet frem til en sikker bestemmelse af skibets sidste, undersøiske hvilested. 

Frømandsgruppen bliver hjerteligt modtaget af flere mænd og kvinder. Folkene sidder samlet omkring et bord i en lille lavloftet stue. En stor, gammeldags kakkelovn buldrer og snakker højt med sig selv, når vinden slår ned gennem skorstenen. En sød, stærk sensuel duft kildrer vore næsebor og en dejlig blanding af tørverøg og nylavet kaffe fra komfuret siver ind i stuen fra køkkenet og gør alle lige salige i blikkene og svage i knæene. Det svirrer om ørene på os med små uskyldige drillerier og morsomheder, der hurtigt skaber en gnistrende og humørfuldt atmosfære. Skydeskiven er den urgamle, stenfyldte plimsoller derude i sejlrenden og som har været så effektiv, at den i flere generationer har lagt visse hindringer i vejen for fiskernes eget daglige arbejde på fjorden. 

En af fiskerne, Ewald Andersen , driller os lidt med, at hans familie frøs så meget under krigen, at de var pisket til at fyre op i kakkelovnen med noget af det skibstømmer, der var taget op fra søspærringen for mange år siden. Folkene omkring bordet ser tydeligt forskrækkelsen tegnet i vore ansigter og en befriende latter ruller godmodigt gennem den lille stue. 

Pludselig slår folkene helt om og en stemning af alvor, tænksomhed og fælles solidaritet strømmer mod os og det bliver vor redning, at så mange lokale folk tilfældigvis er samlet på et og samme sted. Vi lytter alle med stive ører. 

Fiskerne på stedet har længe været klar over, at der ligger et gammelt vrag i renden og enkelte skibsdele som spanter, bordklædning og et kølsvin er tidligere fisket op. 

De første vigtige detaljer om Margretheskibet kommer altså på bordet næsten med det samme og uden at vi først er nødt til at spørge om det. Fiskerne ved alt, hvad der overhovedet er værd at vide om fund af forskellige vragdele gennem tiden og kender området omkring skibsvraget som sin egen lomme. 

Fiskerne mumler noget om flere forskellige sejlrender gennem denne del af fjorden og fortæller at denne specielle sejlrende, kaldt Peber-Renden, i fjorden på Dronning Margrethes Tid gik vest om Kølholm, nu går den øst om. For at spare sig selv for at sejle udenom øen til den dybere bugt udenfor, har fiskerne gravet sig en rende gennem barrieren. Lokaltraditionen vil have det til, at spærringen blev lavet på den måde, at egnens beboere sejlede en ca. 10 meter lang båd ud på tværs af løbet. De fyldte skibet med sten og sænkede det på stedet. Værten grd. Niels Pedersen og Hans Nicolaisen fortæller os til sidst og uden videre, hvor i sejlrenden vi skal søge efter skibsvraget. 

Det hele ender med, at vi i påskeferien får lov til at opholde os gratis i sommerhuset til grd. Svineholm, Skuldelev og hans gæstfri familie.

Vi blir hurtig klar over, at vi slet ikke er de første dykkere, som har haft lyst til at gå løs på de udviskede spor efter den gamle undersøiske spærring, men det tager vi med som en stor fordel. I begyndelsen af 1920erne brød en farbror til fisker Ewald Andersen igennem et sted midt i spærringen og fik en stor træklods med sig hjem. Skibsdelen befinder sig på Nationalmuseet, hvor arkæologer har fastslået, at det drejer sig om en del af en skibskøl med mastespor, men uden nærmere datering. Det var den skibsdel som endte sit liv i en kakkelovn under krigen, men den eksisterer heldigvis endnu som fotografisk dokumentation

I 1947 var Nationalmuseet i København på stedet for at tage prøver af stendyngen og den undersøiske spærring fra overfladen. Ved samme lejlighed blev der hentet en spante op fra vraget ved en lokal fiskers hjælp. 

Einar Olufsen viser sig at være den egentlige initiativtager til frømanden Jan Uhres dykkerforsøg i 1953. Redaktøren har i mange år været ejer Peberholm, den lille ø, der ligger nord for Skuldelev havn og syd for det sænkede skib. Fornylig er Peberholm solgt til fuldmægtig Kurt Weidhaas , København, mens redaktør Olufsen har slået sig ned inde på fastlandet. 

I 1953 fejrede man Dronning Margrethe (1353-1412) og hendes 600 års fødselsdag. Beretningen om skibsfundet nord for Peberholm fik redaktøren til at foreslå frømanden Jan Uhre at gå ned på stedet. Uhre kunne i et og alt bekræfte sagnet om det sunkne og begravede skib. Jan Uhre fandt ud af, at det sænkede skib var spidsgattet, klinkbygget, ca. 10 meter langt og 3 meter bredt. Jan Uhres dykning i foråret 1953 var det første seriøse forsøg af en frømand på at nærme sig skibsvraget og dets skjulte hemmeligheder. 

På grundlag af fiskernes oplysninger og Jan Uhres observationer blev der lavet en detaljeret skitse og tegning over vragets beliggenhed i stenspærringen med tydelig markering af omridset af skibsvraget. Jan Uhres rekonstruktion var tænkt som et bidrag til fejringen af Dronning Margrethes 600 års fødselsdag, genskabt i formindsket skala og som en slags improviseret miniature-model. 

Fisker Ewald Andersen og Hans Nicolaisen fortæller os, at de to sæt spanter skulle være en symbolsk markering af steder, hvor begge de to fiskere selv og flere før dem har brudt sig igennem spærringen og blotlagt mindre dele af vraget. Jan Uhre ville tage hensyn til vragets sikkerhed og bestemte sig for kun at ville bjerge nogle få stykker af en bordklædning fra vraget. Jan Uhre selv var forøvrigt skeptisk til sandhedsværdien af den mundtlige overlevering. Samtidig blev de første undervandsfotografier af den stenfyldte spærring taget af Jan Uhre og hans medarbejdere. 

Alle tidligere forsøg på at komme i kontakt med skibsvraget har givet os en masse spændende og nyttige informationer, som vil kunne skabe et mere fast og realistisk udgangspunkt for undersøgelsen, vi nu skal igang med. 

Fiskerne forbereder os på, at det helt sikkert ikke vil blive nogen let sag. Det skulle senere vise seg at det de fik ret.

Der er altså fortsat behov for at se nærmere på den store stendynge og forsøge at hente flere detaljer frem om en mulig årsag til blokkeringen af sejlrenden. 

Vi har med vilje valgt et så tidlig tidspunkt på året som mulig for det første dykkerforsøg. Vandet på denne årstid er nemlig endnu frostklart og for det meste fri for alger. 

Først går vi igang med at undersøge det sidste hvilested for Margrethe-Skibet. Området er lavvandet og godt kamoufleret og falder helt sammen med fjordlandskabet og de nærmeste omgivelser. Roskilde fjord er ikke noget let farvand at færdes i for de fleste større og mindre skibe. Fjorden er fuld af lumske grunde og de mange småholme gør det vanskeligt at opleve en sikker færdsel og sejlads. Den gennemsnitlige dybde i fjorden er 4 til 5 meter og selv midt ude i bredningen er der ikke mere vand. 

Første arbejdsdag er vandet nogenlunde klart. Vandstanden er flere steder i fjorden betydelig lavere end vi på forhånd har forestillet os. Et stort omrids af den stenfyldte sandbanke, som siges at skjule vraget, bliver hurtigt fundet. Selve skibsvraget ser ud til at ligge på 2-4 meter vand under en masse hovedstore sten og er dækket af et lag af muslingeskaller og søgræs. 

Der er også fundet forarbejdede trærester andre steder i nærheden af Peber-Renden på relativt lavt vand. Det drejer sig om en mærkelig dynge med sten og mindre bjælkestykker sydøst for spærringen og hvad der synes at være rester af en pælekonstruktion, beliggende et lille stykke vest for vragplassen. 

Den næste dag, netop som vi er kommet godt igang begynder det at knurre et eller andet sted bag eller over os. Det brummer i telefontrådene og højspændingsmasterne. Nogen viser tænder. Kattegat melder sig med fuld styrke. Vejret slår pludselig om. Det begynder at blæse kraftigt op fra vest. I løbet af forbavsende kort tid stiger vandet et par meter og vi kender næsten ikke fjordlandskabet igen. Forårsstormen presser nye friske vandmasser ind, men hvad hjælper det, når strømmen er stærk og vandet så mudret, grumset og uklart at det ikke er muligt at fotografere under vand. Desuden er det kun lykkedes at fremskaffe en enkelt frømandsdragt på grund af strejken, så vi må skiftes til at dykke. 

Når vinden er taget noget af, ror vi flere gange ud i Peter-Renden i en stor gummibåd af tysk fabrikat fra krigens tid. Det er fortsat meget svært at orientere sig i det mudrede vand og opholdet under vandoverfladen blir stærkt begrænset. Vi finder ud af, at den undersøiske spærring i sejlløbet groft sagt måler 45 meter i længden og 8-10 meter i bredden. 

Det kan tænkes, at vi har været så heldige at finde svage spor efter mere end et enkelt vrag og det er meningen at vende tilbage til Peberrenden senere, når forholdene har bedret sig. Omfang og udstrækning af den undersøiske sandbanke har fået enkelte af fiskerne til at mene, at den tilsandede stendynge måske skjuler mere end ÉT enkelt skibsvrag. 

Vinden har lagt sig og fjorden er faldet til ro igen, men nu er det blevet for sent til, at vi kan genoptage dykningen efter flere spor af vraget mens vi endnu opholder os her i det nordlige område af Roskilde fjord. Den planlagte, skriftlig rapport med skitser og billeder, som skulde have været sendt Nationalmuseet, må desværre vente til en anden god gang. 

Den korte påskeferie er slut for denne gang, men det har afgjort været en fordel for nybegyndere som os at have oplevet fjorden og se den vise tænder i uroligt vejr. 

Det er på tide at gøre slutregnskabet op for denne gang. Vi står tilbage med et facit som siger, at heller ikke vi har været i stand til at komme frem med så meget som et eneste håndgribeligt bevis på, at bjælkestykker og vragrester virkelig stammer fra den senere del af middelalderen og dermed fra dronning Margrethes tid. Der er særlig grund til at hæfte sig ved en bestemt oplysning fra de lokale fiskere. 

For årtier tilbage gravede fiskerne sig en rende gennem stenbarrieren for at spare sig selv at sejle udenom øen Kjølholm på vej til bugten udenfor. De stødte da på gammelt tømmer under stenbarrikaden og på den måde skal det meget ældre sagn have fået ny næring. Flere af fiskerne var dengang unge mennesker, der var født omkring 1910 og som fortalte på en overbevisende måde, at de havde hørt deres bedsteforældre fortælle sagnet om Dronning Margrethes sænkede skib. Det vil altså sige, at den lokale, mundtlige beretning om skibsvraget i det mindste må gå tilbage til tiden før 1850, men uden at det fortæller noget som helst om selve sandhedsgestalten i den mundtlige overlevering. 

Vi vender hjem for at bearbejde vore flimrende indtryk og de mange nye oplysninger, der er samlet ind. Vi har langtfra tabt modet og vil igen ved en senere lejlighed forsøge på at trænge helt til bunds i sagnet om Dronning Margrethes maritime sikkerhedsforanstaltninger. Om ikke andet har vi konstateret, at der synes at være ikke så lidt tilbage af det tilsandede, stenfyldte skibsvrag. 

Kort tid efter at frømandsgruppen i Roskilde er blevet en kendsgerning og efter de første, famlende dykkerforsøg i Peberrenden, skriver jeg på gruppens vegne og i et anfald af ungdommelig overmod til rigsantikvar prof. Johannes Brøndsted, Nationalmuseet og tilbyder vor undersøiske assistance. 

Omtalen i den lokale dagspresse får en masse nye oplysninger om mulige vragfund andre steder i fjorden til at strømme ind i de følgende dage. 

Ved flere lejligheder er der konstateret vrag ved Værebro-åens udløb. Flere lokale folk har således gjort Nationalmuseet opmærksom på fund i selve udløbet af åen og som tyder på livlig aktivitet i svundne dage. Træstykker af en speciel forarbejdning, som ser ud til at have siddet i skibe, er også herfra skænket Roskilde Museum. De kom i sin tid frem, da en gravemaskine åd sig ned i åbunden under uddybningsarbejde. Nationalmuseet har undersøgt fundet uden dog at kunne fastslå dets oprindelse, men en omhyggelig undersøgelse under vandet ved fund-stederne vil muligvis kunne kaste nyt lys over sagen. 

Det er muligt, at der også ligger vragrester et par hundrede meter længere ude i fjorden. Andre oplysninger går ud på, at fiskere flere gange har fået hold på bunden af og fået forarbejdede træstykker, som man endnu ikke ved hvad er, med op i nettet, men har smidt dem væk uden at tillægge dem nogen særlig betydning. Dybet udfor Kattinge Strand er på mere end 14 meter. 

I det smalle farvand ved Østskov skal der også være fundet trærester og sten i en formation, der kunne tyde paa, at de i sin tid blev brugt som led i et større net af undersøiske skibsspærringer langs Roskilde fjord. 

Copyright Åge Skjelborg

11. november 1999

| Startsiden | | Tilbage |

<bgsound src="fjord.mid" loop=0>