| Startsiden | | Strejftog til Paradis |

 

   

 

Et flyangreb og en lære for livet

Efteråret 1944. Jeg var 12 år, boede på Trøjborg og gik i Finsensgade skole i Århus.

Finsensgade skole, Århus 1945

Byen havde en stor havn med ubådsbase og en nærliggende flyplads. Århus var fuld af fristelser og tillokkelser og når der foregik et eller andet og det gjorde der næsten altid var vi store skoledrenge straks på pletten. Selv var jeg særlig fascineret af alt, som rørte sig i luften og helst også fik både trommehinder og ørevoks til at vibrere. 

Den daglige tilværelse var præget av lovløshed, avbrudt skolegang, madmangel, brændselskrise og af et stigende antal luftalarmer dag og nat. Min egen erfaringsverden bestod af letsindig omgang med piger, danske sange, hjemmelavede karbidbomber og sortkrudt med tendens til at ville sprænge sig vej ud gennem en hermetisk tillukket sodavandsflaske og opløse sig selv i mikroskopiske glassplinter. 

Sensommeren 1944. Vibeke, Åge, Arne og Ingrid i baggården, Willemoesgade 70, Trøjborg

Vi havde heller ikke det mindste imod natlig, farverig sporild fra det tyske flakskyts på havnemolen og sabotage- og Schalburgtagedrøn ude i krigsnatten bag mørkelægningsgardinet satte kun ekstra sving og gesvajsninger på en i forvejen livlig fantasi, formet af en delvis mangel på nødvendige modforestillinger. 

Var vi heldige, kunne vi om dagen opleve højtgående fly tegne elegante kondensstriber over en svimlende blå sommerhimmel. Luftkampene foregik så højt oppe, at de var helt lydløse, men dette gjorde bare hele sceneriet endnu mere uvirkeligt og spændende. Krigens poesi. Lige til at få kraftige, euforiske sug i maven af. 

Krigen var noget helt naturligt og lige så selvfølgeligt som at trække vejret. Krigen var en happening, sat i scene bare for vor skyld.

Schalburgtage. Et flammende ragnarok i et stort kvarter i Guldsmedgade, Århus, februar 1945

I lang, lang tid var derfor den tyske besættelse for mig på godt og ondt en eneste stor magisk sanseoplevelse, men i efteråret 1944 indtraf der noget helt uventet og opskræmmende og som skulle vise sig at blive så skæbnesvangert, at det også flyttede grænser inde i mig selv. 

Det er tirsdag 31. oktober. Over min skolevej en let regndis. De store bladløse buske i haverne langs Aldersrovej er sorte og drypper av væde. 

Midt på dagen, lige før timen skal slutte, sker det. 

I genoplevelsen af hændelsen foregår alt som i sagte film. Blækhuset på min skrivepult begynder lige så stille at dirre. Læreren kaster sig ned bag katedret. Der går på en måde en evighed. Et kort, langt sekund. 

Så først registrerer jeg det. Et øredøvende drøn, efterfulgt af et eneste stort, tomt sug. Lyden af et fly er gået lavt og lige hen over taget på skolens hovedbygning. Alle elever i klassen bliver siddende. Urørlige. Afventende. Forbavsede, lidt overrumplede, men egentlig hverken bange eller opskræmte. 

Jeg husker intet som helst klart, før vi pludselig befinder os i skolens kældergang. Drenge og piger pænt hver for sig, som vi er vant til. 

Fra nu af husker jeg næsten hvert eneste sekund. Jeg kan endnu genkalde mig forløbet og styre erindringen uden at forvanske selve fortidsoplevelsen alt for meget. 

Bygningen og gulvet ryster for hvert bombenedslag som under et jordskælv. Lamperne i loftet synes næsten at gynge. 

Panikken begynder at brede sig blandt eleverne. Enkelte halvkvalte skrig fra nogle af mine medelever dæmpes af dumpe lyde fra en kæde af eksplosioner. Selv bliver jeg stående, stiv af angst. 

Lyden af eksplosionerne synes at komme fra min maveregion og midt i min egen ubeskrivelige rædsel forsøger jeg desperat, men forgæves at finde ud af, hvad det egentlig er, som sker et eller andet ubestemt sted lige i nærheden af os, men udenfor synsvidde. 

Serien af eksplosioner synes aldrig at skulle høre op. Rystelserne og det brølende inferno fra mange flymotorer er det, som skræmmer mig mest. 

Pludselig tiltrækker noget helt andet sig min fulde opmærksomhed. 

Midt i larmen og regnen af bombenedslag og opskræmte elevers gråd, skrig og stumme fortvivlelse blander en anden og mere fortrolig lyd sig ind. Jeg kan endnu se ham for mig, stående lidt tilhøjre for mig. Selv står jeg næsten lige ved siden af den selvsamme lærer, som nogle minutter før smed sig ned bag katedret for at finde dækning. 

Midt i panikken begynder han at synge. Først Der er et yndigt land, men så fandt han sikkert meget hurtigt ud af, at vort land for tiden nok slet ikke var så yndigt alligevel og tog derefter fat på den pædagogisk set mere rigtige Kong Christian stod ved højen mast i røg og damp..., alt sammen for samtidig både at berolige sig selv og os. 

Så vidt jeg husker, havde det ikke nogen øjeblikkelig virkning på nogen af os. Han bliver snart tavs, stum og trækker sig ind i sig selv igen. Sangtimerne hørte til noget af det bedste, jeg vidste, men følte mig i den grad naglet til stedet, at jeg var helt ude af stand til så meget som at åbne munden. 

Den engelske haleskytten Peter Wykham tog billeder under hele flyangrebet. Bemærk Gestapos biler!

Drønene fra bølger af bombefly synes at fortsætte i det uendelige og tiden som dimension er forlængst ophørt med at eksistere. 

Pludselig bliver alt stille. En næsten øredøvende stilhed suser i ørene eller også er det min puls, som banker så sindsygt stærkt af bare skræk. Sagte klynken. En eller anden medelev kaster op. Andre er blege og næsten hvide i ansigterne. 

En underlig nervøs og uvirkelig stemning over det hele. En svag ringlen af splintret, flyvende glas og knuste mursten, som bliver ved med at regne ned over skolen, længe efter at lyden fra alle eksplosionerne er døet hen. En eller anden lærer siger noget med, at de vist hellere må se at få sendt os børn hjem for i dag. 

Vi kryber famlende op af kældermørket. Udenfor er luften fuld af støv, som blander sig med den lette regn og forstærker den skarpe lugt af varm, fugtig, overophedet jord. 

Jeg fulgtes tilfældigvis hjem fra skolen sammen med en jævnaldrende pige fra min egen gade. Vi var begge lamslåede og bedøvede. Vi var tavse, sagde ikke noget, men den ene af os sansede alligevel intenst den andens nærvær. Jeg husker, at jeg havde en brændende lyst til at tage hende i hånden for at få afløb for et eller andet spontant ømhedsbehov efter den skræmmende oplevelse, men det blev aldrig rigtig til noget. 

Bag en vejspærring kunne vi se folk rydde op i ruinerne af universitetets kollegier.

Nogle få glimt og flakkende synsindtryk af mørke silhuetter af mennesker over en regnvåd asfalt længere ude af Nordre Ringgade. Fjerne, flygtige synsbilleder, frosset på nethinden og uden bevægelse i den lyriske del af hukommelsen. 

Før det store brag
Min lillesøster og mig sommeren 1944 

Det er alt, jeg husker fra den første del af dagen. Når jeg forsøger at tænke tilbage, lader det sig sikkert aldrig gøre helt at beskrive, hvad vi egentlig følte. Alligevel mindes jeg, at jeg dag og nat blev forfulgt af mentale stemninger, som dengang ikke var til at sætte ord på og dermed være i stand til selv bedre at kunne forstå. 

Senere samme aften, i overgangen mellem vågen og søvn kom alt tilbage som et slags elektrisk stød. Hele skrækoplevelsen blev ligesom koncentreret i et eneste intenst synsbillede. Det var som om jeg bagefter måtte genopleve den dybe angsten, jeg havde holdt tilbage. 

Jeg begyndte efterhånden at føle mig utryg. Min mor må instinktivt have mærket, at der var et eller andet galt med mig. Hun spillede i hvert fald et eller andet musikstykke på klaveret, som faldt hende ind for at berolige mig og min lillesøster holdt for en tid helt op med at drille mig og jeg gav hende fred for alle de øretæver, jeg gerne plejede at give hende. 

Ellers var parolen dengang: Rank ryggen. Vi er i krig! 

Vejret slog om. Der kom slud og derefter årets første sne, men den lagde ingen dæmper på vore gemytter. 

Aviserne kom med korte, censurerede beskrivelser af RAFs luftangreb mod Gestapos hovedkvarter på Århus universitet. Flere civile danskere og et stort antal tyske politifolk blev dræbt under RAFs vellykkede flyangreb. 

Et af de engelske Mosquito-fly, som blev fulgt og beskyttet af polske natjagere, havde under angrebet tabt et halehjul, da det strøg for lavt over universitetets hovedbygning. 

I dagene, der fulgte, blev der mange forsømmelser blandt eleverne i skolen. Bykvarterets luftværnssirener, som vi ellers havde vænnet os så nogenlunde til i løbet af krigen, lød nu i vore ører både dag og nat mere som en flok gale hunde, der skånselsløst hylede omkap med hinanden uden så meget som at ænse resten af den lidende og blødende menneskehed. 

På tidspunktet for flyangrebet var nogle børn på vej hen til Finsensgade skole. De kastede sig på jorden, som de havde lært, man skulle gøre i et sådant tilfælde. I de følgende dage var de flere børn på skolen som var nervøse, når der blev blæst flyvervarsel. Det vidner bl.a. ovenstående fraværsseddel fra få dage senere om:

"Jeg blev nød til at beholde Jonna hjemme i Lørdags, hun faldt fuldstændig sammen i Lørdag, da Flyverne var herover". Underskrevet hendes moder (Privateje).


Selv fik jeg nogle momentane anfald af mavesmerter, når der var en eller anden fare på færde. Maden var oven i købet rationeret, men begyndte uden videre at smage underligt og min mor måtte om morgenen skifte de våde lagner på min seng. 

Alle mulige og umulige hverdagslyde blev som under en febersygdom forstørret op og lød som om lyden kom til mig gennem en stor hul tragt. Men ikke nok med det.

Krigens særlige lugte blev forstærket med en næsten unormal intensitet. Duften af min fars pibetobak, rullet i mangel af bedre af tørret følfod, lugten af lædersmørelse fra tyskernes støvler, syntetisk brændstof og gengasrøg blev pludselig en pine og plage for mine overfølsomme næsebor. 

Det var som at få indblik i en metafysisk sanseverden, som ellers lå langt udenfor menneskelig rækkevidde. 

Pludselig havde jeg tabt enhver interesse for synet af tyske fly, som med røde og grønne lys på vingerne plejede at sejle lige hen over husryggene i skumringen og jeg havde underligt nok også helt mistet lysten til at samle bombesplinter, som blinkede mod mig i morgenlyset på asfalten og tomme patronhylstre i de våde græs på Skejby mark. 

Jeg begyndte at lytte særlig intenst til radioens allersidste programindslag med danske nationalsange for om mulig at finde en slags forsinket trøst i efterklangen fra sangsalen. 

-Kommer de mon i nat?, spurgte jeg mig selv, særlig i nætter med fuldmåne. Jeg fik sitrende fornemmelser bare ved tanken om, at flyene kunne risikere at vende frygtelig tilbage og endnu engang puste mig i nakkehårene. 

Pludselig sagde det bang! Og så var det bare med at komme sig i sikkerhed med en vis fart

Det gjorde de også, men først nogle år efter, at krigen var slut. Armadaer af fjendtlige fly dukkede igen op, men denne gang i mine søvndrømme og mareridt og det i skikkelse af store flokke af truende, sorte fugle. 

Efterhånden følte jeg mig faktisk som en rigtig "tøse- dreng" blandt mine mange kammerater. 

Foto fra sommeren 1942 af min klasse og klasselærer Ulrik Riis Poulsen. Selv sidder jeg som nummer 2 fra venstre i første række
Tak til Tage Laden-Andersen, Studiekredsen "Trøjborgs Historie", for at have stillet billedet til disposition

I løbet af efterkrigsårene gik det langsomt, men sikkert op for mig, at krig var noget ganske andet og mere end bombesplinter, patronhylstre og krudtslam, men det forunderlige var, at jeg i lang tid efter endnu havde en voldsom trang til at ville forblive i netop denne lidt rusagtige følelse af katastrofestemning fra dengang. 

Først mange år senere fandt jeg, delvis ved andres hjælp ud af, at jeg i virkeligheden havde fået mig et godt gammeldags bombechock og i en kort periode havde været, hvad englænderne under London-Blitzen kaldte for "Bomb-Happy". 

Oplevelsen har siden fulgt mig gennem livet med større eller mindre mellemrum, men i en slags maskeret form. 

Jeg har forsøgt at lave en rekonstruktion af hvordan et af mine mange drømmebilleder ser ud, når jeg har natlige mareridt. Hvad jeg i dag tænker mindst på om dagen, drømmer jeg mest om ved nattetid. Jeg kan vågne midt i min egen gråd, gennemblødt af sved. Så kommer det. En fremmed, forløsende lyd. Først når min kone prøver at vække mig, forstår jeg, at det er jeg selv som har skreget. Resten af dagen går jeg rundt og er skamfuld over den natlige oplevelse. Mennesker har det sikkert meget værre end jeg helt andre steder i verden.

TV-billeder fra Gulfkrigen af natlig sporild over Bagdad og af syngende, opskræmte muslimer i tilflugtsrum, af Sadam Huseins Scud-Rockets på nattehimlen over Jerusalem og af blodige krigshandlinger i Bosnia kan fortsat bringe mig i en sindstilstand, ledsaget af en smerte af underlig sødme og samtidig spontant føre mig tilbage til en tid, hvor selve øjeblikket betyder alt og 50 år er som et eneste flygtigt sekund. 

Åge Skjelborg 

Kronik Århus Stiftstidende 31. oktober 1994 
Revideret marts 2003

Åge Skjelborg
Oslo

 

| Startsiden |

<bgsound src="danm.mid" loop=0>