| Startside |

 

EN MUSIKALSK LÆRESTREG FOR LIVET.
Af: Redaktør Åge Skjelborg, Sandefjord, Norge

ERINDRINGEN OM ET MØDE MED
EGON ANKERSTJERNE.

En tidlig norsk sommermorgen. En pulje med dagens e-post lister sig ind gennem serverens smalle, digitale nåleøje. En af de mange meldinger fanger min opmærksomhed. Emne: Varm hilsen...Der er opdaget en brudt link på min hjemmeside til en midifil med selvtranskriberet klavermusik fra det gamle Århus. Afsenderens efternavn føles underlig bekendt men hvorfra? Det tager kun kort tid at komme på svaret og ind på det rette spor.


Egon Anckarstjerna spiller Tango Jalousi for
melodiens komponist Jacob Gade, det var
første gang komponisten hørte sin verdens-
kende melodi udført på elektronorgel.
Århus Hallen - januar 1955  

Jeg begynder uden videre at nynne på en melodistrofe, der tilfældigt falder mig ind. Nogen, der skramler op ad en bagtrappe.Jeg vender mig om mod lyden i mit arbejdsværelse. Ivrige barnestemmer når frem til mig, udenfor tiden. Et opvakt, nysgerrigt drengeansigt dukker frem i en døråbning...

Jeg har forflyttet mig i tid og sted.

Midt på en dansk dag. Jeg skal ud til en kunde med orkesternoder. Min snobbede, koleriske chef indprenter mig mildt, men bestemt, at jeg helst skal opføre mig ordentlig og vise mig som en værdig repræsentant for det velrenomerede musikforlag, jeg tilfældigvis er ansat i. Selv står han oppe på disken i det tomme butikslokale med en violin i den ene hånd og en bue i den anden. Når jeg er gået, vil han kun have sig selv som publikum og dagdrømme, at han står på en orkesterscene som feteret solist i en violinkoncert af Mozart. Han er ikke bange af sig, tænk hvis der nu tilfældigvis kom en helt intetanende kunde ind ad døren. Det ville min chef da så bare have haft rigtig godt af.

Turen på cykkel fra Frederiksgade og ud til kundens bopæl på Ingerslevs Bouldevard går som en leg, et kærkomment afbræk i en daglig arbejdsdag som ellers kan føles lang nok. Jeg ser op. Sommerskyer vælter sig med svimmelhed op over husryggene. I opgangen lugter det af en blanding af grønsæbe, cigarrøg og frisklavet kaffe.

En kvinde med et smukt smil lukker mig ind. En høj kraftig mand i slåbrok dukker op med en kop kaffe i hånden. På en aristokratisk næse balancerer et par briller og bag dem skimtes nogle spillevende øjne, et radarblik, der synes at være alle steder på en gang. Jeg kender ham igen lige med det samme, selvom jeg kun har set et glimt af ham, når han købte noder og besøgte min chef.

Jeg afleverer så høfligt jeg kan en pakke med splinternye arrangementer for salonorkester af døgnets melodier og sender et nysgerrig blik mod et velholdt klaver i stuen.

Manden med slåbrokken lugter selv langt væk af musik, lyser op, følger min blikretning og gør indbydende tegn til, at jeg uden videre dikkedarer bare kan sætte mig ved pianoet.

Jeg tænker mig lidt om, tager så nølende de første indledende takter til Chopins skumringsagtige Scherzo i b-mol . Den skal ifølge komponisten selv helst lyde som stemningen i et "lighus" og det passer meget godt til min egen lille momentane depression, men så går jeg håbløst i stå af bare generthed og nervøsitet.

-Hvor længe har du spillet? spørger han lavt og opmærksomt. Jeg ser op fra klaveret.

Først havde jeg lært af min mor, hun er en habil pianist, senere, et par år før, havde jeg fortsat med at få undervisning hos en privat spillelærer, svarer jeg.

-Så kan du vel osse mer af samme skuffedarium, kommer det opmuntrende fra manden med radarblikket.

Jeg tager en lille kort mazurka af Chopin med en masse sving og gesvejsninger.

Han nikker bifaldende frem for sig.

Han vælger selv en af noderne, jeg netop lige er kommet med, en pianostemme og foreslår, at jeg spiller den fra bladet. Jeg går først igennem noden med blikket, en schlager, og suger langsomt melodien til mig.

Anslaget på instrumentet er som en drøm, helt anderledes end på vort eget klaver. Jeg gør mig færdig med schlageren, en tango, Lass uns träumen am Lago Majore og laver lidt om på akkorderne.

-Du ka' vist mere end å sælle noder over disken, hva'? Du spiller ikke netop det der står her, men noget helt andet løber af med dig og du skaber et nyt originalt arrangement i din egen personlige stil.

Men selv synes jeg ikke, at det endnu lyder helt som det skal, tilføjer jeg.

-Bare fortsæt hvis du har lyst, siger han med blød og behagelig stemme.

Jeg får gradvist mere mod i brystet og begynder at fumle med et par "skæve akkorder", jeg havde hørt Art Tatum og Leo Mathiesen spille på grammofonplade.

-Du spiller noget som stammer fra helt andre end din spillelærer. For det er noget du selv har fundet på, ikke sandt? Men du vil lissom ikke helt være ved det.

Jeg trækker resigneret på skuldrene.Jeg havde forholdsvis let ved at huske hele koncerter udenad men min spillelærer var for det meste kun ude på at hamre den helt rigtige fingersætning ind i mit skurvede hovede. Det nyttede ikke, at jeg påstod, at Chopin ikke spillede sine egne værker ens fra gang til gang.

Han siger, at det er noget jeg slet ikke skal skamme mig over og ser spændt afventende på mig.

På danseskolen under krigen havde vi en fin swing-pianist og ham havde jeg i smug lyttet meget til, når jeg ikke gad se på den møgsure mokke af en smånymfe, jeg for det meste dansede med.

Jeg ruller i fantasien mørkelægningsgardinet ned og tager fat på Regnvejrs Serenaden. Teksten synger i hovedet på mig. Og jeg drømmer det er dine kys der pøser ned.

Han lytter eftertænksomt med hele ansigtet.

-Du er alsidig musikalsk, knægt. Du har ikke bare klæbehjerne og tonefølelse, men ka' osse improvisere, incisterer han. Og så hører man at du kan li' å bruge højre hånd og det er der skam ikke noget galt med. Din venstre melodiføring "synger" som den skal, men klangen bli'r alligevel lidt for spinkel...

Han bliver stående med kaffekoppen og demonstrerer med den venstre hånd en rytme og klang, jeg aldrig har hørt før.

Han viser mig akkorden g-c-e, så og uden næsten at bevæge fingrene i venstre hånd flytter han glidende og ubesværet de samme fingre i et fast greb og videre til a-c-f, gentager g-c-e-akkorden og ender med at anslå moltreklangen-a-c-e.

Små stjerneskud begynder at løbe rundt i kroppen på mig.

-Venstre og højre hånd må løbe lige over i hinanden og ikke slås med hinanden. Du flytter bare de samme greb over på skiftevis venstre og højre hånd, slutter han, tager en slurk af den lunkne kaffe, mens han viser mig de nye greb og akkorder.

Jeg falder ned fra månen, er fortryllet. Bare ved den smule, han havde vist mig, har klangen i mit spil forbedret sig mærkbart og er blevet mere fyldigt og nuanceret.

-Kan man ikke jazze ordentlig som du, ka' man heller ikke spille en mazurka af ham den lille Chopinsky. Å så må du efterhånden lære å glemme dig selv, så blir det hele mere ægte og sensuelt.Den eneste ting det faktisk drejer sig om er KLANG, SOUND, forstår du.

Han spørger, om jeg ved hvad BLUE NOTES er for noget.

Jeg nikker frejdigt og tager fat på de første 5 takter af Wagners lidenskabelige Tristan-Akkord.Han lægger mærke til, at jeg ligesom kæler for nogle af akkorderne og brister i latter. Som om det ikke bare var en god, men også en helt ny og original vittighed, som man med stor succes kunne optræde med i cirkus verden over..

-Kan jeg byde dig noget? kommer det fra den blide kone i huset. Straks efter sidder jeg og slukker tørsten med et køligt glas limonade. Det er da, at jeg synes at jeg hører nogle børn komme farende op ad en køkkentrappe og ind ad noget, der måske skal være en bagdør. Og dér er det igen, det observante drengeansikt.

-Du er nu ikke helt galt på'n, for Wagners akkord skabte faktisk næsten en hel lille revolution i datidens musikverden. Særlig damerne fandt den tiltrækkende nok til, at de ku' svømme hen i musikken.

Han slår nogle akkorder an, ser spørgende på mig, om jeg tilfældigvis ved, hvor den rytmiske basstemme stammer fra?

Jeg stiller det tomme drikkeglas fra mig, tænker mig lidt om og hænger mig straks på Count Basie's Opus-One.

-Bare kil på knægt, så ska' du se løjer. Jeg ka' ikke lære dig å spille, for det ka' du allerede, men jeg ka' vise dig, hvodden du ska' arbejde med et hvilket som helst stykke musik, ligemeget hva' det så end er for noget.Jeg ka' såen set ikke lære dig mere, men bare kom en anden gang, når vi begge har tid, incisterer han med et åbent, levende smil.

Hele den intense, musikalske seance har vel varet omkring en times tid, men bagefter føles det, som om jeg havde været i en hel anden verden og at der var blevet flyttet nogle grænsepæle langt inde i mig selv.

En uges tid efter stikker en kammerat og jeg ind hos "Knas i Kassen så Bergs Radio" i Guldsmedgade.For gode ord og surt indtjente penge vil vi indspille nogle melodier for klaver på en grammofonplade, skåret i shellak på et anlæg, Berg selv havde neglet fra et tidl. tysk militærdepot i en forladt bunkers i Marselisborg skov. Jeg har endnu den plade som en lidt famlende musikalsk perle i privatarkivet, men for at få optimal lydgengivelse må den afspilles med en såkaldt vinkelnål. Jeg vælger egne udgaver af It Had To be you, Naturboy, Godnatvalsen og Bachs Toccata og Fuga i d-mol, alle inspireret af, hvad jeg netop har lært hos manden med det musikalske radarblik.

Næste møde med den venlige, sympatiske musiker sker i Folkets Hus, hvor der står et flygel og småkeder sig det meste af dagen.

-Nå, er du nu dér igen, unge ven.

Som altid er han strålende veloplagt og sitrende energisk.Vi begynder at snakke om filmmusik. Jeg kunne nynne og fløjte filmmelodierne men at få dem ned efter gehør og skabe et ordentligt klangbillede var ofte både vanskeligt og krævende, trygler jeg.

Jeg fortæller ham, at jeg under krigen havde hørt R.W.Williams' 5. symfoni i radioen fra England med tyske støjsendere på frekvensen og særlig hæftet mig ved nogle takter i indledningen til den første sats. Under sidste del af den anden verdenskrig havde jeg som elev på Finsensgade skole oplevet RAFs bombardement af Gestapos hovedkvarter på nært hold og melodien var dukket spontant op hos mig under den øredøvende stilhed som fulgte, efter at flyangrebet var vel overstået.

Krigen suser fortsat i blodet på mig og det kan ske, at jeg kaster et ængstelig blik op mod himlen. Flyangreb er fortsat i frisk erindring. Siden havde jeg med mere eller mindre held prøvet at sætte strofen ud for klaver. Jeg havde den fortsat trygt forvaret i hovedet. Han spørger mig, hvilke instrumenter jeg ville bruge i denne specielle sekvens. Jeg skyder på engelsk horn i basdelen og rene strygere i den øverste melodilinje og består den lille ildprøve, for han beder mig spille versionen flere gange og hjælper mig så med at tænke orkestralt. Hans ansigt lyser af indlevelse og begejstring. Han hjælper mig storsindet med at udsætte den for orkester og tilsidst gengiver jeg hans rygende, friske udgave til punkt og prikke på klaveret.

Jeg forlader beriget og lidt ør i hovedet salen i Folkets Hus. Vender mig om i døren. Dér står han og løfter smilende hånden til afsked.

Jeg havde på kortest mulige tid fået flere helt gratis klavertimer af et storsindet og engageret menneske, nemlig af den berømte komponist, musiker, kapelmester og første kinoorganist i Danmark, Egon Ankerstjerne


Egon Anckarstjerna ved elektron-
orgel i Århus Hallen 1955

Det var det sidste jeg troede, at jeg skulle se af den geniale, inspirerende lærermester, men det skulle vise sig at være en gammel løgn.

Den Gamle By. Året efter. Sidst på en sommereftermiddag efter lukketid. En friluftskoncert med en mindre orkstergruppe er i gang. En sats fra Debussys Lille Suite, I Båden, står på programmet. Egon Ankerstjerne dirigerer, et øjeblik synker taktstokken i hånden på ham og han lader sig rive med af musikken. Ansigtet og det svage smil får pludselig en egen dyb varme. Den langsomme, vuggende førstesats, fuld af intens, euforisk stemning, solen, lavt i horisonten, duften fra græsset,duggen som falder, altsammen noget der giver mig en virkelig god følelse i maven, mens jeg henført lytter til musikken.

Jeg slingrer hjemad, sanseløst summende. Fra træer og buske i den botaniske have synger fugle og insekter flerstemmigt med sig selv...

Jeg finder mig selv igen siddende ved datamaskinen med fingrene på tastaturen. E-post-meldingen står fortsat og flimrer på skærmen.. Langsomt går det op for mig, at jeg er blevet indhentet af en sødmefuld, men glemt fortid. I løbet af nogle ganske få sekunder er jeg i erindringen spontant gledet bagud i tiden - lige durk tilbage til året 1950. Til Århus, min hjemby, som jeg forlod i 1978 og flyttede til Norge.

Afsenderen af dagens mail viser sig til min udelte begejstring at være den selvsamme person, der som dreng stak hovedet ind ad døråpningen i stuen i lejligheden på Ingerlevs Bouldevard i Århus for over halvtreds år siden. Øjeblikkets Hans viser sig at være søn af manden med radarblikket og det forsagte smil, af manden, der lugtede af musik langt væk, af manden som engang i tiden og for livet fik noget frem i mig ,som jeg slet ikke vidste, at jeg havde, kort og godt af selveste Egon Ankerstjerne, kaldt Stjerne blandt venner. Vi har forunderlig nok krydset hinandens spor og hvem ved, hvad det eventuelt vil kunne føre til.

Den nye, friske erindring står endnu så klart og lysende for mig, at jeg ikke kan lade være med at begynde at skrive den ned...

En time senere sender jeg med stor forventning Hans Anckarstjerna en tilbagemelding...

Sådan en dag er en lykkelig dag. Livet er langt for den heldige.

Åge Skjelborg. 2009