<bgsound src="gjeterg.mid" loop=0>

| Startsiden | | Tilbage |

Du lytter til autentiske musikalske stemninger fra den undersøiske arbejdsplads
Følg med i dykkerjagten på Christian IVs sunkne krigskasse i den dybe mudrede sø
.

Roskilde. Oktober 1956.

Vi har fundet frem notitsbogen fra de lange, mørke vinteraftener. Den vrimler med alle mulige uverificerede oplysninger om undersøiske skibsvrag og skjulte skatte, jeg har skrevet af efter trykte og utrykte kilder. Mundtlige vidnesbyrd om pengekister, krigskasser og militære vogntransporter, nedsænket i søer i ufredstid eller sunket ved et uheld, er udbredt over store dele af Nord-Europa og Skandinavien. 

Der skal ligge en vogn på bunden af en sø ved byen Krone i Posen, Tyskland. Køretøjet skal have været en del af en pengetransport, der gik gennem isen under franskmændenes tilbagetog gennem Tyskland fra Rusland vinteren 1812. Rygtet fortalte, at vognen medførte en fransk krigskasse.

Lige udenfor den tyske by Dettingen i Spessart ikke langt fra floden Main, skjulte englænderne under Den Prøjsiske Syvårskrig en del tønder og beholdere med penge i et sumpet mosedrag på egnen. 

De nordtyske søer ligger selvsagt for langt væk, kræver for meget arbejdskapital og er derfor urealitiske som rent undersøiske opgaver. Det er bedst at slå iskoldt vand i blodet og holde sig til mere hjemlige lokaliteter. 

Sagn og mundtlige beretninger om sunkne skattekister er også knyttet til flere af de danske, særlig til de lidt større jyske ferskvandssøer og er derfor ikke mindre interessante at prøve at dykke ned i. 

Den slags sindsoprivende begivenheder har skabt en broget fortælletradition, der afspejler en bitter virkelighed og i nogen grad også autentiske forhold nær den store færdselsåre, der gik op gennem de østjyske kystegne. 

I de urolige tider under trediveårskrigen og svenskekrigene rykkede fremmede tropper gang på gang ind i Danmark og plyndrede og hærgede det bedste, de havde lært. Mange adelsmænd så det som sidste udvej for at redde noget af deres jordiske gods at sænke det ned i søer og vandløb til senere afhentning. 

Folk der på stedet incisterer på, at der skal være sænket hele to pengekister ned i Lading sø lige vest for Århus under en krig på egnen i ældre tid. 

Skal man tro den mundtlige overlevering et helt andet sted i landet blev den danske krigskasse under den Kejserlige Fejde 1618-21 opbevaret på Gram slot , Sønderjylland, og senere nedsænket i et mindre vandhul ved en å nord for Skjoldager. 

Herremanden på Landting, ejeren af Kjærsgårdsholm, Hvidemose, Vinderup sogn, deponerede under Torstensson-Fejden 1643-45 sin skatkiste hos præsten i Ejsing , før herremanden og hans familie selv flygtede til Norge. Den handlekraftige præst sænkede senere pengekisten ned i Eggesø med en jernlænke, fastgjort til det ene håndtag å kisten, førte lænken til land og begravede den i jorden. I andre situationer gik det rask væk ud over den forhadte fjende selv. 

Engang kørte svenskerne over den isbelagte Daldover sø ved Randbøl vest for Vejle med et helt vogntræn. Søen var isbelagt og derfor skjult for fremmede. Svenskerne gik gennem isen sammen med vognen og den dyrebare last. I nyere tid er der fundet svenske mønter fra 1600-tallet ved søbredden.

Det bedste udgangspunkt for en planlagt dykkeropgave i Stilling-Solbjerg sø vil være at forsøge at finde ud af flere detaljer om den historiske baggrund for sagnet om den sunkne krigskasse for om muligt at kunne spare værdifuld tid under et senere arbejde i felten.   

Vi forflytter os nu til en helt anden historisk tidsperiode.

For Østjylland bliver ufredstiden langvarig og samtidig en eneste stor og tragisk hændelse og skæbnetime. 

Under Kejserkrigen 1625-29 trænger tyske tropper under Albrecht von Wallenstein langt op i Jylland. Så følger to andre krige med Sverige lige efter hinanden, hvor tyske, polske hjælpetropper og danske soldater alle er lige gode om at voldtage kvinder, slå folk ihjel og udplyndre befolkningen. Under alle krigene flygter adelige, velstående borgere og præster over hals og hovede til Norge eller de danske øer. Først freden i 1660 bringer endelig ro i landet, men det skulle tage over hundrede år, før befolkningen igen kommer på fode med en anselig nedgang i folketal og rigdom hos folk flest. 

En polsk adelsmand, Jan Pasek , deltog i 1659 i et hjælpekorps til Danmark. I sine erindringer fortæller han, hvordan danskerne deponerer personlige værdigenstande og kostbarheder ved at indeslutte sagerne i vandtætte metalbeholdere med tilloddet låg og forvare dem i søer og fjorde og havne med roligt og stillestående vand. 

Flere af de nedsænkede kister blev aldrig fundet igen af sine retmæssige ejermænd, andre var så ødelagt af fugt fra deres ophold i saltvandet, at man kun fik jernbeslagene med op i dagens lys, når man forsøgte at hæve dem. 

Landmilitsen og de danske rostjenesteryttere er allerede lagt i vinterkvarter og dem når man naturligvis ikke at mobilisere midt i den totale forvirring. 

Den 9. januar trænger svenske tropper videre op i Nørre-Jylland og midt i januar 1644 er hele Jylland i Torstenssons hånd. Indbyggerne og de ansvarlige myndigheder på den jyske halvø er taget på sengen. 

Det hændte, at folk røbede hinandens skjulesteder for at slippe for represalier fra fjendens side eller for selv at få fordele ved at angive andre.

I januar 1644 forsøgte lensmanden på Ålborghus, Gunde Lange, at udskibe lensindtægter på 5000 rigsdaler til øerne. Planen gik i vasken på grund af et stærkt og tæt snefog, "en flyvende storm med modvind, frost og sne", som rasede netop i de dage. 

I stedet for gravede lensmanden pengene ned i slotshaven. Den svenske oberst Helmuth Wrangel opholdt sig på samme tidspunkt hos byens borgmester Christen van Ginckel og Wrangels svenske sporhunde og snushaner fandt hurtigt frem til de nedgravede penge ved hjælp af en person, der ikke havde nogen som helst problemer med at snakke over sig. 

I 1644 gik svenskerne så langt som til at tappe vandet ud af en mindre sø på hovedgården Grundets mark på jagt efter skjulte kostbarheder. Svenskerne må have haft relativt sikre oplysninger at gå efter, ellers ville de ikke have startet et ingeniørarbejde af så stort et omfang. 

I 1659 tømte polakkerne med den samme hensigt hertugen af Gottorps fiskedamme i nærheden af slottet. 

I begyndelsen af 1644 bryder en hær fra de dengang svenske provinser i Nord-Tyskland under ledelse af general Lennart Torstensson (1603-51) ind i Jylland. Torstensson selv er gigtsvag og må transporteres på en båre eller bærestol. 

Under lynkrig og plyndring rykker svenskerne videre nordpå og en bidende kold vinterdag kommer de frem til Skanderborg, hvortil danskerne har transporteret krigskassen med lejetroppernes sold for at pengebeholdningen ikke skal falde i hænderne på svenskehæren. 

En dansk overløber sladrer til svenskerne, men på slottet får man mistanke om lækagen og i et desperat forsøg på at redde de mange penge fragter en flok danske ryttere kisten mod Århus ad den gamle Skanderborg-landevej. 

Undervejs nordpå følger de danske ryttere en gammel hulvej gennem Gram-slugten, men bliver til sidst indhentet af svenskerne ved Stilling kirke. Rytterne kører slæden med kisten ud på den tilfrosne sø, hugger hul i isen med deres sabler og kårder og sænker kisten ned på bunden af søen. 

Hvad der derefter sker, melder historien intet om. 

En mundtlig beretning med så mange farverige detaljer vil uvilkårlig vække en vis mistanke om, at sagnet måske er en skrøne af relativ nyere dato, baseret på rent gætteri, men historien om de danske rostjenesteryttere som efter en lang forfølgelse til sidst endelig lykkes at narre medlemmer af arvefjenden, er sikkert blevet fortalt med en god portion ægte dansk skadefryd. 

De varianter af sagnet, vi kender til i dag, er optegnet i slutningen af forrige århundrede og lægger slet ikke handlingen til svenskekrigen, men dette gør dem alligevel særlig interessante. 

Gamle folk på Solbjerg-egnen fortalte sidst i 1880erne, at guld og sølv fra Skanderborg slot engang i tiden blev lagt ned i den vestlige del af Solbjerg sø syd for Århus under en belejring. 

Andre påstod, at et pengeskrin, en kiste eller en masse kostbarheder var blevet kørt ud i søen på en vogn ved den sydvestlige bred nær den lille landsby Gram.

Anders Kristen Sørensen, Vitved Overgård, er født 1877 og har sin egen helt personlige udgave af sagnet, nemlig at en krigskasse er blevet tømt og senere smidt i søen af Christian IV selv. Kongen stod nemlig altid og manglede penge på sine ældre dage, sagde folk på egnen og det kan der faktisk være ikke så lidt om.

Anders Kristen Sørensens far, Jens Sørensen, er født 1840 i Vitved og har som lille dreng fået fortalt af sin far, at de svenske militære havde en fast garnison i Stilling og opholdt sig på egnen i længere tid. Svenskerne gik løs på skoven med krum hals og fældede en masse træer i Vitved skov til stor forbitrelse for den del af lokalbefolkningen, som ikke allerede var flygtet ud i moserne og førte partisankrig derfra. 

En anden version af den mundtlige tradition går ud på, at Kong Christian IV's hær flygter op i Jylland og tar en mønstringskasse med sig under den vilde flugt via Skanderborg og mod Århus med muligheder for en videre udskibning til øerne. 

Generalkrigskommissær Knud Ulfeldt til Svenstrup (1639-1646) havde ansvaret og forvaltede midlerne til krigsføringen. Månedslønnen til hæren løb op på 20.000 rdl. Den sidste pengetransport fra København til Sydjylland afgår 17. december og altså lige før Torstensson overskrider Elben og grænsen 23. december 1643. 

En mønstringskasse eller flere fustager og tønder med penge i form af gangbare mønter kan altså godt have været i det sydlige Jylland omkring årsskiftet 1643-1644. 

I stedet for en kongelig krigskasse kunne der måske være tale om lensmandens egen landekiste, men det eneste, som lensregnskaberne for Skanderborg slot kan oplyse er, at den ansvarlige lensmand, Laurits Ebbesen, pænt måtte vente med at afslutte sit regnskab for indtægtsåret 1643, fordi Fjenden kom udi Jüdland. Denne lakoniske kommentar, nedfældet i en alvorlig situation for landet, er det nærmeste, som vi foreløbig kommer problemet. 

Der er flere tilsyneladende logiske brist i den nyere version af den mundtlige beretning om træfningen mellem de danske ryttere og de forfølgende svenskere. 

For at forsøge at forklare en eventuel unøjagtighed i angivelsen af pejlingen får avis-udgaven fra 1954 og sagnet tilført stadig flere nye, farverige detaljer:

Christian IVs gamle krigskasse, der i 1643, da de danske krigere var trængt af svenskerne, blev sænket ned i den vestlige ende af Stilling sø. Man må huske på at de gamle krigere, da de sænkede krigskassen ned gennem isen, var hårdt trængt af svenske krigere - kuglerne peb om ørene på dem og to blev såret (!) - og at de var ryttere - sandsynligvis lejetropper. 

Krigerne blev beskudt og var hårdt trængt af svenske ryttere, da de brød hul i isen og sænkede pengene ned.

Det er tydeligt, at der kommer en række nye handlingsmomenter til for at forsøge at gøre historien som den er i dag så sandsynlig som overhovedet mulig. I virkeligheden er man vidne til, at en mulig ældre mundtlig overlevering udvikler sig lige for næsen af en og tager farve af stadig nye spekulationer, men derfor kan tilføjelserne alligevel godt på en måde være rigtige, for såvidt som de kun uddyber, hvad man stort set har vidst i forvejen.

Forfatteren Johannes Therkelsen, Solbjerg, har fundet ud af, at krigskassen skal være sænket 200 alen, dvs. ca. 120 meter fra land på linjen mellem Stilling kirke og den vestligste gård i Gram, en lille landsby på søens sydvestlige bred. 

Hullet i isen efter den ufrivillige nedsænkning af pengekisten må have ligget synligt for enhver, indtil isen smeltede bort det følgende forår. Man må næsten tro, at rytterne har haft tid nok til at tage bestik af stedet, hvor de til sidst bestemte sig for at droppe kisten, og, hvis nogle af dem ellers overlevede sammenstødet med svenskerne, har fortalt det videre. 

Teoretisk set kan den mundtlige overlevering altså godt have fastholdt den nogenlunde eksakte lokalisering af stedet for nedsænkningen af pengekisten. 

De første, der logisk set ville tage jagten op på den nedsænkede, danske krigskasse ville, som vi tidligere har været inde på være svenskerne selv og de kan udemærket godt have forsøgt og eventuelt også have haft heldet med sig, men uden at vi ved noget mere om det. 

Efter krigen ville det blive taberne, nemlig de danske myndigheder, som startet en organiseret eftersøgning.

Christian IV lod fremstille et jernvod til eftersøgning af pengekisten og havde man fået kisten op, ville det helt sikkert være blevet ført ind og krediteret lensregnskabet for det pågældende år. 

Hvor mange mennesker, der egentlig overlevede krigens rædsler og kunne fortælle deres personlige oplevelser videre til næste efterkrigsgeneration, er ikke godt at vide. 

Det skulle som bekendt tage flere generationer at bygge landet op igen og det er slet ikke umuligt, at mentale eftervirkninger af smertefulde minder om krig og menneskelige katastrofer har spøgt i bevidstheden hos folk, også på Stilling-egnen, langt op i tiden. Efter en nylig overstået og udarmende krig vil folk naturligvis gøre alt hvad de overhovedet kan for at finde frem til deres egne eller andres nedgravede og nedsænkede kostbarheder. 

Det er ikke vanskeligt at forestille sig den trængte situation efter at en lang krig endelig er slut. Selv børn kan have været med på spøgen og rygter og alle mulige spekulationer må have svirret om ørene på de overlevende deltagere i denne livsvigtige skattejagt. 

Det er derfor sandsynligt, at folk længe efter at opbygningen af landet for alvor begyndte i 1660 må have været stærkt optaget af at jagte på nedgravede og nedsænkede værdigenstande og dette kan have medvirket til at holde mindet om hændelserne ekstra levende i folks bevidsthed helt frem til slutningen af 1700-tallet. 

De fremlagte kendsgerninger er naturligvis ikke i sig selv noget holdbart bevis på overleveringens hele og fulde troværdighed, men de understreger, at man ikke uden videre kan afvise den mundtlige overlevering om den nedsænkede krigskasse i Stilling sø som rent opspind. 

Lokalbefolkningen omkring Stilling sø forsikrer os i dag af samme grund om, at så langt de og deres forfædre overhovedet klarer at huske tilbage, er det svenskerne og ikke nogen som helst andre der har været skurkene i jagten på en krigskasse under de danske rytteres flugt for fjenden først i januar 1644. 

Oplysningen om guldskatten i søen har Anders Sørensen fra sin far, Jens Sørensen, der igen havde den fra sin far (født i Vitved 1765). 

Anders Sørensens bedstefar var godt kendt med en anden person i sognet ved navn Søren Nielsen. Han var født i Vitved omkring 1727 og var husmand og fisker. Søren Nielsen skal ifølge Anders Sørensens farfar have fortalt, at så langt han kunne huske tilbage, var det svenske dragoner, der var med i forfølgelsen af de flygtende danske ryttere med den forseglede pengekiste. 

Anders Sørensen har også hørt fra den samme kilde, at der foruden pengekisten var andet og mere materiel med under den forrygende transport fra Skanderborg, men kunne ikke i dag komme i tanker om, hvad det egentlig var for sager, som de danske ryttere skulle have fragtet sammen med andre ting på et vogntræn som led i en militær transport.

Det er som om Søren Nielsens beretning fra Vitved har en række slående lighedspunkter med de samme mundtlige overleveringer fra Solbjerg-egnen, der talte om en vogn med kostbarheder, der skulle være kørt ud i søen ved den sydvestlige side under en belejring af Skanderborg slot. 

Vi kan altså slå fast, at folk på Stilling-egnen må have hørt den mere fyldige version med svenskerne og de forfulgte danske ryttere så tidligt som før 1730 og i flere forskellige udgaver. 

Oplysninger fra tilgængeligt, lokalt slægtsmateriale viser, at flertallet af befolkningen i Stilling-Vitved-området har været stedfast siden begyndelsen af 1700-tallet. 

Dette forhold synes at bestyrke troen på, at den centrale kerne i de lokale udgaver af sagnet om krigskassen måske alligevel kan tænkes at ligge tæt ved den faktiske historiske sandhed og dermed give os et vist fingerpeg i den rigtige retning. 

Det viser sig nemlig, at der tidligere er gjort fund i søen, hvad der kunne tyde på, at folk kan have brugt Stilling sø som depot for opbevaring af personlige værdigenstande i krigstider eller at folk fra tid til anden tilfældigvis har tabt ting og sager i den dybe sø. 

En jernlås til hvad der synes at være en kiste skal engang i forrige århundrede være fisket op af Stilling sø. Tidligere opsynsmand i Skanseanlægget i Århus, Hans Holm Sørensen, der i 1859 var født på Søgården i Fregerslev, har til Århus Stiftstidende fortalt, at låsen har ligget i huggehuset, siden han var dreng. 

En blylilje, der muligvis kan have siddet på en trækiste, er i midten af 1940erne fundet i søen et lille stykke fra land på den nordlige bred, men ikke nok med det. To pyntefade (kaldt romanske dåbsfade af overleveringen) af messing fra renæssancen blev ifølge mundtlig overlevering fisket op af Stilling sø. En og samme lokale fisker fik dem i sit net i henholdsvis i 1860 og 1862. 

Et af pyntedefadene findes i Frederik VII,s samling. Fadene er indleveret 1864 til Nationalmuseet. Messingfadene har et tværmål på 39 cm. og er et Nürnberger-arbejde fra Renæssancen (ca. 1530- 1600). Indskriften, som tilfældigvis må siges at have passet næsten altfor godt til et råb om hjælp i en krigssituation, gentages tre gange: Hillf Got Avs Not (Gud Hjælpe Os I Nøden). På midten af fadet ses to havfruer i profil. 

Pyntefadene er måske et arvestykke og kan stort set tidsfæstes til den samme periode som den mundtlige overlevering. Fundet af de to messingfade kan måske samtidig have pustet nyt liv i sagnet, som vi kender det i dag, men længere bagud i tid indtil omkring 1730 er det altså endnu ikke muligt at følge de livskraftige skattesagn.

Gårdejer Anders Kristen Sørensen bekræfter skriftlig overfor mig, at de to pyntefade virkelig er opfisket af Stilling sø og ikke så langt fra pejlingslinjen mod Gramsiden. Oplysningen har han fra sin far. 

Kunne det tænkes, at det tøndebånd af metal, som Jan Uhres assistent fik med sig op under sin dykning i sommeren 1954 på stedet for nedsænkningen af krigskassen, slet ikke og trods ekspertudsagn stammer fra et anker med øl, men i stedet er resterne af en af flere mindre fustager, tønder, forseglet med jernbånd, med mønstringspenge til udbetaling af sold til danske lejetropper? 

Til sidst blir vi i gruppen enige om, at fundene i søen ikke kan have skabt de forskellige udgaver af sagnene som sådan, men måske nok i perioder kan have stimuleret den mundtlige overlevering om den eftertragtede sunkne, kongelige krigskasse. 

Dykkerjagten går ind

I løbet af eftersommeren 1956 mener vi at have så meget fast historisk grund under fødderne, at vi for alvor tør give os i kast med det ambiciøse undersøiske projekt. 

Vi har flere forskellige muligheder at løse det store problem på. Krigskassen kan stadig ligge i søen, andre eller svenskerne selv kan have fjernet og ranet den eller pengekisten er der måske slet ikke og har i værste fald aldrig eksisteret i virkeligheden. Men denne gang har vi tilstrækkeligt med nye, historiske oplysninger og spor i sagen at trække på og i princippet kan det ene udfald være ligeså godt som det andet. 

Når vi endelig har besluttet os for at gå løs på problemet, er det også for at forsøge å at fortsætte Jan Uhre og hans assistents dykkerarbejde fra sommeren. Frømands-teamet gik dengang helt systematisk til værks, men selv en nok så følsom metalsøger kan let overhøre og smutte udenom genstande, når søgeren måtte dække over et så stort område som tilfældet var. 

I forbindelse med Uhre-prosjektet sommeren 1954 blev sagen undersøgt i svenske krigsarkiver, men uden resultat og det er nu slet ikke så sært. Et eventuelt forsøg på at hæve krigskassen under svenskekrigen ville i realiteten aldrig være blevet indberettet til nationale svenske myndigheder, men i stedet for have udartet sig til regulær lyssky plyndring fra de svenske troppers side og som man nok vidste at holde mund med. 

Arbejdsgruppen består af Egon Sivebæk, Svend Wielandt, Niels Jørgen Rasmussen og jeg selv. En journalist fra frokostbladet B.T. vil slutte sig til os for at skrive en artikkel om sagen. 

Prosjektet er nær ved at gå i vasken. Rock and Roll-feberen raser med vilde optøjer i både England og Oslo. Salget af grammofonpladen Rock Around The Clock er så enormt, at produktionsfirmaerne har problemer med at holde trit med den rasende efterspørgsel. 

Denne specielle lørdag må vi ærgelig nok arbejde over i forretningen og pakke ud forsendelser med rygende friske grammofonplader og være klar til at tage imod en storm af købelystne kunder først i den kommende uge. 

Forsinket ankommer vi til Arhus og er først å besøg hos mine forældre. Det er snart et par år siden jeg sidst var hjemme. Dagen efter tager vi videre til Stilling, en snes kilometer syd fra Århus. Min far vil komme og slutte sig til os å et lidt senere tidspunkt. 

Vi træffer færgemand Schandorf Johansen og hans gæstfri kone. Ægteparret byder os på friske, hjemmebagte hvedeboller og låner os en stor robåd. 

Fra tidlig morgen går vi igang med at forberede dykningen. Vejret er varmt og klart. En solglitrende søoverflade giver ekstra glubende appetit å opgaven. 

Mange beboere strømmer til og diskuterer ivrigt vore muligheder for at finde kisten med de mange klingende guld- og sølvmønter og der er heldigvis ingen som ler af os og vore helhjertede, undersøiske hensigter. 

Arbejdsmand Peter Juel Johansen bor nogle få skridt fra søen og er overbevist om, at hvis krigskassen ellers har eksisteret, er det slet ikke sikkert, at den er blevet fundet og taget op af søen. 

Den store interesse for jagten på kongens legendariske krigskasse er selvsagt en opmuntring og lige netop hvad vi står og trænger for at blive taget bare lidt på alvor. Man må huske, at det ikke er første gang, at lokalbefolknin- gen har overværet en omfattende, men senere fejlslået dykning efter skattekisten. 

Vi opsummerer og repeterer for sidste gang før den store ildprøve.

Alle de udgaver vi kender til af den mundtlige tradition udpeger enstemmigt den vestlige del af Solbjerg sø, dvs. Stilling sø, som det eneste rigtige sted for nedsænkningen af pengekisten. 

Vi sørger for at måle ud positionen så nøjagtig, vi kan og orienterer os efter en lige linje mellem Gram og kirken på modsat side og 200 alen, dvs. ca. 120 meter fra søens nordlige bred. 

I første omgang vil der kun blive tale om rent orienterende dykninger for at fastslå dybde, sigtbarhed og bundforhold 

Nogle af vore arbejdskolleger foretrækker at blive på land. Vi andre bestemmer os for at bruge robåden som en slags flydende base.

Monstret i søen

Jeg går ned tre gange med livline. Først er jeg ikke tung nok, men med et par ekstra blylodder i bæltet når jeg til sidst under langsomt nedstigning noget, der ligner bunden af søen. 

Jeg har aldrig haft særlig veltrimmede ører og hver gang jeg må udligne trykket med synkebevægelser bliver jeg mindet om søvnløse nætter under krigen med smertefuld ørepine, forsøgt dulmet af bekymrede mødre med vattotter, vædet med kamferdråber. 

Over vandoverfladen stråler solen fra en næsten skyfri himmel. Nede i dybet af søen bliver det stadig mere og mere skumringsagtigt og til sidst befinder jeg mig i et stort og buldrende mørkt hvælvet rum. 

Nøjagtig to år efter at jeg selv overværede Jan Uhres mislykkede dykkerforsøg sommeren 1954 er jeg her igen og langt om længe nede i det selvsamme dyb, men det føles som om det sorte vand for altid har opslugt mig med hud og hår og jeg får slet ikke tid til at opleve stundens højtid. 

Jeg anstrænger mine øjne for at vænne mig til fraværet af lys, men det bare fortsætter med at være lige bælgravende mørkt. Lyskeglen fra den store, vandtætte stavlygte indfanger en dyster oplyst og uklar virkelighed, som jeg aldrig i min vildeste fantasi kunne have forestillet mig. 

Nede i dybet møder man langtfra nogen farverig, poetisk bølgende jungle af æventyrlige, grønne og saftige vækster. Så langt lyset fra stavlygten rækker er bunden af søen dækket af rådne planterester og synet af den slimede, ulækre vegetation giver mig mavekneb. 

Denne undersøiske verden er farveløs, og strækker sig på den anden side af lyskeglen udover mod en formløs horisont, uklar af grøden fra den kraftige plantevækst på bunden. 

Bundforholdene kunne tyde på, at kisten har sunket dybt i søbunden eller gennem de tre hundrede år, der er gået siden nedsænkningen, langsomt er blevet dækket af et lag med døde planterester. Krigskassen må virkelig have været vanskelig at lokalisere, selv med en følsom metalsøger. 

Mørket omkring mig er stadig lige tæt og jeg famler mig frem med hænderne i lyset fra stavlygten og får ubehagelige fornemmelser, når jeg rører ved de rådne planterester med fingrene. Hvor jeg opholder mig, ligger dybden på mellem 7-8 meter, men falder ud mod midten og skråner nedover mod en endnu mere mørk og sort uendelighed. 

Jeg svømmer et stykke over bunden langs pejlingslinjen og kommer i tanker om den såkaldte "Martini-lov" blandt dykkere. For hver ti meter, man bevæger sig ned i dybet, må man regne med en rus og fysisk virkning, der svarer til indtagelsen af en stor, dobbelt Martini. 

Jeg går endnu længere ned. Dybdemåleren viser 16 meter. 

Sekunder efter mærker jeg en sviende følelse i hænder, fødder og nakkeregion og bliver først langsomt klar over, at frømandsdragten gradvist har suget til sig en knugende, isnende kulde fra vandet uden at jeg selv har mærket det mindste til det. 

Uden varsel bliver jeg overfaldet af et ekko af stemningen fra en gammel feberdrøm, hvor jeg troede, at jeg var lige ved at ende i maven på en kæmpeblæksprutte. 

Lige foran mig i skumringslyset synes det som om der noget som hæver sig. 

En stor flad, grå kæmpebille rejser sig meget langsomt fra slammet i søbunden. Jeg er ude af stand til at bevæge mig og prøver krampagtigt at holde vejret. Kæmpebillen må have været godt kamoufleret og skal nu til at liste sig lydløst ind på mig. Helt siden de danske krigere dumpede krigskassen i søen har monstret voktet på skattekisten i det mørke dyb.

Jeg tager med en langsom frustreret bevægelse hænderne op til ansigtet og venter bare på, at skæbnen omsider skal indhente mig og at monstret skal bide luftslangen over med sine store knibtænger til kæber og lave mig til plukfisk og hakkemad. 

Efter et kort øjeblik, der mere føles som en lang evighed, tager jeg forsigtig hænderne væk fra ansigtet og selv efter at det store søbæst har fortonet sig som et flygtigt blændværk i det sorte vanddyb, hvor man ikke kan se så meget som en hånd frem for sig, virker det flimrende syn et øjeblik så livagtigt, at det næsten skræmmer livet af mig. 

Når man opholder sig helt alene og længe nok nede i et glidende mørke, er man let udsat for at få anfald af skrækfantasier. Nogle frømandsdykkere har en sand rædsel for at svømme durk ind i store, ensomme og mørke tangskove, andre frygter desperat hvert øjeblik at stirre lige ind i de tomme, opspilede øjne til en druknet person. 

Et af mine egne mere ubehagelige fantasigys går ud på, at en gigantisk vandkalv mirakuløst har overlevet i en eller anden ferskvandssø siden istidens ophør. 

Den irrationelle angst for det stummende, ukendte mørke nede i dybe ferskvandssøer kan få det til at løbe iskoldt ned af ryggen på mange svømmedykkere. Følelsen som griber en kan være skræmmende selvdestruktiv og er i værste fald stærk nok til at sætte selv den mest hærdede frømand momentant ud af spillet. 

Hernede har jeg tabt næsten enhver fornemmelse af tid og luften i flaskerne er ved at slippe op. Jeg begynder at gøre mig færdig for denne gang med den resultatløse, undersøiske sondering af en bestemt del af den mudrede søbund, udpeget af sagnet som det faktiske dumpested for kisten. 

Jeg er kommet over det magiske og døde punkt i det undersøiske ophold og en pludselig følelse af tryghed og indre sikkerhed sætter for alvor sving i hjernevindingerne. Mine tanker bliver igen klare og den kritiske sans overtager. 

Når man tænker på de særlige bundforhold i søen, kan man ikke lade være med at undre sig over, at en fisker så let kunne få de to tunge pyntefade i voddet og andre finde en oldtidsbåd. 

Det er vanskeligt at forstå, at det overhovedet har været muligt at fiske en jernlås og to pyntefade op af denne grumsede verden af mudder, medmindre de fundne sager på grund af deres ringe vægt ikke er sunket særlig dybt i søbunden. Ifølge eksperter vil en egetræskiste kunne holde sig næsten ubegrænset i ferskvand og en jernlås på en pengekiste som denne ville altså ikke automatisk kunne løsne sig af sig selv. 

En anden forklaring på dette tilsyneladende mysterium kan være, at nogle af tingene er af yngre dato og ikke særlig gamle eller er fundet på lavere vand nærmere søbredden. 

Skælvende af kulde bryder jeg vandoverfladen, omgivet af det skarpe, livgivende dagslys og den varme luft. Den rolige sø smiler til mig i solskinnet, men bag lettelsen over at have lagt mødet med den farveløse, svampede søbund bag mig lurer en ny fare, en håbløs dragning mod de ukendte mørke dyb i de store søer uden at man altid klarer at komme af med trangen. Mod denne galskab i blodet findes der ikke nogen effektiv kur. 

Igen oppe i menneskets verden er der nogen som fortæller mig, hvad klokken er. Jeg har været nede i næsten 15 minutter, men jeg ved med mig selv, at en skønne dag vil jeg igen være nede et eller andet sted i det samme dyb, denne gang i meget længere tid. 

Det sunkne slotsinventar i Mossø

Der er efterhånden meget, der kan tyde på, at den mundtlige overlevering måske alligevel hårdnakket forsøger at binde os moderne mennesker en virkelig god, gammeldags røverhistorie på ærmet, siden heller ikke vi har haft heldet med os til at finde så meget som bare det mindste spor af pengekisten. 

Under hjemturen begynder vi at diskutere, om der i stedet for kan være tale om en helt anden sø. Er der fortsat historisk arkivmateriale, som vi kan have overset og som det af den grund er aktuelt at se nærmere på? 

Måske skal løsningen på gåden søges et helt andet sted, men i så fald hvor? 

En vis sammenblanding af forhold under flere forskellige krige, Kejserkrigen 1627-29 og Torstensson-Fejden 1643-45 kan også tænkes at forklare, hvordan sagnet egentlig er opstået. 

Rigsarkivet i København bliver løsningen. Efter en krig gør man ofte status over ting, der mangler. En såkaldt Synsforretning over Skanderborg Slots Tilstand fandt sted den 9. november 1645 og er et sådant forsøg på at gøre den materielle situation op efter en lang og udmarvende krig. 

Myndighederne efterlyser gods og andet slotsinventar, der skal være kommet bort under krigen og "af onde mennesker bortranet", men ikke nødvendigvis af fjenden selv. 

I slottets skriverstue opbevarede man foruden andet diverse inventar en gammel malmlysestage, en falkonet og fragmenter af en anden falkonet. Skriveren noterede sig, at inventaret Berettis at werre siuncken i Morsøe, en afgjort lysende sætning og for første gang siden undersøgelsen startede noget virkelig håndgribelig til at tage at føle på. 

Dette betyder altså, at det efterlyste slotsinventar ikke er blevet sænket ned i søen med fuldt overlæg, men sunket ved et uheld. Det gamle navn Morsøe i originaldokumentet er i dag det samme som Mossø nær Skanderborg. Denne sø er 9 kilometer lang og 2 kilometer bred og stedvis op til 20 meter dyb. 

En falkonet hørte til skyts af lille kaliber. Den var fremstillet af messing eller kobber og brugt som et skibs eller et slots lettere bevæbning. Malmlysestagen tyder på, at det må være inventar med affektionsværdi fra Skanderborg slot, som man har forsøgt at bringe i sikkerhed enten i en båd eller om vinteren fragtet på en slæde. 

Oplysninger fra synsforretningen i 1645 over tilstanden på Skanderborg Slot viser, at man under Torstenson-Fejden virkelig har gjort organiserede forsøg på at evakuere inventar og tungt krigsudstyr fra slottet, hvorhen kan man kun gætte på, for at undgå at særlig våbnene faldt i fjendens hænder, men har mistet både inventar og tungere våben i Mossø. 

Lensmanden opbevarede sin kontante pengebeholdning netop i skriverstuen på slottet og man har altså forsøgt at redde, hvad der ellers var i arbejdsværelset. 

Denne hændelse eller ulykke kunne for så vidt godt være sket i løbet af januar 1944, året da netop denne krig brød ud.

De som har fortalt om denne hændelse kan tænkes fortsat at have været i live under udførelsen af selve synsforretningen og have haft deres oplysning fra helt pålidelig kilde, måske fra øjenvidnerne selv, hvem de så end må have været. 

Det er uvist om inventaret er fundet igen og taget op af Mossø, i så fald eventuelt med et jernvod. 

Det er interessant at konstatere, at Christian IV selv var i det sydlige Jylland i præcis den samme måned som synsforretningen fandt sted.

Man afviser ofte en bestemt type mundtlige overleveringer om nedsænkede pengekister og skjulte skatte som rene vandresagn, men følgende optegnelse viser, at historisk sandhed og sagn uanset den faktiske sammenhæng kan eksistere side om side: 

Der var engang nogle fiskere fra Emborg, som havde hørt, at der var en kiste ude i Mos sø. De besluttede da at drage kisten op. En dag, da de var ude at drage vod, fik de fat i den. Ingen måtte tale, inden de fik den i båden. men som de står og haler i kisten, får de en sort hane at se på enden af den. Den ene af mændene siger da:Nu har jeg aldrig set så stor en hane.

I det samme sank kisten til bunds, og ingen har set den siden. 

Som historisk kilde understreger denne type sagn, at der fra tid til anden har gået rygter om nedsænkede kister i både Mossø og Stilling sø. Søens vætte i Mossø måtte overlistes ved tavshed og sagnet er en fiktiv forklaring på, at de uheldige skattejægere ikke fik kisten op denne gang. 

Sandsynligheden for, at der er en direkte konkret og beviselig sammenhæng mellem sagnet fra Mossø og den faktiske hændelse med inventaret fra slottet må dog anses for at være forsvindende lille. 

Det samme må kunne siges om den mundtlige overlevering om den kongelige krigskasse i Stilling sø. 

Til syvende og sidst sidder man tilbage med en forestilling om, at der i realiteten kan have været tale om to eller flere forsøg på at evakuere penge, kostbarheder og inventar fra Skanderborg slot i forbindelse med de urolige tilstande under de langvarige Svenskekrige.

I en hårdt trængt krigssituation har man forsøgt at vælge mellem flere alternative flugtruter, naturligt nok mest i nordlig retning, en flugtvej ved at tage en afstikker tværs over en isbelagt Mossø og en anden ved at prøve på at skyde genvej over en ligeså tilfrosset Stilling sø, i et sidste desperat håb om at kunne nå frem til en østjysk havneby, der endnu var fri for fjender og derfra udskibe statens vigtige pengebeholdninger, inventar og krigsmateriel til øerne og den endelige sikkerhed. 

Jagten på guldskatten i Stilling sø har hidtil været en eneste stor, lærerig udfordring. Stilling sø og Mossø holder fortsat på hver sin dybe hemmelighed, men til gengæld har vi fået et nyt og interessant spor at følge op ved en senere lejlighed. 

Copyright © Åge Skjelborg 

Revideret 2009

| Startsiden | | Tilbage |