<bgsound src="fjord.mid" LOOP=0>

| Startsiden | | Tilbage |

 

Autentiske musikalske stemninger fra den undersøiske arbejdsplads 

Et dyk ned i offersøen

Når bygerne kom og gik over egnen og jeg måtte indstille arbejdet med metalsøgeren, sad jeg og ventede, stirrede higende udover vandfladen, Jeg havde mange gange haft lyst til at dykke ned i den store, ukendte vestjællandske sø, men jeg havde aldrig haft mod nok til at gennemføre det.

En dag er pludselig alle betingelser til stede for at tage chancen og gennemføre planen.

Vandet og vejret er klart og stille med solskin fra en skyfri himmel. Det er først i september, lige før ålegilderne skal til at sætte ind og jeg brænder af  lyst efter at forsvinde ned i søen og i det ukendte stordyb.

Kursen skal gå lige mod et område, som nogle af mine venner blandt de lokale fiskere har udpeget som stedet, hvor deres historiske kollega havde fisket det mærkelige fabeldyr af metal op af søen.

Jeg har bestemt mig for at svømme ud fra vestbredden. Den kender jeg bedst og ruten er den korteste vej ud til midten af søen. På denne strækning falder dybden gradvist ned til 14 meter. Hvis jeg skulle blive taget af strømmen, kan jeg drive mod Halleby ås udløb uden risiko for at slå hovedet mod løse genstande i søen.

Jeg har luft nok til maksimalt halvanden times ophold under vand og kan spare yderligere på forbruget af  komprimeret luft ved at svømme i vekslende dybde. I nødsfald vil jeg kunne frigøre mig fra dykkerapparatet, fæste det til en lille bøje, svømme iland iført den vandtætte gummidragt for senere at hente op dykkerudstyret.

Høsten er kommet godt i hus. Husmændene og fiskerne langs vestbredden tager sig en middagslur. Folk ved, at jeg ofte plejer at arbejde ved og i søen til langt ud på aftenen og vil ikke komme til at savne mig foreløbig. Ingen skal på forhånd få noget som helst at vide om det, som nu skal til at ske. Jeg vil forsøge at klare mig selv og helt på egen hånd.

Jeg kontrollerer for sidste gang trykket i de to luftflasker, kaster et kritisk blik på det vandtætte kompas og lægger ud fra bredden midtvejs mellem Store og Lille Fuglede.

Ingen båd at se på vandet i søen. Jeg svømmer et par hundrede meter, indtil bunden begynder at skråne brat ned til 10 meters dybde. Herfra strækker bunden af Tissø sig jævnt ud mod søens midte i sydøstlig retning og med kun små dybdevariationer.

Jeg tilbagelægger uden problemer en strækning på godt og vel 700 meter og forsøger at finde en rytme som passer til min personlige fysik .

Før jeg næsten ved af det, er jeg nået ud midt i Tissø, offersøen.I en tilstand af henrykkelse og lyksalighed når jeg frem til den endelige destination på 14 meters dyb. Jeg synker lidt ned i den  lyse, bløde lerbund med svømmefødderne og ser mig omkring.

Over mig tindrer sensommerlyset fra en sol, der blander sig med et diffust, blåt lys, langt udenfor enhver rækkevidde af mit ophold i sødybet. Jeg befinder mig i en sløret verden, gennemtrængt af et næsten uvirkeligt lys som ved tidlig daggry.

Vandet er koldt, men uden at det gør mig noget. Jeg har godt med undertøj på kroppen og isolerede, gummirerede lærredshandsker.

Et magisk skær ligger over den nøgne, karrige søbund og et æventyrligt halvlys reflekterer fra den lyse, svagt glødende lerbund. Så skifter det hele langsomt til et blågrønt mørke, den samme skumringsagtige stemning som i en feberdrøm, jeg engang har haft.

Vil jeg blive straffet for at jeg trænger mig ind på såkaldt helligt undersøisk område. Er min blotte tilstedeværelse blasfemisk? Jeg opholder mig jo i den legendariske sø, der gennem tiden havde givet fra sig smykker og våben som en hilsen fra mennesker fra en fjern fortid.

Et æventyragtigt halvlys omgiver mig på alle sider og sigtbarheden må være omkring en 10-12 meter. Hernede er der en spredt vegetation og fisk, som ugenert lar sig betragte, men pludselig er borte som små lyn.

Strømningerne i vandet giver lysforholdene hernede en egen heftig, duche terakottafarve. Det undersøiske lyset skifter til nærmest frostgrønt.

For at vi skal opfatte farver som farver må de reflekteres af nogle andre faste genstande, men der findes bare mig, som jeg jo ikke selv kan observere. De forunderlige lysvirkninger omkring mig bare fortsætter at flimre og er vanskelige for ikke at sige umulige at beskrive og sætte de rigtige ord på.

Jeg bevæger mig i doven glideflugt gennem en halvmørk zone for at spare på energien. Tiden som dimension er ophørt med at eksistere og hvert sekund er som en evighed. Det er som at befinde sig svævende midt i en fortryllet verden.

Jeg er helt alene. Min hjerne fungerer perfekt og bedre end nogensinde før. For første gang føler jeg mig ikke mere ensom og forladt i undervandslandskabet , men som en oprindelig del af det store, våde element. Jeg behersker alle mine muskler, bevægelser og sanser som aldrig før. En vidunderlig følelse af en fuldkommen og enestående harmoni med omgivelserne strømmer igennem hele mig.

Jeg tilhører ikke længere lyset og dagen, har lagt den trygge landzone bag mig og ladet mig opsluge af søen mod den endelige og fulde underkastelse.

Jeg behøver slet ingen ord mere og jeg har helt glemt, hvad det egentlig var at jeg skulle dykke efter - flere små offerdyr af metal, en magisk mellemting mellem et kreatur og en haletudse for ikke at snakke om de nedsænkede containere fra krigens tid.

Efter at være kommet helskindet i land igen, bliver jeg længe siddende ved bredden af søen for at sunde mig ovenpå den utrolige dykkerfærd.

Langsomt, meget langsomt begynder det at gå op for mig, at dykkerturen i virkeligheden har været en eneste stor  undersøisk sanseberuselse, som i værste fald kan være farlig om den ellers vil fortsætte og få frit spil. Noget må gøres for at komme sig løs af den altfor store betagelse og håbløse besættelse, der næsten er ved helt at tage magten fra mig.

For første gang i lang, lang tid har jeg ikke haft nogen virkelig personlig glæde af et stort, langt dyk ned i en stor dyb sø som denne. En forunderlig blanding af angst og eufori farer igennem min hjerne. Siden det hele begyndte havde jeg blindt ladet mig rive med af en slags stormende, tankeløs begejstring for alt, hvad der havde med havet at gøre, men uden at tænke nærmere over, hvorfor jeg egentlig var gået så fuldt og helt op i alt, hvad der hed frømandsarkæologi.

I vor egen frømandsgruppe havde vi først og fremmest baseret vor arbejdsstrategi på intuition og instinkt, men nu havde det efterhånden udartet sig til en ren, ukontrolleret strøm af sansninger uden den mindste form for intellektuel, ordnende styring. Man kan ikke bare sådan lade stå til og følge sine inderste drømme, for hvordan ville samfundet da ellers ikke komme til se ut?

Solnedgangsbrisen kruser nogle øjeblikke den vidtstrakte vandoverflade, så bliver der blikstille. Søen har forandret sig og dens spejl ligner mere et låg over et stort, tomt og afvisende rum og stordyb.

Noget alvorligt og afgørende må ske, hvis ikke det våde element helt skal opsluge mig.
   

Revideret 27.april 2004

Åge Skjelborg
Copyright © 1999

| Startsiden | | Tilbage |