| Tilbake |

 

Møtet med keiser Dom Pedro II.

 Inde i Vognen sad Keiseren alene, blond, smuk, blaa-øiet og ungdommelig, med Scepteret i Haanden og iført den keiserlige Kaabe. Da han var faren forbi, skyndte jeg mig hjem til mit Logis. Jeg havde faaet se mere Stas, end jeg skjøttede om. I sin Throntale havde Keiseren energisk udtalt sig for Kolonisationen, og jeg talte med flere Kolonisations-Entreprenörer, som havde avsluttet meget fordelagtige Kontrakter med Regjeringen.

Iblandt disse var den tyske Doctor Bluhmenau, som jeg ofte traf hos Hr. Rohler, og hvis Skrifter over Sydbrazilien jeg allerede i Kristiania havde læst. Han anlagde Kolonien Blumenau, som grændser til Joinville; men det gaar ham, tror jeg, som saa mange, der har givet sig ifærd, med Kolonisationssagen: de have taget sig Vand over Hovedet.

For at paaskynde et endeligt Svar besluttede jeg at tale med Minister Pedeira. Jeg gik til hans Departement. Ved Indgangen traf jeg Aubè. Medens jeg talte med ham, fik jeg et kraftig Slag paa Skulderen; jeg vendte mig om og saa Herr Blumenau. Han spurgte mig, om jeg vilde tilbage til Europa. Jeg fik neppe svaret, för Aubè tog ham under Armen og trak afsted med ham. Siden saa jeg hverken ham eller Aubè mere.

Jeg gik nu ind i Ministerens Departement, og da jeg fra Norge af er vant til at slide Trapperne i Departementet, fandt jeg let frem her og var snart ligesom hjemme. Jeg saa Kopister med Huller paa Frakkeærmene, hvilket ventelig var for det hede Klimas Skyld, og Venteværelset, som her kaldes "Casa da Paciencia" (Taalmodighedens Hus), sad en Mængde Ansøgere og ventede paa Audiens.

Blandt disse var en ung Militær, blond, med et nordisk, dygtig polisk Ansigt. Da han hörte, at den Mand, som skulde anmelde mig for Ministeren, ikke kunde forstaa mig og endvidere saa, at jeg af Ærgelse stampede i Gulvet, kom han hen og tilbød sig at være Tolk, om jeg kunde tale Tysk. Dette Tilbud var mig inderlig kærkomment, og nu fik jeg da søgt hvad jeg vilde, og fik tillige vide, at Ministeren endnu ikke var kommen; altsaa vente og - "paciencia". Vi ventede først i en, saa i to, saa ind i den 3die Time. Men da var vort Forraad af paciencia opbrugt; og det blev os sagt, at Ministeren ikke kom den Dag i Departementet.

Imidlertid havde jeg havt en meget interessant Underholdning med den unge Officer. Han var fra Sachsen, havde reist til Brazilien forat søge sin Lykke, var bleven ansat som Ingeniør og havde været baade i det sydlige og det nordlige Brazilien. Nu var han nylig kommen tilbage fra Para, hvor han havde bygget Veie dybt inde i Urskoven. Under dette Arbeide havde han meget omgaaes med Carboklerne eller de Vilde i hine Egne, hvis Gjæstfrihed, Ærlighed og Oprigtighed han roste meget, men hvis Levevis jeg for min Part ikke kan give ubetinget Bifald. Carboklerne lever af Jagt og Fiskeri og driver kun meget Jorddyrkning, at de har den ndøvendige Falinha. Da der i disse Egne er nok af Vildt og Fisk Men jeg som ingen Carboklemave har, og som nu havde ventet i næsten 3 Timer paa Ministeren, længtede efter at komme tilbage til mit Logis for at spise Middag.

Da indbød den artige Sachser mig til Middag i sit Hjem. "Vi vilde da", sagde han, "gå sammen til Ministeren i Eftermiddag." Som sagt, saa gjort. Vi gik Arm i Arm til hans Hus. Her modtog os hans meget unge, vakre og elskværdige Kone, som havde fulgt ham i Carboklernes Skove. Hun var født af tyske Forældre i Rio Grande og havde opholdt sig der i længere Tid. Om Forholdene der var hun altsaa vel underrettet. Blandt andet, som kunde give Forklaring om Tingenes Tilstand dersteds, fortalte hun mig følgende: Da den tyske Befolkning i Rio Grande er meget betydelig, men der blandt de indvandrede kun findes faa Prester, opstod en Tysker, der havde tjent som Sergeant i den schleswig-holsteinske Arme, som Prædikant. Han prædikede til alle sine Tilhøreres Tilfredshed, og alle vare enige om at antage ham til Prest. Der blev da udfærdiget et Andragende til provinsens Præsident om at faa Sergeanten ansat. Præsidenten havde intet derimod, opfordrede ham til at indsende sine Legimitationer.

Han sendte sin Bestalling som Sergeant i den schleswig-holsteinske Hær; anden Legimitation havde han ikke; men denne vilde man ikke tage for god - derimod blev det betydet ham, at han ogsaa skulde afholde sig fra videre Prædiken. Dette Forbud vilde han imidlertid ikke rette sig efter. En Aftenstund var han kommen i Selskab med en hel Del unge, lystige Officerer. Der blev drukket, sjunget, talt, og endelig fandt en Galning paa, at Sergeanten skulde holde en Prædiken. Han vægrede sig længe; men man slap ham ikke, før han maatte indvilge. Stole og Borde blev arrangerede og en Prædikestol improviseret. Han steg op og begyndte at tale. I Førstningen blev han afbrudt af mangfoldige Ytringer: Bravoraab, Hosten og Trampen; men da han nu en Gang var begyndt, var han ikke saa let at bringe til Taushed. Han citerede baade Profeter og Ægyptere, og det lykkedes ham tilsidst at fastholde Tilhørernes Opmærksomhed og endelig ombestemme dem saa de () endelig gav ham et uskrømtet Bifald. Men alt hans Talent kunde dog (ikke) fri ham for Tiltale fra Övrigheden, og han blev transporteret til Fort Allyre og sat i Forvaring. Nogen Tid efter kom Sachseren og hans Frue ogsaa derhen. En Dag møder de en elegant klædt Mand, som gaar hen til dem, omfavner Sachseren og kalder ham sin kjære Ven og fortæller, at han nu er det lykkeligste Menneske. Hvem skulde det vel være uden den talentfulde Sergeant. Han var () alene ()...

Om Eftermiddagen begav vi os på Veien til Minister Pedeira; men da det var langt derhen og det var sent, maatte vi udsætte det til næste Dag. Vi skulde da mødes paa et bestemt Sted, dersom det ikke regnede. Men det regnede, og Sachseren udeblev. Saa gik jeg alene. Da det regnede sterkt, blev mine Klæder smudsige. Mens jeg udenfor et Hus, som laa i Nærheden af Ministerens Bolig var ifærd med at børste endel af Smudset af mig kom Husværten til det aabne Vindu og spurgte mig, om jeg vilde gaa ind til ham at gjøre mit Toilette.

Dette Tilbud modtog jeg, og da alt var i Orden, spurgte jeg ham, om han vilde fölge mig til Ministeren, da jeg maaske vilde komme til at behøve en Tolk. Dertil var han straks villig. Denne Mand var Kjøbmand i Rio, födt af engelske Forældre. Han havde bereist Tyskland og Norden, havde ogsaa været i Kristiania.

Vi gik. I Senhor Pedeiras Hus var Damerne, beskjæftigede med Haandarbeide, hvilket er en Sjeldenhed blandt Brazilianerinderne der i Almindelighed intet bestille. Ministeren kom straks. Da han hørte mit Navn, tog han mig først hen til Vinduet, og derpaa gik vi ind i hans Arbeidsværelse. Jeg gjorde ham opmærksom paa, at det sandsynligvis vilde bli nödvendigt at have en Tolk, og derfor var hin Herre fulgt mig; men han sagde: Jeg skal nok tale saaledes, at De forstaar mig." Samtalen blev da ført paa Fransk. Vi gik ind paa hans Kontor, hvor han sagde mig, at han, før han kunde gi et bestemt Svar maatte tale med adskillige Personer.

Jeg bad om et bestemt Svar snarest mulig. Han lovede da, at jeg skulde faa et defintivt Svar inden 8 Dage. Dette var atter en Udsættelse. De 8 Dage gik. Jeg indfandt mig atter i Ministerens Hus til aftalt Tid, Kl. 8 om Morgenen. Han var dog ikke saa tidlig oppe. Medens jeg ventede, kunde jeg fornøie (mig) med at höre paa alle Papegøierne og betragte den skjønne Have og en Mængde Mennesker, som havde Tjeneste i Huset: Negre, Mulatter og Carbokler. Disse siste er rødhudede og har langt, stridt sort Haar, som dog er mere solkeligt (?) ud end Negrenes Uldparykker. Ogsaa syntes mig Formen af Rødhudernes Hoved mere intelligent end Negrenes.

Endelig kom da Ministeren; men jeg kunde ingen anden Besked erholde, end at han vilde tale med en Mand, som hed Felizardo, som forestaar Landuddelingen, og som skulde komme til ham denne Dag. Felizardos Adresse gav han mig, og hos denne skulde jeg faa det endelige Svar. Jeg opgav nu Haabet; thi jeg indsaa, at mit Anliggende gik den skjæve Gang. den fölgende Dag opsögte jeg dog Felizardo; men han var endnu ikke hjemkommen fra en Reise og ventedes ikke før om 2 Maaneder.

Af hvad jeg havde hørt og læst om Rio de Janeiro, havde jeg dannet mig de skjønneste Forestillinger om denne By. Disse forestillinger blev ikke overtrufne i Virkeligheden hvad selve Byen angik. Den er meget stor; den mangler heller ikke store og skjönne Bygninger, saasom Hoteller, Kirker, og Klostre, og dens Beliggenhed er saa skjøn som nogen By kan være; men der er noget eiendommelig trist og mørkt udbredt over denne By, som dels har sin Grund i Folkekarakteren og Skikkene, dels i Husenes Udseende.

Paa Gaden er der travelt Liv; der vrimler af Mennesker, mest af Sorte og Mulatter. Disse bliver man snart kjed af at se, men enda snarere kjed af at lugte. Den Sorte har en meget tynd Hud og en meget sterk Uddunstning. De trave om i alle Gader med meget store Byrder paa deres Hoveder, idet de idelig synge en eller anden monoton og traurig Sang som de for det meste improviserer. Mulatten er den ækleste Menneskerace, som jeg har seet. Han er gul og har uldagtigt kruset Haar. Jeg har ikke seet en eneste smuk Mulat-Mandsperson; hans hele Væsen er eiendommeligt. Han ved ikke selv, hvordan han skal gebærde sig. Naar Mulatten gaar, saa vrikker han med hele sit Legeme og figurerer med Arme, rider han saa er det immer Dilt, og baade han og Hesten dilter væk; han passer bedst for Mulæslet, der i mange Henseender ligner ham; sidder han saa han kan ikke holde sig rolig, men gestikulerer med sin Stok; thi jeg har aldrig seet en Mulat uden Stok. Han bliver ikke let taalt i godt Selskab.

Jeg var tilstede en Gang paa en Restauration; man spillede Billard og underholdt sig som sædvanlig; der var ogsaa en Mulat, som var baade rent og pænt klædt; han saa ud som slikket. I nogen Tid gik det godt. Mulatten holdt sig rolig og for sig selv; men omsider begyndte han at manøvrere med sin Stok, og straks blev han kastet paa Dør, hvilket var meget let iværksat; thi Mulatterne er i Regelen tynde og lette Personer. En fed Mulat er en Vederstyggelighed, men ikke en Sjeldenhed. Af fede gamle Negerinder findes der i Rio en hel del, og disse er saare hæslige Skabninger. (...) Endelig fik jeg da høre, at Felixardo skulde ankomme paa Onsdag.

Samme Dag besøgte jeg ham. Det første Spørgsmaal, han spurgte mig, var: Hvad er Deres Ærinde?" Jeg blev lidt perplex; thi jeg troede, Ministeren var underrettet om alt. Han fortalte mig da, at han endnu ikke havde havt Tid til at se igjennem sin Korrespondance, da han netop var hjemkommen. Jeg fortalte ham da det fornødne, hvorpaa han svarede, at der ikke var mere Land at erholde paa de Betingelser, jeg ønskede, et Svar hvis Paalidelighed jeg selvfølgelig betvivlede, men hvormed jeg jo maatte lade mig nøie.

Jeg havde ved det lange Ophold i Rio sat en god Del Penge til, og at reise derfra uden at opnaa noget ærgrede mig. Mine Venner raadede mig til endnu engang at opsøge Keiseren. Jeg gik da for sidste Gang ud til Botafoga forat finde Keiseren. Han var ikke vanskelig at finde Kl. 8 om Morgenen. Jeg stod ved Indgangen til Paladset.

Da kom Keiseren, Keiserinden og deres to smaa Døtre og et Følge af Damer og Herrer m. m. Han saa dennegang ikke saa venlig ud, men da de alle var gaaede ud, kom han tilbage, hvor alle Hofherrerne stode, kom hen og vinkede paa mig. Jeg gik hen til ham og gjorde en dyb Kompliment, men kyssede dog ikke hans Haand (hvilket jeg maaske burde have gjort da jeg saa de store Herrer gjøre saa).

Jeg fulgte ham ind i et tilstødende Værelse, hvor jeg nøie fortalte ham alt, hvad der var passeret siden min sidste Samtale med ham. "Jeg har dog sendt Deres Ansøgning til Ministeren og stod i den Formening, at Deres Andragende var bevilget!" sagde Keiseren. Jeg fortalte ham saa Felizardos Svar, og at den lange Venten og Udsættelse næsten havde udtømt min Pengepung, og at jeg nu ikke saa nogen anden Udvei end at reise uden at have opnaaet noget, hvilket ærgrede mig. Keiseren reiste sig, saa længe paa mig med sine smukke blaa Øine og sagde: "Jeg har forstaaet alt, hvad De har sagt. De behøver altsaa Penge til Deres Foretagende. Vent et Øieblik." Derpaa gik han hurtig bort.

Idetsamme gik ogsaa hele Hoffet. Jeg havde hele Tiden talt Tysk og H. M. havde svaret paa Fransk. Jeg ventede i over ti Minutter, og spurgte saa en Kammerherre, om han troede, Keiseren kom tilbage. Men han svarede: "Jeg ved ikke". Nu paatrængende vilde jeg ikke være; altsaa gik jeg. Jeg havde mine Planer i det Tilfælde, at min Ansøgning ikke blev bevilget. Iblandt disse var og den at gaa til Maranhon ved Amazonfloden: det var egentlig Generalkonsul Morseng, som havde sat mig paa den Ide, idet han underrettede mig om, at der i Rio havde dannet sig et Selskab for Guldgravning i Maranhon som skal være det guldrigeste Land paa Jorden. Rigtignok ligger dette Land under Ækvator og Guldgravningen foregaar i et vildt Distrikt hvor man idelig er udsat for Mord og Drab eller Overfald; men jeg foretrak dog at gaa derhen fremfor at blive længer i Rio, hvor jeg havde seet saa mange ulykkelige Europæere henslæbe deres Liv i Elendighed.

Jeg gjorde altsaa Bekjendtskab med Senhor mendes mendova, Deputeret for Maranhon og Agent for et Guldgravningsselskab, en baade dannet og velvillig Mand. Han raadede mig til ikke at reise derhen, da han mente, at jeg ikke kunde udholde det haarde Arbeide; men da han hørte, at det var min bedste Vilje, gav ham mig et Anbefalingsbrev til Forstanderen for Kompagniet, og vi skiltes.

Dagen efter gik jeg ombord paa Dampskibet San Salvador, hvilket farer mellem Rio og Para, og drog mod Norden. Da der paa de brazilianske Dampere kun er to Pladser, og 1ste Plads er overordentlig dyr, tog jeg 2den Plads og betalte 20 Spd. norsk, men en Reise paa 2den P. paa disse Skibe er meget ubehagelig. Man har ikke Tag over Hovedet, og naar der indtræffer Regnveir, hvilket var Tilfældet paa denne Reise, er man mere end slemt deran.

Den første Nat skyllede det ned. Jeg svøbte mig ind i min Kappe, som ogsaa i Finmarken havde beskyttet mig mod Frost og Væde, og trodsede Uveiret. Den følgende Nat regnede og stormede det endnu værre. Da kom Kapteinen og tilbød mig at gaa ind i Salonen paa 1ste Plads, og dette Tilbud modtog jeg med Glæde. Men her blev jeg indlaast. Jeg saa ikke et levende Væsen derinde undtagen en Papegøie, som sad paa en Pinde og ikke mælede et Muk. Jeg lagde mig paa Madrassen der og sov ind.

Men det varede ikke længe, førend jeg vaagnede ved, at det puslede rundt mig; Men da det var mørkt, kunde jeg intet se. Træt som jeg var, sovnede jeg ind igjen men blev atter vækket og dennegang ved at noget løb over mig. Da jeg greb efter det, fik jeg fat i en Rotte, som jeg slængte lang Vei. Men dermed var jeg ikke befriet - der var talløse Skarer af dem. De var hungrige og vilde slet ikke lade mig i Ro. Jeg tror, de vilde æde mig levende. I dette Selskab maatte jeg holde ud til om Morgenen. Da jeg saa skulde tage min Frakke paa, som jeg havde lagt fra mig paa en Krak ved Siden af min Køie, viste det sig, at den var forsvunden og med den det væsentligste af min Kassebeholdning - nogle hundrede Speciedaler Jeg sagde til Kapteinen at han burde foretage en Undersøgelse forat finde Tyven, hvilket han ikke vilde gjøre, han paastod at Rotterne havde spist op det hele. Jeg vilde naturligvis ikke sove derinde mere og tilbragte altsaa Dage og Nætter i Selskab med Negre og Mulatter.

Men dette Selskab var slet ikke bedre end Rotternes og jeg følte nu ret hvor vanskeligt det er at komme ud af det i et fremmed Land naar man ikke til gangs forstaar Landets Sprog. I Maranhon tales kun portugisisk, sagde man mig og der finder man kun faa Europæere, men desto flere Negre og Mulatter og saadanne Folk, som ikke tar i Betænkning at jage en Kniven i Struben naar de faar Lyst dertil. Disse Omstændigheder i Forbindelse med Tyveriet ombord fremkaldte mange Betænkeligheder hos mig. Vel vilde det være herligt at leve Resten af sit Liv i Fryd og Glæde ved det Guld, man i et Aars Tid havde gravet op af Jorden, men for mit Vedkommende var der nu mere Udsigt til at bekomme et sygeligt Legeme og ende mit Liv paa en ganske kort Tid. Jeg ankom altsaa til Bahia for ogsaa her at indhente Underretning om Forholdene i Moranhon og derefter tage en Beslutning.

- I Bahia traf jeg straks min Landsmand Hr. Hvistendahl fra Tønsberg, en meget agtet og talentfuld ung Mand, som straks gik med mig til de Mænd, der kunde give de bedste Oplysninger. Disse Personer talte ikke videre lovende om Forholdene der. Derimod anmodedes jeg af den tysk-protestantiske Befolkning om at nedsætte mig der som Præst da de Unge ikke havde almindelig Skoleuddannelse og hverken var døbt eller konfirmeret til Forældrenes store Sorg. Jeg lod mig da overtale til at gjøre et Forsøg. Bahia, som før var Hovedstaden i Brazilien, er en meget stor Stad med en saare skjøn Beliggenhed lige ved den store Bugt af San Salvador, den rivaliserer med selve Rio.

Men Situationen er aldeles forskjelligt fra Rios, her er Landet flat. Fjernere mod Nord hæver Bjærgene sig. - Skjønt kun 14 Gr. fra Ekvator er Temperaturen i Bahia baade kjøligere og behageligere end i Rio og Klimatet i det hele sundere. Smaa Elve rinder nedover de fjerntliggende Fjelde og udover Landet. Byen ligger i en Halvcirkel fra Fyrtaarnet i Vest til Kirken Bomfim i Øst; en Strækning paa nærved en norsk Mil. Her er vakkert overalt ja, saa skjønt, at jeg ikke ved at have seet et skjønnere Syn. Naturrigets Frembringelser er alle tropiske. Her vokser Kokus og Brødfrugttræet i store Mængder, og her findes den rigtige Sort Banana, den vigtigste Udførselsartikel i Bahia er Sukker.

En Mærkværdighed ved denne Stad og som for mig var af stor Interesse er, at man her har fundet Bautastene med Runeindskription, hvilket unegtelig er et Bevis for, at Nordens Vikinger i den graa Oldtid har fundet Veien hid. Jeg ønsker af Hjærtet, at ogsaa Nutidens Nordmænd maa faa Lyst at se sig om her og at stille et Forsøg, om de ikke kunde leve ligesaavel her som i Norden.

Den sorte Befolkning i Bahia er meget større end den hvide, saa det vilde komme til at se frygtelig ud, dersom de Sorte kjendte og brugte sin Magt til en Opstand. For 20 Aar siden gjorde de et meget alvorligt Forsøg paa at befri sig, men uden duelig Anförsel og tildels uden Vaaben: De blev slagne, jagede paa Flugt og omringede paa en Plads nær Søen. Da de ikke vilde være Fanger, sprang de fleste i Havet og omkom. De tiloversblevne blev paa det frygteligste straffede.

Den 21de August indskibede jeg mig paa et oldenburgsk Fartøi som gik til Falmouth. Vi var 11 Uger paa Overfarten, gik vestenfor Azorerne, hvor vi fik en Storm og krydsede lang Tid mellem de derværende Skjær og Banker. Flere Gange var vi i Livsfare, og da vi kom op under 46 Gr. n. Br., rasede en Orkan i flere Dage. Hertil kom, at vi om Natten stod i Fare for at paaseile Fartøier, som kom fra Norden.

En Nat mødte vi et Dampskib, som havde sine 3 Lanterner brændende; men vi havde ingen. Den holdt lige imod os, men slingrede, idet den snart vilde passere os paa Styrbords, snart paa Bagbords Side. Endelig holdt den til Bagbords, og vi havde nu ogsaa faaet etpar Lanterner op. Vi var kun et Stenkast fra hinanden, idet vi passerede, og vi saa nu, at det vilde være en Umulighed at undgaa Sammenstød. De store Maskiner manøvrerede mod hinanden, og vort hele Mandskab var forsamlede paa Bakken, hvor de opløftede et forfærdeligt Skrig. Pludselig resolverede Damperen at drive af og tværs forbi os. Sagen var nu, om den kunde vinde Tid til denne Manøvre. Thi vort Skib gik for fuld Fart. Dette var et pinligt Øieblik: den kom os uden Skade forbi. Fra Falmouth gik jeg over Plymouth og Southampton til London, hvor jeg opholdt mig i nogle Dage.

I denne Tid gjorde jeg en Udflugt til Sydenham for at se Krystalpaladset og havde derved den bedste Anledning at sammenligne Naturens og Kunstens Frembringelser, men jeg maa tilstaa, at af alt det beundringsværdige, som Krystalpaladset har, er dog intet efter min Anskuelse saa storartet og saa skjønt som f. Eks, dette ene fra Naturens Hænder; Alleerne i den botaniske Have ved Rio. Fra London gik jeg til Hamburg. Her fik jeg høre, at min Klage over Kaptein Vickmann ikke var hidsendt af den hamburgske Konsul i Rio. Jeg talte med Hamburgs Udenrigsminister om Sagen, og han lovede at lade Handelsselskabets Trafik nøie undersøge. Herfra indskibede jeg mig paa et norsk Fartøi forat afgaa til mit elskede Fædreland i Norge. FINIS

Ved Fars Ankomst til Norge maatte han paa Grund af økonomiske Vanskeligheder - ansøge om at bli indsat i den "hellige Præstestand" - men Kirkedepartementet saa i den Tid meget mistænksomt paa en Præst, som offentligt erklærede, at der var en Mulighed for at Darwins Theorier var berettigede og derfor fik han kun Ansættelse som Personel Capellan. Men nu hændte det, at Almuen ofte syntes bedre om Capelanen end om Sognepræsten - og da Almuen viste sin Erkjentlighed i Form af store Gaver - blev Fars Stilling overfor Sognepræsten - ganske penibel. I Aurland (Sogn) forærte en Gaardbruger ham saaledes en smuk Ridehest, andre Steder Bægre af Sølv m. m. dette vakte Misundelse. - Fader lod sig dog ikke anfegte; - ved Barnedaab, negtede han saaledes at fölge den Tids Kirkeritual i hvilket det var paabudt, at man over Barnet skulle gjöre Korsets Tegn og udtale følgende Ord: "I Gud Fader. Guds Söns og Gud den Hellige Aands Navn, befaler jeg dig du Djævelens Aand, at fare ud af dette Barns Legeme og Sjæl". Han menede desuden, at kirkelig Vielse ikke var en nødvendig Betingelse for Ægteskab. - "Naar to Mennesker virkelig elsker hinanden og lover at leve Livet trofast sammen, var dette det, som udgjorde Betingelsen for et sandt og ideelt Ægteskab" udtalte han. Blandt andre Vedtægter Far søgte afskaffet var ogsaa den, at Koner 6 Uger efter Barselssengen ikke maatte vise sig i Kirken eller gaa ud af Huset uden at "viksle sig" - tage en Ildsnert af Gruven og svinge den tre Gange rundt Hovedet, samt i lige saa lang Tid bære Staal paa sig. Kort sagt, Far havde ingen Respekt for gammelmodige kirkelige Vedtægter og dette i Forbindelse med de gamle Præsters Misundelse, gjorde at han en god Dag blev sat under Provsteret uden at kunde frata ham Levebrödet; men fra den Dag, kunde han ikke opnaa at faa et godt lönnet Præstekald. Kirkedepartementet vilde derimod give ham et Kald i Finmarken blandt Kautokainoerne, hvilket han afslog. I en høi Alder giftede han sig med Frk. Johanne Lodtz og forrettede siden som Præst i Hospitalskirken, samt holdt tyske Prækener for den tyske Menighed i Bergen i St. Maria Kirke. Far udgav adskillige literære Værker blandt andet oversatte han "Jödernes Krig" af Jasefus fra Hebraisk. Da første Bind var trykt færdig, gik Far til den evige Freds Hvile. Han ansaa nok sit Livs Virke for lidet værdt og lidet frugtbringende, men havde Far levet i dag, vilde hans deilige Ansigt ha lyst af haabfuld Glæde - for - Anlæg, Anskuelser og Tilbøiligheder gaar i Arv - den samme Frihedsaand, som besjælede min Far, gaar igjen i min Søn A. O. Devold, der nu staar som eneste Socialist i Overhuset og som Talsmand for Arbeidernes Interesser. Det er en lang Linie af frisindede Præster paa Mödrene Side som O. A. Devold stammer fra. Hans Tipoldefar Peder Crøger, var født i det 17de Aarhundrede og forrettede i Hitterdals gamle Kirke som Sognepræst.* Hans Søn, Johannes Crøger, blev ogsaa Sognepræst der efter sin Far og der er O. A. Devolds Bedstefar ogsaa født. Tilslut takker jeg Læserne for den Interesse de har vist ved Læsningen af min afdøde Fars Dagbogsoptegnelser, de staar for mig som de dyrebareste og bedste af mit Livs Erindringer. Alle gaar Stövets Vei, men vi kan gaa med stort Haab for de Ideer vi har offret vort Liv og Virke, dør aldrig. Det socialistiske Samfund holder allerede nu paa at realiseres - - Og i Tidens Fylde kommer det forpinte Proletariat til Magten. - Ve! da over Plutokratiet! Ve!!. Helle Mengshoel)

* Peder Crøger var prest i Andebo, ikke i Hitterdal. Dom Pedro II. *
 
Åge Skjelborg 2001