| Tilbake |

   

Rio de Janeiro.

Det var allerede mörkt da vi kastede Anker. Keiserens Palads ved Søen, en meget lang toetages Bygning, var illumineret og tog sig ud som et Feslot i al sin Straaleglands. Fra alle Kanter fo'r Raketter og Fyrværkeri i Luften, og Gasbelysningen paa den lange Strækning fra Statens østlige Side ligetil Botafoga, gav det hele et særdeles livligt og skjønt Udseende.

Paaskedagsmorgen gik jeg i Land og fik Logi hos en tysk Enke, Fetcheteler, i Rua d' Assemble, hvor jeg forblev hele den Tid jeg opholdt mig i Rio, og betalte for Kost og Logi 3 Spdlr. (norsk) pr. Dag. Jeg nølede nu ikke længe med at opsöge en Leilighed til Europa og fandt ogsaa snart en dansk Skipper, som om 8 Dage skulde afgaa til Kjøbenhavn, jeg blev enig med ham om Betalingen og besluttede at anvende 8 dage at se mig om i Rio.

I Paaskedagene gjorde Kirke (...) betragte den der forsamlede, svedende og viftende Mængde. I en Halle bagenfor Kirkens Kor var Præsternes Paaklædningsværelse for Kirkens Lys og Kor. Her stod Sognepræsten, en meget fed Mand med et i høiste Grad ubehageligt Udseende. Han lo og talte med adskillige Personer, som kom og gik. En anden skaldet yderlig mager, lang og tandløs Præst, sad paa en Forhøining. Den tykke Præst gik hen til ham, hviskede nogle Ord, der havde en saa elektrisk Virkning, at han under høi Latter sprang op af sin Stol og gjorde et høit Hop. Derefter gik Sognepræsten ind i et tilstödende Kapel og afholdt Kommunion. Dette Kapel var meget vakkert, smagfuldt og rigt dekoreret. Gulvet var bedækket med smukke Tæpper, Tag og Vægger prydet med Forgyldninger og værdifulde Malerier. Alteret var udstaferet med Guld, Sølv, Blomster og Lys. En behagelig Duft af Røgelse opfyldte det hele Rum. Ceremonien, som jeg dog ikke fik se fra Begyndelsen var meget smuk.

To unge Piger, som gjorde Tjeneste ved Alteret, gik senere hen og kyssede de Kvinder, som havde kommunikeret og Præsten, som var festligt klædt omfavnede Mændene. Nu skulde Konserten begynde. Det var kun tarvelig Musik og jeg gik derfor min Vei. Kirkerne staar aabne hele Dagen forat enhver kan gaa derind. Da de er kjölige, gik jeg gjerne derind og satte mig en Stund.

En Dag medens jeg sad i en Kirke ganske alene, thi jeg kunde ingen se, enskjønt der uden Tvil nok var Øine hist og her, som hemmelig iagttog hvad er foregik - saa jeg en gammel Matrone, iført fra (...) (...) fik en særdeles dyb, blid og tillidsfuld Kompliment, andre en mindre. Nogle værdigedes kun et Blik, der udtrykte saa omtrent: "Du? aa ja, du ogsaa da!" Saa gik Matronen ud, vistnok med lettet Hjærte. Lidt efter kom to Negerinder, sjuskede, fede og skidne. De vovede sig ikke op i Kirken, men satte sig ved Vievandskarret ved Døren.

Efter at have gjort et dybt Nik op mod Alteret fo'r de med Haanden ned i Vievandet og bestænkede Ansikt, Barm og Nakke med Haanden. Ganske vaade og dryppende af Vievand vendte de sig atter med smilende Fjæs mod Alteret, gjorde igjen en livlig Kompliment og fo'r paa Dør. Straks efter kom en Mulatgut. Han saa sig om til alle Sider, bestænkte ikke alene sig selv med Vievand men ogsaa en Almissekasse som hængte paa Væggen dermed og forsvandt. Saa gik ogsaa jeg min Vei.

Ligeoverfor det keiserlige Palads paa en Høide staar et Kapucinerkloster. Det havde den skjønneste Beliggenhed i Verden. Jeg gik gjerne derop for Udsigtens og den skjønne Luftnings Skyld. En Dag gik jeg derind forat besöge Munkene. Jeg blev meget venlig modtaget af Prioren, som førte mig om i Klosteret og ind i sin Celle. Denne var et lidet Værelse indrettet paa Ungkarlsvis. Han havde her sin egen Bogsamling, som han gjerne tillod mig at gjennemse, og hvori jeg fandt Vulgata og en del engelske og italienske Bøger. Han talte lidt Fransk og Latin og paa det sidste Sprog fortalte ham mig, at Klosterbrødrene for det meste var paa Reiser som Missionærer i det Indre. De levede ellers ganske ubekymret og godt. Jeg havde meget ønsket at erholde en Oversigt over Missionsvæsnet i Brazilien, men en saadan kunde ikke uden store Vanskeligheder være at bekomme.

I Klosterets Kirke var jeg flere Gange, thi dens Simpelhed og den Stilhed som herskede der, behagede mig. Jeg gik derind en Søndagsmorgen. Der var et Par Negerinder, som iført et sort Gevant, knælte ubevægelige paa Gulvet med sammenlagte hævede Hænder og Ansigtet vendt mod Alteret. De læste ganske sagte sine Bønner. - Foruden disse var der en aldrende Dame og to yngre hvidklædte som knælede ved hinandens Side. De bad og var ganske fordybede i Andagt.

En gammel Mand kom ind, lagde sig paa Knæ lige bag mig, strakte sine Arme helt ud og forblev i denne Stilling indtil han havde læst sine Bønner, stod op og gik lige saa stille ud som han var kommen ind. Ogsaa jeg følte mig andagtsfuldt stemt, læste mit Fadervor og frembar min Bøn for den Høiestes Trone og følte mig oplivet. Efter en Tids Forløb kom en af Klosterbrødrene, meget simpelt klædt, i en grønbrun Kappe, som var sammenholdt om Livet med hvide Snore. Om sine bare Fødder havde han bundet Sandaler og paa Hovedet havde han bundet en simpel Kalot. - Han gik op til Alteret. Kvinderne knælede stille paa Alterets Knæfald og modtog Sakramentet, det vil sige kun Brødet. En Betjent bød dem Vand af en Vase.

Det hele foregik med en Rolighed, Værdighed og Andagt, som virkelig var opbyggende. Jeg havde i Billes Beskrivelse over hans Reise omkring Jorden paa Korvetten "Galathea" læst om det underskjønne Skue, som man kan have fra Coronado og besluttede at gaa derop. Jeg gik altsaa en Morgen fra Rua d' Assemble hen til den berømte Vandledning og derfra op til Theresia Klosteret.

Da dette Kloster ser meget vakkert ud, og man derfra kan se ud over hele Rio, Havne og Omegn gik jeg derind. I Indgangen til Klosteret sad nogle halvnøgne Negerbørn. En af Negerpigerne gik til Gitteret og ringte paa en Klokke. Kort efter kom en Nonne til Gitteret. Jeg kunde høre, at hun var meget gammel paa hendes hæse, skrattende Stemme. Jeg kunde ikke se hende og hun kunde ikke forstaa mig. Den lille Pige blev altsaa sendt til Kapellanen som straks kom. Jeg fortalte ham hvem og hvorfra jeg var, og at jeg ønskede at bese Klosteret. Han førte mig ind i Kirken som var ganske tarvelig. Her hang Formen af den hellige Jomfru Marias Haand og Fod. - Hun maa ha været et meget spædt Fruentimmer. Derefter førte Pateren mig til sin Bolig, en ret net Bygning tæt ved Klosteret. Jeg betragtede herfra gjennem Kikkert Havnens mange Fæstninge og Skibe saavel som Coronados stolte Masser, der tronede paa den østlige Horisont. Derefter fortsatte jeg min Vandring opad langs Vandledningen.

Denne er et Kunstværk, som fører det deiligste Vand i rigelig Mængde høit oppe fra Fjeldene ned til Rio. Den hele Vei ledes Vandet i en meget tyk muret og overbygget Rende. En Fjærding Vei opover er der i visse Mellemrum anbragt svære Messingkraner paa denne Mur; naar man dreier paa disse, udströmmer det klareste og friskeste Vand. Den er overalt beskygget af prægtige Træer. Naa man kommer en halv Mil op, blir Veien smalere, steilere og Landet er udyrket. Endnu længere op i Nærheden af Basinet er et smukt Landsted og nu har man kun omtrent etpar Skridt igjen opad Coronadotindens egentlige Spids, saa staar man paa Toppen. Paa dette sidste Stykke Vei mødte jeg en prægtig grøn Slange, saa smuk som et Dyr kan være.

Jeg lod den i Fred. Oronados Tinde er meget spids. Arbeidere holdt med stort Besvær paa at mine og grave forat faa Plads for en Telegrafstation, man vil have der. - Den hvide Mur ligger paa flere Steder udover Tindens Klöfter og giver denne et vakkert Udseende fra det Fjerne. Hvad Udsigten derfra angaar maa jeg tilstaa at jeg ikke fandt den saa skjøn, som jeg efter Beskrivelsen havde ventet. Den er vistnok vidtstrakt, har saaledes selve Rio med Forstæderne og hele Dalen ved Byen samt Fjældene i det Fjerne, men der er noget meget trist i denne Udsigt. Urskoven er ikke langt borte og hvor der er ryddet Mark har denne langtfra den nordlige Jordbunds friske grønne Udseende. Skjønnest var Udsigten over det ubegrændsede blaa Hav. Jeg var saalænge deroppe, som medens man røger en Cigar. Lidt nedenfor Fjeldtoppen er der en Kilde.

Jeg tog en Skaal som laa der og drak; da jeg lagde Skaalen fra mig, svømmede en Padde over Basinet. Firben fo'r om til alle Sider. Jeg gik en kortere Vei tilbage og kom ned i Rua da Lapa, hvor jeg gik ind i en Venda og holdt et retskaffent Maaltid. Derpaa kom jeg ganske træt til mit Logi og saaledes endte den Dag. Hvem har læst og hørt om Rio og ikke tillige om den botaniske Have? Jeg vilde se dette berømte Sted og gik derhen. Der er Rio Omnibusser nok, som trækkes af Mulæsler, og som farer i alle Retninger - ogsaa til den botaniske Have; men jeg foretrak at gaa, thi jeg havde ofte nok været Vidne til det Barbari hvormed disse arme Dyr blir behandlede. Driveren har en uhyre lang Svöbe, hvormed han idelig manøvrerer. Naar Mulen blir træt standser den. Da regner det med Slag paa den - da krymper den sig sammen og modtar de frygtelige Prygl, indtil den er saa meget udpustet, at den kan løbe videre eller den styrter.

Veien til den botaniske Have gaar gjennem Botafoga, en smuk Forstad med en prægtig liden Havn bag Sukkertoppene. I Botafoga har Rios Noblesse sine Paladser. Luften er her sundere end i Byen. Fra Rio til den botaniske Have er en stiv Mil og en Spadseretur derhen er en varm Fornøielse, men det lønner Umagen. Desuden mödte man idelig Negerinder med store Kurve fulde af Oranges, der forskaffer den herligste Forfriskning. Den botaniske Have ligger lige under Corsovade og er et herligt Anlæg.

Fra denne Rotunda gaar en bred Alle af Kokuspalmer gjennem Havens hele Længde. Bunden af denne Alle hvor der er Render af rindende Vand paa begge Sider, er aldeles renset for Græs og bestaar af lyserød Lerjord. Palmerne som var meget over 50 Aar gamle, er tykke og høie som Mastetræer og staar i passende Afstand fra hinanden. Stammen er lysegraa og omgivet af mørkegraa Ringer i Barken, hvilket angiver deres Ældre, da de sætter en Ring for hvert Aar. Høiere oppe, omtrent et Par Favne fra Toppen, er Træet omgivet af lysegrøn Bark, fin og glat som tykke Blade og ovenfor denne udbreder sig dens deilige store grønne Bladkrone. Seet fra Indgangen af frembyder denne Alle et Prospekt, som ikke har sin Lige paa hele Jorden. Jeg har aldrig seet noget tilnærmelsesvis lignende, undtagen i de Tegninger man har over de kolosale Kolonader, som findes i Ruinerne af Ægyptens ældgamle Templer, og Ægypterne maa vist ha lært af Naturen at bygge deres Templer, men her er det Naturen selv, som har bygget, og Himmelen, som danner Hvælvinger derover.

I Haven findes en Mængde Buegange, Lyshuse, Grotter, Springvande, smaa rindende Bække med kunstfærdigt byggede Broer og et udsøgt Blomsterflor, hvor Sommerfugle og Colibrier hele Aaret rundt sværmer om. En Beskrivelse over de herværende Planer vilde langt overskride mine Evner. Blandt Træerne fængslede Brødfrugttræet min Opmærksomhed baade paa Grund af dets ædle Skikkelse og formedelst dets Berømthed, Velgjørenhed og Rigdom. Det er helt igjennem et ædelt Træ, som synes at sige til Beskueren: "Se den almægtige Godheds Fylde, kom alle og enhver - tag til Livets Næring - jeg giver det for intet! - Et udvokset Brødfrugttræ kan være meget stort. Dets Vækst er pyramidalsk, men dets stærke Grene udbreder sig i stor Høide om Stammen som store spaltede Blade og bærer en forbausende Rigdom af Frugt. Brødfrugten er grøngul af aflang Form og kan være stor som et Menneskehoved. Havens Forstander forærede mig en Frugt, som jeg lod koge. Den lignede i Smagen melrige Potetes; den kan tilberedes paa mange Maader. Efter at have kvæget mig med Oranger efter at ha beseet mig og indaandet Naturen i dens ubeskrivelige Herlighed paa dette paradisiske Sted, begav jeg mig paa Tilbageveien.

Jeg gik langs Sjøen, det var varmt og jeg havde stor Lyst til at bade mig, men de hæslige Firben kom mig altid i Veien. (Man vil maaske spørge hvorfor jeg ikke medtog Planter og Frø til den botaniske Have i Kristiania. Jeg tænkte virkelig derpaa; men min Vei tog en anden Retning og idelig fremkom den Tanke hos mig: O, kunde jeg bidrage til at mine Landsmænd fik se og nyde dette velsignede Lands Herligheder! De skulde ikke her ha nødig at sörge for Klæder og Föde og Ly imod Vinterens Kulde. Ei heller skulde de her behøve at kjæmpe imod en ufrugtbar Natur forat aftvinge den det fornödne til Livets Ophold, thi her giver Naturen af sig selv det man behøver, her behøves kun at lede og tæmme den.

Det lod også til at dette Önske skulde gaa i Opfyldelse). Siden Storhandelens Ophør har den brazilianske Regering lært mere og mere at indse Nødvendigheden af at fremme Kolonisationen; thi saalænge den sorte Befolkning rekruteredes med Indførsel fra Afrika, havde man Slaver nok til at arbeide; men saaledes er det ikke længere nu. Man klager nu over, at den sorte Befolkning er i stærk Aftagende og Aarsagen angives at være dels den slette Føde, som man giver Negrene paa Plantagerne og det strænge Arbeide som der paalægges dem, dels den Omstændighed at Negerinderne for at ungaa det uudholdelige Besvær som Börneopfostring i Forening med dette haarde Arbeide paafører dem, fordriver deres Foster.

Og hvad Slags Befolkning vilde det være? Brazilianere som aldrig har bestilt noget, men kun levet af deres Slavers Arbeide! deres Underholdning giver Slaverne dem enten saaledes (...) de, naar Eieren har en Plantage (...) arbeider for denne, og da faar (...) almindeligvis kun sin usle Føde og Klædning, om det ellers kan kaldes Klæder; thi deres Kroppe er mere nøgne end paaklædte, - eller saaledes, at de kan skjøtte sig selv og tar fat paa hvad Arbeide han vil og kan, imod at han betaler sin Herre en vis Sum Penge ugentlig, og denne Maade er mest brugelig i Byerne, hvor der gives bedst Anledning til forskjellige Slags Erhverv. Hvad Slaven kan fortjene mere end han skal betale sin Herre, det er hans Eiendom, og det hænder ofte, at han fortjener saa meget, at han kan købe sig fri, men er han en flink og flittig Arbeider, saa blir hans Frihed ogsaa forholdsvis dyrere.

En ung, lydefri og velsindet Slave koster 5 til 600 Speciedaler norsk og undertiden mere. Men den stakkels Negerslave har ingen Rettigheder. Vel har man i den sidste Tid forfattet en hel Del Lovbestemmelser til hans Forsvar imod Mishandling; men hans Stilling er dog altid afhængig af hans Herres gode Hjerte og Lune. Han er sin Herres Eiendom. Han maa fölge ham som et Dyr. Jeg hørte endog meget dannede Folk paastaa, at Slavernes Forfatning slet ikke var saa meget beklagelsesværdig, hvilket næsten klang som Forsvar for Slaveriet. Man sagde: "Han er ogsaa Slave i sit eget Fædreland, og der er han udsat for endnu større Vilkaarligheder end her!" Men kan den Omstændighed berettige den hvide Kristne til at kjöbe eller fange ham, holde ham som Slave eller sælge ham? Fra (...) At slaa en Slave eller paa anden Maade være haard mod ham, forekom mig stedse som en stor Misgjerning; thi Forholdene mellem ham og den hvide Herre er altfor ulige. Overmagten og Uretten er altfor overveiende stor for den sidste. Slaven er berøvet alt! Alt hvad der er ham dyrebart her i Livet, endog Friheden, og dog vil man tillade sig at mishandle ham. Nei, Slave! Vil du begynde at tale om din Ret! din Behandling! dine Forholde! Da (...) maa jeg til. Besynderligt nok, jeg fandt virkelig i Slavernes Manerer, Opförsel og Væsen ofte Lighed med Fjeldfolket i Norge.

De afrikanske Slaver er ranke, vakre og velskabte, undertiden meget smukke, og deres Væsen er den rene Natur; men denne Natur har desværre ofte sine meget mörke Sider, og i denne Henseende straffer Slaveriet sine Tyranner paa det frygteligste. Thi enten har den Sorte ingen Religion, eller ogsaa er han Hedning. Jeg har hørt sige, at Slavebefolkningen aftager med 45 (?) pCt. aarligen. Under saadanne Omstændigheder staar den brazilianske Stat uagtet al sin Naturrigdom, paa svage Fødder. Gaar Slavebefolkningen tabt saa er Maaske? den halve Folkemængde (...) tilkjöbs (...) holde ham (...) som Slave eller sælge ham?

Fra et moralsk Standpunkt bærer den hvide Kristne sig endog værre ad end den hedenske Sorte i Afrika, som undertrykker sin sorte Broder. Jeg har ogsaa hört sige, at mange Slaver har det bedre end mange Tjenestefolk hjemme i Europa. Det kan være muligt undertiden, hvad udvortes Forhold angaar, men han er dog altid Slave. Jeg hørte endog en dansk Mand paastaa, at Slaverne havde det bedre end Husmændene og Dagleierne i Danmark. Dertil svarte jeg kun: "Saa bliver det bedst at faa Rigsdagen til at udstede en Lov, der tillader Slaveriets Indførelse i Danmark; thi naar man kan have det bedre som Slave, hvorfor skal man da være fri?" (...) Væggene var behængt med Tapestrier, der var ikke sparet paa Guld og Sølvflitter, kostbare Vaser og Lys, kort sagt, der var en saadan Pragt og Glands at jeg blev træt af at se paa den. Desuden var der i Kirkerne stor Konsert og tillige Udstilling, det vil sige af Helgenbilleder.

Jeg gik ind i en Kirke, hvor en Mængde Mennesker strømmede sammen, forat se hvad der gik for sig. Her var en Buste af Jomfru Maria placeret paa en flere Trin høi Tribune. Dette Billede var iført kostbare Silkeklær, havde en Krone paa sit Hode, Juveler paa Brystet og en prægtig Kappe af Brokade, over sine Skuldre. Man anslog Værdien af al denne Stas til mere end tusend Spdlr. norsk. Ved Billedets Fod var hensat et stort Sølvfad. Gamle og Unge kom nu hertil, steg under mange dybe Buk opad Tronens Trin, kyssede Bustens Hænder og Fødder og kastede Penge i Fadet. Dette varede i flere Dager saa at der maate være indkommet mange Penge. Opp i Koret stod to kostbart smykkede Ligkister, som havde været benyttede i Processionen de foregaaende Dage. Man gik nu omkring der korsede sig og besaa al denne Stas, ganske som ved en Kunstudstilling.

Næste Dag besøgte jeg en anden Kirke, hvor der skulde være stor Konsert. Trængselen var overordentlig stor. Afdelingen ved Koret var optaget af Kvinder - mest Mulatinder, som her sad i fuld Stas paa Gulvet, smaasnakkende og viftende sig; thi Heden derinde var forfærdelig. De sad der to Timer, der ble ikke holdt hverken Messe eller Prædiken, man ventede. Paa begge Sider af Kirken og under dennes Tag var luftige Haller hvor man kunde afkjøle sig og gjennem Dørene derfra ind i Kirken kunde man betragte den.

(Fortsettes)

Avskrift av GÅ PÅ og FOLKETS RØST 1918-1919 (Minneapolis, Minnesota, U.S.A.)

Åge Skjelborg 2001