| Tilbake |

 

Reisen fra Sao Francisco til Rio De Janeiro.

I nogle Dage opholdt jeg mig i Sao Francisco forat afvendte Dampskibet til Rio. I Sao Fr. er kun to "Hoteller" og i disse kun en eneste Gjæstestue med Senge for Reisende. Det ene Hotel forestaaes af en Schleswig-Holsteiner, der er en af de smukkeste Mænd, jeg har seet; og en af de største Skurke jeg har kjendt.

I det Hotel tog jeg ogsaa ind. Paa samme Tid var der en braziliansk Tysker, Agent for et Dampskibsselskab i Rio og Kommandant som det lod over mange Penge. Han var kommen fra Rio(...) -bundet. Da jeg var staaet op og vilde have Vaskevand, kaldte jeg paa Drengen, som straks var villig til at komme. Men derover blev denne Herre vred og buldrede en hel Del paa portugisisk, som jeg ikke ret forstod. Da jeg forestilte ham, at det kun var en liden Tjeneste, jeg forlangte af Drengen, blev han endnu mere rasende og kom med en lang Udgydelse paa Fransk, hvoraf Meningen var at jeg var en Tølper. Dette gav jeg ham igjen, og tilsidst sagde jeg som til mig selv: "Sa Excellence est un fou." Hermed ophörte den Diskussion.

Om Aftenen efter at det var blevet mørkt, sad jeg i Skjænkestuen ved Vinduet. Ulriksen og Koloniens Doktor var ogsaa der. Da kom Agenten med en lang Stok som han stillede hen i den Krog, hvor jeg sad. Lidt efter kom det ene Negerhoved efter det andet og kigede ind ad det Vindu, hvor jeg sad. Dette syntes jeg ikke om, forandrede Plads og satte mig ude paa Trappen ved Indgangen til Huset. Her kom Tyskerens Hund og besnusede mig nøie og længe, indtil jeg jog den væk. Imidlertid kunne jeg høre, at man indenfor talte om mig, og at Tyskeren var rasende. - Jeg hørte og, at Doktoren havde meget at udsætte paa mig, især paa Grund af den Bjelle, jeg havde baaret om Benene i Skogen, og saa hørte jeg Ulriksen fortælle, at jeg havde baaret to (Klokker) o.s.v. Kort efter gik Ulriksen og Doktoren. Jeg gik ind i det andet Værelse og lagde mig til at sove paa Sengen.

Nu begyndte et forfærdeligt Leven ude i Skjænkestuen og i Gangen. Man marcherede, kommanderede, hylte og blæste paa en Halvmaane. Alt imellem dundrede man paa Døren til Værelset, hvor jeg var, og paa Lugen til Vinduet hvor min Seng stod. Jeg lo høit, saa man kunde høre det udenfor, men rørte mig ikke af Stedet. Mit Lys brændte, og jeg blev ved at læse. Foruden mig laa i samme Værelse en gammel mager, høi Franskmand fra Kolonien. Dette Spektakel med Raaben, Blæsen og Banken paa Døre og Vinduer blev ved til Midnat. Det blev klart, at man vilde faa mig ud eller bringe mig i Harnisk.

Men da ingen af Delene vilde lykkes, greb Tyskeren til det yderste Middel, spændte en Dør ind og kom anmarcherende ind i Værelset med sin Stang og stillede sig ved Franskmandens Seng. Denne stod forbauset op og rettede sig op paa Soldatermaner i sin fulde Længde og spurgte hvad han vilde. Tyskeren svarede: "De har hørt, at han har kaldt mig en Tosk, og det bør jeg vel ta Hevn for!" Jeg var bleven rolig liggende, men da jeg hørte dette, stod jeg op og gik hen imod Døren hvor min ladede Bøsse stod, ikke forat tage denne, men for at gaa hen og hente Verten. Da Tyskeren saa denne Bevægelse, skyndte han siig ud.

Jeg gik da ind i Skjænkestuen. Der var ganske fuldt af Negre og Mulatter som drak og smausede. Jeg gik derfra ind i et tilstødende Værelse, raabende paa Verten; men han var intetsteds at finde. Saa gik jeg atter ind i mit Soveværelse, hvor alle Døre var aabnede, men ingen at se uden Franskmanden. Nu gik jeg ud paa Gaden forat finde en Vægter; men saadanne Folk har man ikke i Sao Francisco.

Jeg kom saaledes en Gade forbi og da jeg ønskede at undgaa Kiv og Lovløsheden i Brasilien og indsaa, at jeg her fik at gjøre med erklæret Overmagt om jeg indlod mig i Strid, gik jeg siden en Tur udenfor Byen i den Tanke, at dette Pak dog snart ville forføie sig hjem igjen, naar jeg var borte. Da jeg havde gaaet omtrent et Kvarters Tid, satte jeg mig paa en Sten og betragtede de deilige Syn mod Søen, som var nær ved og kom derved til at passere en sumpig Grund og et lidet Bjerg, hvorover der flød en liden Bæk.

Her satte jeg mig i Skjul af nogle Trær saa at jeg kunde se alt, hvad der passerede paa den Vei, jeg var kommen. Kort efter saa jeg et Dusin Negre komme anstigende; de havde en 5-6 Blodhunde med sig. De standsede der, hvor Veien var vaad. Her holdt de Raad, idet de hidsede Hundene, som løb frem og tilbage. Nu erindrede jeg mig, at Tyskerens Hund havde besnuset mig om Aftenen. Den havde altsaa inat fulgt mit Spor og tjent som Veiviser. Hele Komplotten var selvfølgelig leiet og beværtet af Tyskeren forat søge mig op og myrde mig. Men det lykkedes ikke. Hundene kunde ikke mere finde mit Spor, og jeg tog straks en Vei i modsat Retning, bankede paa hos en Brazilianer, hvor jeg tilbragte Resten af Natten.

Den følgende Morgen gik jeg tilbage til Logiet hvor jeg traf Verten liggende paa en Sofa. Han besværede sig for sin Kone over, at hans Tjenerskab viste sig saa oprørske. De kom begge med nogle Paaskud for de forefaldne Spektakler. Han sagde, han havde været ude af Huset om Natten. Men jeg sagde ham, at slige Spektakler jo var ganske almindelige i et Vertshus, at jeg ansaa denne Tysker for en lystig Person. Jeg lod som jeg slet ikke havde forstaaet at Tyskeren vilde mig tillivs, men havde antaget det hele for en Spas; thi jeg vidste meget vel, at det lidet vilde nytte at gjøre nogen Anmeldelse til Politiet, der bestaaer af uvidende og bestikkelige Folk. Desuden vilde den Omstændighed, at jeg ikke forstod Portugisisk, være mig en væsentlig Hindring.

Tyskeren var nu borte; han havde nok fundet det tjenligst at søge sig andet Logi; jeg vilde naturligvis ogsaa flytte fra en slig Vert, men blev der dog endnu etpar Nætter. Da leiede jeg Hus hos hin Brazilianer, hos hvem jeg havde været den Nat. Dette var en kjødrig, doven Brazilianer. Han talte kun lidet, laa for det meste paa sin Sofa røgende Tobak. Hans Pibe gik hvert Øieblik ud, da raabte han paa sin første Slave, som straks indfandt sig med et Fad fuldt af glødende Kul, hvormed han tændte den igen.

Den første Nat, jeg var der, kom en vandrende Brazilianer og bad om Nattekvarter. Dette blev indvilget. En Matte af Siv og intet videre blev udbredt paa Gulvet. Han knælede ned paa den, fremsagde sit Paternoster, hvorpaa de øvrige af Husets Beboere ogsaa begav sig tilsengs. Jeg ligesaa. Da den Fremmede havde endt sin Andagt, brændte han af et hollandsk Batteri. Alt var stille i Huset, og da man i Brazilien ikke bruger noget Tag over Værelserne, men kun et Tag, som bedækker hele Huset, saa er det naturligvis meget lydt i Huset. Den Fremmede havde leveret sin Salve med Effekt, og den blev øieblikkelig besvaret af Værten fra Sideværelset. Dette fortsattes i nogen Tid, ligesom naar en Orlogsmand løber ind i en fremmed Havn og hilser og genhilses af de derværende Batterier. Endelig var de gensidige Komplimenter udvexlede, og man sov.

Om Morgenen var den fremmede Seiler ude af Sigte, før jeg vaagnede. Han var løben af uden Salut. Jeg tilbragte nogle Døgn hos min nye Vært. Dagene var skjønne; men Nætterne var som i en bombarderet Fæstning, hvorfra der idelig affyredes. Jeg har aldrig i mine Levedage hørt Magen og havde paa alle mine Reiser hidtil ikke havt Anledning til at gjøre mig noget Begreb om den Virtuositet, hvortil man i dette Hus havde bragt det i den Kunst at brænde løs med hollandske Kanoner; men jeg kjendte jo hidtil kun lidt til det huslige Liv i Brazilien.

Siden fik jeg høre, at saadant hører med til den gode Tone der i Landet, og jeg vilde heller ikke have opholdt mig ved disse Iagttagelser i et fremmed Land, dersom de ikke tjente til at belyse Folkets Liv og Smag, hvilket jo hører til de Gjenstande, som den reisende bør give Agt paa. Jeg erindrer ogsaa nu, at i min Fødebygd i Telemarken var det anseet for en Kompliment til Værten, naar hans Gjæster gav en Strubelyd fra sig, hvilket er et Tegn paa Mættelse, og hvori de gamle Koner havde en særdeles Force, ligesom Brazilianerinderne især skulde besidde Styrke i at komplimentere med førnævnte Svingbasser, hvilket jeg ogsaa senere fik Anledning til at høre.

Den første Aften jeg tilbragte ombord paa Florentin i Sao Franciscos Havn, kom adskillige Tyskere som boede der i Byen, ombord, og der blev danset til langt paa Nat. Blandt disse var en ung Mand fra Schlesien, sin Moders eldste Søn (Faderen var død), og som havde tjent i den schlesvig-holsteinske Arme og af den Grund havde maattet rømme fra Europa. Han havde danset og passiaret saa længe ombord, til alle Baade var gaaede, og han kunde nu ikke komme iland. Jeg tilbød ham min Køie, da jeg vilde sove paa Dækket. Saaledes indlededes Bekjendtskabet. Da jeg nu ventede Dampskibet hver Time, vilde jeg flytte til Byen igjen, og denne Mand skaffede mig Logi hos en Negerfamilie, hos hvem han boede.

Denne Familie bestod af Husherren, en Neger, som havde erhvervet sig en Formue paa 15 a 20 tusind Speciedaler, hans Kone, en tyk, styg Mulatinde, og hans tre hæslige Døtre. Disse Damer bar til dagligdags glimrende Diamanthalsbaand, Armbaand, kostbare Ringe etc. De forstod alslags fint Broderiarbeide, men spaserede omkring barfodede og barbarmede - og var nogle velvillige Skabninger, efter hvad Schlesvigeren sagde. Denne Neger solgte mange af sine sorte Brødre som Slaver. Den arme unge Mand (ogsaa et Offer for de schlesvig-holsteinske Planer) stod i et Forhold til denne Familie, som forekom mig meget ulykkeligt. Han syntes mig ligesom indvævet i et Net, og han lod endog falde Ord om at ægte en af disse hæslige Damer. Husherren, den raa Neger, førte enslags Kommando over ham, den ingenlunde udannede Europæer, hvorfor han syntes mig at gyse.

Overhovedet fandt jeg ingen Europæer i S. Francisco, der kunde siges at före et behageligt Liv. Jeg gjorde tilfældigvis Bekjendtskab med en fransk Læge, som boede der, og hvis Hustru, en ung smuk, dannet Pariserinde, som med megen Artighed besørgede mit Töi vasket og selv reparerede og strøg det. De boede i et Hus, som ikke var meget bedre end en Hytte, og det gjorde mig ondt at se saa gode og dannede Mennesker i en saa daarlig Stilling. Men det var ikke saa let at komme igjennem i Brazilien.

Omsider kom Dampskibet. Ved Middagstider i en Hede, som bragte alle levende Væsener til at svede, gik jeg ombord. Det var en katolsk Festdag og Klokkerne i Sao Francisco kimede deres besynderlige Klokkekoncert. Her i Landet, som formodentlig overalt i de katolske Lande, svinger man ikke meget med Kirkeklokkerne, men man kimer derimod med stor Færdighed. I en stor By med mange Kirker er denne Kimen ganske bedøvende. Den har noget lystigt ved sig, næsten som en Dans, saa det forekom mig, som jeg saa en Hoben Munke i korte Kutter og med nøgne Ben gjøre mange Trin efter Takten af denne besynderlige Musik. Men forinden jeg tager Afsked med Sao Francisco, maa jeg endnu med etpar Ord omtale Tyskeren, som med saa megen Møie og Bekostning havde søgt at tage Revanche mod mig.

Jeg skulde have mit Pas visiteret i S. Francisco og gik derfor til Konsulen sammesteds. Denne viste mig af Grunde, som kun han og Tyskeren kjendte, til denne. Han var nu bleven Ærbødigheden selv, tilböd sig, da jeg ikke forstod portugisisk, at arrangere det nødvendige. Han fulgte mig til de Personer, som havde med den Sag at gjøre, og hjalp mig saaledes til meget snart at bringe alt iorden.

Da dette var gjort, skiltes vi, som om aldeles intet Fiendskab havde fundet sted mellem os. At han nu var en fuldblods Nar, maatte jeg fremdeles antage. Dampskibets Kommandant var en stor, tyk Nordamerikaner med en Tordenrøst. Paa de brazilianske Dampskibe bliver man godt beværtet; men der er og bandsat dyrt. Reisen fra Sao Francisco til Rio Janeiro kostede mig 25 Speciedaler, norsk. ($ 30.50) Passagererne bestod af en Kone med to Børn, en katholsk Præst, ansat i Montevideo, Irlænder af Fødsel, en Farmaceut fra Turin, en gammel Mand fra Spanien og jeg.

Vor Skipper var en godlidende, jævn dansk Mand med hvem man godt kunde komme tilrette. Vi talte meget med hverandre om Norden. Han havde ogsaa faret paa Norges Kyst og været kjendt(...) han kommen hertil paa sit eget Skib, men havde været uheldig og mistet alt hvad han eiede. - Han længtes til Danmark, men vilde ikke reise hjem i ringe Kaar. Saaledes gaar det mange, som reiser hid til disse Lande i den Tanke at gjøre sin Lykke. De möder mange Hindringer, kommer i Forholde, hvorfra de ikke kan fri sig, skjønt al deres Hu staar til Fædrehjemmet. (...) om at Katholikerne kunde være hævngjerrige, og at de hertillands har let for at udføre sin Hevn. Da svarede han: "Ja, det kan let hænde, at det(...)-ter i Byen da jeg var der, og disse havde besat alle befæstede Punkter.

Jeg havde glædet mig til det Selskab jeg skulde finde i den katholske Præst, men den Glæde blev kun ringe. Han var en meget uvidende Person. Da han hørte at jeg var fra Norge spurgte han om Norge laa i Middelhavet. Jeg hørte ham en Aften synge et Par Vers af "Stabat Mater", hvilket han gjorde rett godt, da han havde en smuk Stemme. Dagen efter bad jeg ham synge denne deilige latinske Hymne, han begyndte derpaa, men kom ikke videre end et Par Strofer, da huskede han eller vidste han ikke mere. "Naar jeg messer gaar det bedre", sa han, men det gik heller ikke bedre da. Med Skipperen förte han en idelig Disput om Religion, hvilket tilsist gjorde dem begge hed i Hovedet og næsten til Fiender.

Naar Skipperen talte til mig om ham, kaldte han ham: Dette Fæ(...) dette Bæst faar isinde at leie en Neger eller Mulat at jage mig en Kniv i Livet, naar jeg en Dag er i Land." En Dag sad Skipperen og læste i Humes "Englands Historie". Han var kommen ind i Kong Johans Begivenheder og læste om den pavelige Legats Overmod, da Kongen blev nødt til at nedlægge en Pose med Penge for Legatens Fødder, som denne derpaa trampede paa med Foragt. Dette gav Vand paa Skipperens Mølle. Han nølede heller ikke længe med at gjøre Pastoren opmærksom paa denne Tildragelse.

I Begyndelsen spidsede Pastoren Øren, thi han kjendte vist ligesaa lidt til Humes Historie, som til Snorre Sturlasons. "Hvem fortæller sligt"? spurgte han. Skipperen nævnte Hume og viste ham Bogen. "Aa, Hume lyver", sa Præsten. Det var interessant at se det Ansigt Skipperen satte op ved dette Svar, han syntes nok at Dumheden var vel tyk. Paa denne Reise, som varede i 14 Dage passerede vi et stort Land, der er beliggende mellem Brazilien og BandaOriental og hvorom man fortalte at det ingen Eier har. Hvem som vil kan ta det i Besiddelse.

Et Stykke ind i Landet er en stor fiskerig Indsjø og vildt Kvæg farer alle Vegne omkring. Omsider ankom vil til Montevideo. Denne Stad ligger paa en Odde eller Halvø, som er aldeles overbygget. Paa Nordsiden er Havnen, som udgjør en meget stor Bugt og paa den anden Side ligeoverfor Byen i Nord kneiser en Fæstning paa Toppen af en meget stor rund Haug. Denne Fæstning tager sig meget godt ud den blev heller ikke indtagen i den sidste Krig.

Naar man kommer ind paa Havnen, tiltrækker Stadens store og skjønne Toldpakhus sig ens Opmærksomhed. Jeg gjorde den Bemærkning straks jeg fik vide, det var Toldhuset, og saa, at det overgik alle de andre Bygninger i Størrelse og Skjønhed, - at denne Stat maatte være en Republik, - thi ellers vilde denne Bygning være bleven benyttet til Residentsslot. Det var nu atter en Lise at faa komme i Land. Denne Gang befandt jeg mig blandt Spaniere og jeg syntes bedre om Tonen her end i de brazilianske Byer.

Her var mere Liv blandt Folket og - det forekom mig - mere Karakter. Her er vel ogsaa Sorte, men ingen Slaver. De Sorte har egen Monark, som bor i Byen. Hans Gage betales ved Sammenskud af hans sorte Brødre, og paa en vis Tid af Aaret gjør han med megen Pomp, ledsaget af en Æreseskorte og iført en Uniform med Epauletter, Chapaubas med Fjærbusk og Sabel ved Siden, en Promenade gjennem Byen.

I Montevideo er en Frugtbazar hvor man kan faa mange Slags skjøn Frugt, f.eks. Figen, som i store Las føres fra Landet til Byen, ligeledes Apelsiner, Æbler, deilige Druer; Meloner m. m., den hede Zones fine Frugter har man dog ikke, saavidt yttrer sig allerede Forandringen i Klimatet, - her er betydelig koldere eller mere tempereret end i Rio.

I Montevideo hører man Guitarspil om Natten paa Gaden udenfor Senoraernes Vinduer; her danser halvvoksne nette Piger Fandango paa Gaderne om Dagen, hvilket virkelig var et fortryllende Skuespil; og her ser man beundringsværdig skjönne Mulatinder (...) (...)Knebelsbarter, - hvilket klæder dem særdeles godt. Om det Indre svarer til der Ydre, har jeg ikke bragt i Erfaring. men man maa tage sig i Agt at man i Betragtning af alle disse Skjønheder ikke glemmer at gaa paa Ydersiden af Gaden, saa Senora kan gaa nærmest Husvæggen, for ellers blir man kaldt en Gringo: En uopdragen Fremmed. I Montevideo traf jeg en Landsmand, den unge Ebeke, som allerede er en betydelig Kjøbmand.

Jeg gjorde ham straks bekjendt med mit Önske om at ansættes som Præst ved den vordende Menighed og for det første at faa en Skole istand for tyske Børn. Hr. Ebeke gjorde sig som Landsmand megen Umage for at fremme min Plan, men den imødesaa mange Hindringer. Da hørte jeg tale om en meget rig Englænder, Lafon, der kommanderede Millioner vel ikke Mennesker, men "Patagoner": Dalere. Hr. Ebeke troede, at denne Mand kunde maaske bringes til at interessere sig for vort Forehavende.

Jeg gik altsaa til hans Kontor. Ved Indgangen allerede hörte jeg Lyden af klingende Dubloner eller Guldpenge (hver paa 15 Spdlr.) og da jeg kom ind, laa der flere Stabler af dem paa et Bord. Jeg blev spurgt, hvad jeg vilde. Jeg svarede, at jeg ønskede at hilse paa Hr. Lafon. Jeg blev straks indført til ham. Han er en Mand paa 50 Aar, velskabt, elegant og med et aldeles spansk Ansigt.

- Han modtog mig meget artigt. Hans første Spörgsmaal var om jeg talte Engelsk, men da jeg ikke talte Engelsk fuldkommen korrekt, svarte jeg ham paa Fransk; han kaldte paa en Betjent, som straks indfandt sig og gjennem denne underrettede jeg ham om mit Forehavende. Atter kaldte han paa en anden Betjent og lod mig sige, at denne vilde føre mig til en Nordmand, hvorpaa han bad mig komme igjen den næste Dag. Betjenten fulgte mig til den franske (ikke norske) Mægler Vilner, en særdeles artig og venlig Mand med hvem jeg snart blev vel kjendt.

Da Vilner og jeg den næste Dag indfandt os hos Lafon, var han reist til Uruguay. Lafon har Republikens Skjæbne i sine Hænder og skal flere Gange have reddet den fra Undergang. Lafon har enorme Besiddelser, har en(...) Reisebeskrivelser saa meget omtalte Gauchos eller galante ridende Spaniere. Det er vævre Folk. De bærer meget vide Bukser af hvidt eller mangefarvet Tøi, nedentil kantede med Kniplinger; Støvler med uhyre lange Sporer, en rød eller mangefarvet Kappe af en egen Facon, den bestaar af et stort Stykke Klæde, ligesom et Sengeteppe, i hvis Midte er et Hul, derigjennem stikker Gauchoen sit Hoved og saa en Kappen paa. Hovedet bedækkes af en fransk Hat. Undertiden har Gauchoen istedetfor Kappe, et stort Stykke Tøi, der paa en egen Maade er viklet om Benene. En Gaucho tilhest er et interessant Syn. Han sidder som han er sammenvokset med Hesten, og Heste har han, som neppe har sin Lige i den ganske Verden. De galoperer i Stræk og man siger, de kan galopere 25 norske Mil paa en Dag uden at overanstrenge dem. Men (...) Gauchoerne er farlige Folk. De er lidenskabelige og kommer øieblikkelig i Raseri. Da flyder straks Blod.

Jeg saa en Gaucho sprænge henover Gaden hvor han fik Øie paa sin Modstander hvem han jog sin Kniv i Struben - derpaa fòr han som en Pil ud af Byen. Saadanne Scener forefaldt daglig i Montevideo, uden at man tog synderlig Notis af dem. Jeg tilbragte en Maaneds Tid i Montevideo, og det var hyggeligt, men uden Indtægter vilde det i Længden ikke gaa an. Hr. Lafon sendte mig et Brev, hvori han lovede at interessere sig for mit Forehavende dersom jeg kunde opholde mig i Montevideo en Tid. Men Opholdet var overmaade kostbar () følte jeg ikke videre Lyst til at at bli der paa det uvisse.

Jeg havde gjort Bekjendtskab med en Kunstmaler fra Kjøbenhavn, en dannet og blid Mand; han havde sin Familie med sig - og maatte her ernære sig som almindelig Husmaler. Denne Mand kjendte Forholdene og han sagde mig rent ud, at jeg burde reise tilbage til Europa da det næsten var en Umulighed for Folk med akademisk Uddannelse at finde en for dem passende Ansættelse her. Efter nøie Overveielse fandt jeg, han havde Ret; - thi hvilken Vei skulde jeg egentlig slaa ind paa, om jeg ikke kunde bli ansat som Præst eller Lærer? Den Omstændighed at jeg ikke var det spanske og portugisiske Sprog fuldt mægtig, var ogsaa en væsentlig Hindring. Rigtignok ønskede jeg at se noget mere af Amerika og var derfor ikke ret tilsinds at vende tilbage, men jeg kunde paa den anden Side ikke negte at jeg ingen Lyst følte at bli Resten af mit Liv i Amerika. Jeg var desuden for gammel til at bryde mig en ny Bane i den Verden eller til at begive mig ud paa nye Eventyr.

Vel tænkte jeg paa at gaa op til Buenos Ayres, som jeg havde stor Lyst til at se, men den Skildring, man gav mig af Forholdene der, var meget afskrækkende. Vistnok var Rosas Rædselsregjering forbi, men Tilstanden var lovløs, og den ene Revolution fulgte hurtig paa den anden. Liv og Eiendom var ikke i Sikkerhed og Partierne slogs i Gaderne. I de övrige Provinser stod Urbvisa med sine Bander, hvor han, dog forresten sagdes at holde god Justits.

I alle Viger og Bugter, i Parana og Uruguay laa Sjørövere og ikke mange Mile fra Buenos Ayres By var man idelig udsat for de Vildes Anfald, som ikke længere havde at frygte for Rosas Kanoner. Hvad man fortalte om Rosas Rædselsregjering var forfærdelig, men sandt. I den sidste Tid sendte han sine leiede Bødler ud ved høilys Dag, hvilke gik ind i Husene, slæbte Beboerne ud paa Gaden, hvor de myrdede dem, og derpaa hængte de Ligene op paa Lygtepælene paa Statens Torv. Forsømte nogen at fæste et rødt Baand, Rosas Farve i Knaphullet paa sin Kjole, var det nok at bringe hans Liv i Fare. Havde Forholdene været bedre vilde jeg have gaaet fra Buenos Ayres mod Norden gjennem Bolivia og Peru til Panama, men saa som Tingene nu stod, vilde det være et altfor stort Vovestykke, for ikke at si en Umulighed.

Da det saaledes blev mig klart at der ikke var noget at gjøre for mig i Amerika, besluttede jeg at gaa tilbage til Rio og derfra til Europa. Hr. Vilner skaffede mig Plads paa et Hamburgerskib og det paa meget billige Vilkaar; thi da jeg vilde betale Skipperen, var han ikke til at bevæge til at modtage noget. Denne Reise varede i 16 Dage. Buenos eller Uruguay som strækker sig gjennem 6 Breddegrader og ligemange Længdegrader, er for det meste fladt Land afvexlende med Dale og Høie og kun tyndt befolket. Det er saa aldeles blottet for Skov, at jeg hørte Folk sige, at det vilde lønne sig at lade en Ladning Tømmer komme til Montevideo fra Norge. Landets Tilstand er saa godt som lovløs. Præsidenten, Ganos el Flores, sagdes at være en raa Kriger, der har tjent sig op fra Soldat. Heller ikke saa jeg Senatoren Bustamente, om hvis Dygtighed man heller ikke yttrede sig videre fordelagtigt. Buenos er et frugtbart Land og et vidt Feldt for Kolonisation. - Kvæget farer vildt paa de uhyre Strækninger og der vrimler af Millioner Agerhøns, som man ikke behøver at skyde, men kan tage med Hænderne.

(Fortsettes)

Avskrift av GÅ PÅ og FOLKETS RØST 1918-1919 (Minneapolis, Minnesota, U.S.A.)

Åge Skjelborg 2001