| Tilbake | 

Mit Eneboerliv.

Da jeg som sagt fandt Landsmænd i Kolonien og Egnen behagede mig, besluttede jeg at bli der. Det gjaldt altsaa at finde et Stykke önskeligt Land. En Dag tog jeg min Dobbeltflint og vandrede henad "den franzøsische Passade" som fører to a tre Mil gjennem Skoven til Floden Cabaton, hvor Hr. Aube har anlagt en Rismølle og hvor en Del av de Norske arbeider. De Vilde kommer der ogsaa og en Gang sendte de en Pileregn efter Nordmanden Kraabel, hvilket nær sagt havde borttaget hans Arm.

eg gik temmelig langt forbi den sidste Kolonists-Bolig og kom til en Höi, der havde en meget smuk Beliggenhed, jeg besaa den og besluttede at kjøbe den. Medens jeg stod der og besaa en herlig Ceder tæt ved Höien, hörte jeg en fin Lyd oppe i Træet og blev der var en nydelig dunkel, violet Fugl med gule Ben, gult Næb og en prægtig stor gul Plumage, den lokkede en anden af samme Art til sig. De nærmede sig hinanden og jeg lagde Geværet til Kinden for at skyde, men ventede kun paa at de skulde komme hinanden saa nær at jeg kunde skyde dem begge paa en Gang. Men just idet jeg skulde trykke los, næbbedes de. Da faldt mit Gevær fra Kinden. Hvorledes skulde jeg kunne myrde disse uskyldige Skabninger - og det medens de kyssede hverandre?

Jeg gik til mit Logi igjen og blev enig med Hr. Aube om Kjøbet af Høien og besluttede strax at begynde Oprydningen. Forat være nærmere mit tilkommende Hjem, flyttede jeg fra Gørresen og leiede en Palmehytte hos den hanoveranske Løitnant von Lotzberg. Denne Hytte laa et Stykke fra Lotzbergs Hus og lige i Urskoven. Stedet var rigtignok berygtet; thi den forrige Eier af Lotbergs og Land var for et Aar siden en Morgen bleven fundet med gjennemhugget Bryst og græsselig mishandlet udenfor sin Dør, og inde i Huset bag Døren fandt man hans Kone myrdet med 20 Dolkestik.

Men jeg lod mig nu ikke skræmme. De fleste af mine Penge gav jeg Gørresen i Forvaring, og godt bevæbnet var jeg. En Palmehytte er imidlertid ingen Borg. Væggene bestaa af Rør, som sammenbindes med Ziggor; det er en Slyngplante, som slynger sig om Træerne, og er saa sterk som et Taugværk omend ikke tykkere end et Kridtpiberør. Denne Plante vokser optil Træets hele Høide, slynger sig ud over dets Grene, lægger der et Slags Rødder, vokser ud igjen, til det naar Jorden. En Palmehytte har et Tag af umaadelig store Blade, og i almindelighed arrangeres Taget saa det rækker udenfor Hyttens Vægge for Lysets og Skyggens Skyld. Da Rørene, hvoraf Væggene bestaa, aldrig er nøie sammenføiet, saa er naturligvis Væggene gjennemsigtige. I en saadan Hytte indkvarterede jeg mig og anbragte mit Leie paa en Fjæl. Deroppe havde jeg om Natten min ladede Dobbeltflint opg min skarpslebne Sabel.

Jeg levede saaledes som Eremit. Om Dagen var jeg for det meste ude paa mit Land og ryddede Skov. Jeg hug store Trær overende som i deres Fald rev mange mindre til Jorden, og frembragte en Bragen, der gjenlød langt borte i Urskoven. Jeg kogte selv min Mad og indøvede mig i alskens Arbeide, som en Landmand bør vide. Om Natten krøb jeg op paa min Fjæl, anbefalede mig Gud ivold, og da jeg var træt sovnede jeg straks ind.

Men naar Nætterne var bælmørke, fik jeg ikke saa snart Ro. Dybt inde fra Skoven hørtes nemlig Mængder forunderlig Lyd, og nogle deriblandt var bandsat forskrækkelige, som naar man myrder Folk eller tager Livet af smaa Børn. Der var ellers baade Diskant og Bas - baade Hyl og Brøl. De kom ganske nær min Hytte. Jeg hørte dem rumstere udenfor, da var det ikke saa let at blunde. Men jeg tænkte, at Han, som raader for alt, ogsaa vilde beskytte mig, hvorfor jeg vendte mig om paa mit tarvelige Leie og sov ind.

I Skoven, om Dagen var det rigtignok temmelig øde. Undertiden drog en Vandringsmand forbi, gjorde mig da en Visit og advarede mig rigtignok mod de Vilde, men jeg frygtede ikke synderlig for dem, saa dem heller ikke stort til dem. En Dag, medens jeg var ifærd med at hugge om et Træ, hørte jeg nogen rasle i Løvet bag mig. Man bliver nemlig, naar man har levet i Urskoven i nogen Tid, let vant til at skjelne mellem de forskjellige Lyd, som der forekommer, ligefra et faldende Blads raslen, - og der gives Blade af 3 Alens Længde - til Colibriens Vibren i Luften, naar den farer en forbi med en saadan Hurtighed, at man ikke kan faa Øie paa den. Jeg vendte mig hurtigt om, og greb mit Gevær. De er meget rædde for vore Bøsser, disse Folk. Brazilianerne afholder sig viselig fra at forsyne de Vilde med Vaaben.

De lade sig ogsaa let skræmme af enhver dem ukjendt Lyd, og derfor, saavelsom forat skræmme Slangerne, bar jeg stedse i Skoven fastbundet til mit Ben en liden Klokke, som jeg havde kjøbt i Hamburg, og som ganske vist reddede mig fra Farer jeg ikke saa. Paa denne Maade foregik mit Eneboerliv. Hver Morgen, naar jeg havde drukket min Kaffe og sagt mit Fadervor, vandrede jeg med Öksen og Geværet paa Nakken og et Stykke Kjød og Brød i Lommen ud til mit Land, hvor jeg saa arbeidede uafbrudt til Kl. 4-5 om Eftermiddagen. Stedet fik jeg mere og mere kjært. Skogen stod meget tæt, Træerne vare meget høie og tykke, deriblandt nogle Cedere af udmærket Skjønhed, der fandtes Mahognitrær og mange andre af Braziliens skjønne Træsorter.

Skoven var som sagt temmelig tæt og der var ogsaa en Mængde udvokset, fortørket Siggor, tykke som et Spanskrør og hule. Naar jeg lagde 3 a 4 sammen og tændte Ild i Enden, havde jeg den prægtigste Fakkel. Den nedfældte Skov brændte jeg, saasnart den var tør nok, og dette var et interessant Arbeide; thi jeg havde ofte meget store Baal og Ilden gav mig Selskab.

Efter nogle Maaneders Forløb havde jeg ryddet en Vei fra Passagen og op til Høiens Top, og efterhaanden som Træerne deroppe, hvor jeg vilde have mit Hus, faldt, aabnedes Udsigten til de omliggende Fjelde; en monoton og dyb melankolsk Udsigt! Jeg begyndte nu ogsaa at tænke paa at bygge et Hus, men besluttede for det første at nøie mig med en Palmehytte. Jeg havde truffet en Arbeider fra Sachsen, en Karl med et Filibustier-Physiognomi, som roste sig af at have "alles mitgebracht". Ham engagerede jeg til at samle Blade til min Hytte. En Dag havde jeg leiet 5 andre Arbeidere, Knøse paa 18 Aar, alle Spitsbuber, med dette Kompagni marcherede jeg saa en Morgen ud til mit Land. Underveis fortalte Sachseren om to forfærdelige Tigere, som han forleden havde fældet derude, og om en uhyre Scharakka-Slange, som han havde dræbt derude. Vi ankom, og jeg satte dem i Arbeide, men inden en halv Time var hele Kompagniet deserteret, og jeg var alene igjen med Sachseren.

Da jeg kom hjem til min Palmehytte, fandt jeg mine Kister og Gjemmer opbrudte, min Proviant (...) og ligesaa en liden Blikkiste, hvori jeg havde omtrent 200 Skud Krudt og Hagl. Dette Tyveri var udført ved Middagstider. Man havde hugget nogle Siggor over og udtaget nogle Rør i Væggen. Jeg berettede det forefaldne til Hr. Ulrichsen, som agerede Koloniens Politimester. Han kom ogsaa straks til Aastedet, men jeg fik aldrig vide, hvem Tyvene var, skjønt jeg ansaa det temmelig sikkert, at man i Kolonien nok kjendte dem, men af visse Hensyn ikke vilde angive dem. Tyveriet af de Penge, jeg havde med mig, anløb til 500 (?) Speciedaler, samt Tabet af min Ammunition og Proviant kaldte man en "Kleinigkeit".

Jeg gjorde nu den Erfaring, at det i Kolonien var saa halvt om halvt tilladt at bryde ind og stjæle slige "Kleinigkeiten" hos Folk. Tabet af min Ammunition var mig dog ingen ringe Sag, da den der paa Stedet var vanskelig at erstatte. Men det værste af alt var, at jeg maatte forandre Opholdssted, og et andet Logis var ikke let at faa. Et Stykke derfra boede en Franskmand fra Genf. Jeg gik til ham og anmodede ham om at overlade mig et Værelse, hvilket han og gjorde. Jeg fik det saa godt han havde det. Taget var saa aabent, at jeg maatte have min Paraply og min Regnfrakke udspændt som Sengehimmel, for at Regnet ikke skulde strømme ned paa mig; men her var jeg dog sikret mod Tyve.

Jeg fortsatte med Oprydningsarbeidet af 50 Morgan Land (1 Morgan er 1500 Kvadratalen), saa leiede jeg Arbeidere. Sachseren kunde jeg ikke have; han bedrog mig. Saa forsøgte jeg (med) 5-6 andre: alle Døgenigter, som ikke vilde arbeide, men forlangte en meget stor Løn. Da jeg besværede mig derover til mine Bekjendte, svarede man mig: "Det er saa Brugen her. Tyskland og Schweitz sender jo ikke sine Kjeltringer herover uden Grund". Nu tænkte jeg paa den begavede holstenske Student, Heinrich. Jeg opsøgte ham. Han gik barfodet og uden Hat, med en Spaserstok i Haanden: Men hvordan er det dog med Dem?" spurgte jeg - "Ach ich habe kein verdient nichts zu essen und bin krank". -" Kom med mig, jeg vil give Dem Kost og anstændig Dagløn, naar De vil hjælpe mig at rydde Land". - "Ja, das ist gut; ich will kommen." - Han kom altsaa; men naar han vel var kommen derind, satte han sig i Skyggen, bedækkede sine Fødder med Blade imod Moskitos begyndte at spise alt, han kunde. Saaledes gik det nogle Dage. Jeg tænkte det bliver vel bedre. Jeg faar se Tiden an.

Jeg gav Studenten rigelig med Mad da han var udsultet; men det blev ikke bedre. Da jeg spurgte Folk om ham, sa man mig, at han var blevet en Dranker allerede. Stakkels Heinrich! Men saaledes gaar det mange, som kommer hid i det Haab at de her skal finde en lykkeligere Lod, og de finder deres Fordærvelse. Her var til Eksempel en Familie fra Tyskland. Manden havde været Kaptein i Armeen, var endnu i sine bedste Aar, og kom hertil med sin Kone, sine tre smukke Døtre og to Sønner. Han var heller ikke uden Formue. Han kjøbte Land og skulde til at rydde det. Men han selv var uvant med haardt Arbeide, hans Kone endnu mere, og i kort Tid var deres Formue opbrugt, deres Kostbarheder solgte og alle i den yderste Nød. De maatte forlade Kolonien. Han tog til Rio Janiero og Konen med de 3 Døtre til en anden By, hvor de havde Bordel. Jeg saa den ulykkelige Familie i Sao Francisco og jeg kunde neppe holde Taarerne tilbage ved Synet af de unge smukke Piger, der var prisgivne Fortabelsen.

En anden Familie, von Rendous, gik det ikke bedre. Hr. von Rendou havde tjent i den schleswig-holsteinske Hær. Da Opstanden var dæmpet, maatte han flygte og kom hid med Kone og mange Børn. Han var her nogen Tid, men pludselig forsvandt han. Ingen vidste hvor det blev af ham. Hans Kone reiste til Rio, og Børnene blev anbragte hist og her hos Kjøbmænd i Sao Francisco, hvor jeg saa to af dem. Nu, Heinrich kunne jeg altsaa heller ikke benytte, og jeg begyndte mere og mere at føle Nødvendigheden af Hjælp og Selskab.

Det var uhyggeligt at staa der alene i Urskoven langt fra andre Mennesker den ene Maaned efter den anden og det var tillige ubehageligt, naar jeg tidlig om Morgenen vandrede derud, at se friske Tigerspor i min Vei eller at se Krokodiller tversover Veien af et Par Alens Længde med de stirrende Øine vendte mod mig, eller at blive stanset af en græsselig tyk Slange, som i god Ro suggede afsted. Jeg skjød flere af disse og saa med Smerte og Væmmelse, hvorledes de vred sig i Dødskampen. En Morgen skjød jeg en saadan forfærdelig stor brungul Slange. Da den var saaret, slæbede den sig ned i en Grøft. Jeg blev staaende for at se, hvor det blev af den. Da stak den pludselig sit Hoved og en Del af Kroppen høit op og betragtede mig nogle Öieblikke med sine røde, flammende Øine. Det var et forfærdeligt Syn.

Tilsidst kom en Mand fra Hamburg og tilbød sig at ville arbeide for mig. Jeg forhørte mig hos andre om ham, og man sagde, han var saa god, som han kunde erholdes. Man vilde dog aldrig sige mig Sandheden. Vi blev enige om Betingelserne, og han blev nogle Dage hos mig. Jeg behandlede ham honnet; men galt blev værre. Han var ikke alene doven, men tillige ondskabsfuld og tyvagtig. Nu begyndte jeg rigtignok at mistvivle.

Mit Land var mig inderlig kjært, men det var let at indse, at om jeg fik det ryddet, hvilket under disse Omstændigheder syntes temmelig vanskeligt, saa kunde jeg ikke bo der alene. De Vilde havde i den sidste Tid vist seg temmelig hyppig deromkring, og enten vilde disse komme og slaa mig ihjæl, eller jeg vilde blive overfaldt af hvide Røvere, saa sandt som jeg eiede noget, de kunde ønske sig. Hertil kom, at jeg ikke havde Kapital nok til i Længden at leie dovne Arbeidere. Jeg anstrengte mig og arbeidede af alle Kræfter fra tidlig Morgen til sene Aften. Følgen var at jeg fik Sting i Siden og maatte holde Sengen i 4 Maaneder. Da jeg tilfrisknede, besluttede jeg at overdrage min Ven G(ørresen) at sælge mit Land, da jeg maatte forlade Kolonien. Mit Husgeraad solgte jeg.

I Slutningen af Januar 1856* forlod jeg Joinville og gik til Sao Francisco for der at oppebie Dampskibet fra Rio, med hvilket jeg vilde afgaa nordefter.  Forinden jeg i disse Beretninger ganske forlader Kolonien vil jeg tilføie nogle Bemærkninger om den. "Was meinen sie"? spurgte han, "Spirituosa"?

*Feil for 1855

(Fortsettes)

Avskrift av GÅ PÅ og FOLKETS RØST 1918-1919 (Minneapolis, Minnesota, U.S.A.)

Åge Skjelborg 2001