| Tilbake | 

{short description of image}

Dagbogsoptegnelser (Af Pastor Jonas Wessel Crøger)

Følgende Optegnelser er Brudstykker af Pastor Crøgers Dagbog under hans Reise i Brazilien og hans Eneboerliv i de brazilianske Urskove. Endskjönt ansat ved den norske Statskirke, vendte min Fader den statskirkelige Humbug og den saakaldte Civilisation Ryggen og tog Afsked i Aaret 1853 i en Alder af 49 Aar. Det er med datterlig Ærbødighed og Kjærlighed, jeg tillader mig at fremkomme for Læserne med følgende korte Optegnelser. Helle Mengshoel.
_____________
 

Den 29. Oktober 1854, ombord i Seilskibet "Florentin". Koleraen har allerede krævet mange Offre, men er nu i Aftagende. I dag blev en fordrukken Snedker et Bytte for Havets Uhyrer. Jeg bad da jeg saa hans Lig sænkes i Havet, at Gud vilde forunde mig at dø i Fred og at have kjærlige Hænder om mig ved min Jordefærd. Jeg hører ofte den Yttring: "Det er mig ligegyldigt hvad der blir af mig naar jeg dør, selvom mit Legeme blir kastet i Havet og opædt af Haien". Men jeg kan ikke komme overens med denne Tanke. Jeg ønsker at mit Legeme maa blive overgivet vor Moder Jorden, for i den at forvandles og fra den udgaa til nyt Liv. Det synes mig, den naturlige Orden.

Ombord hersker nu en grændseløs Uorden. Saaledes havde man hensat i den Køie jeg skulde have et 18 Maaneders gammelt Barn, hvis Fader og Moder vare døde her ombord. Det var saaledes ganske ene og forladt. En hanoveransk Slagter og hans Kone havde paa Anmodning taget det til sig, men de mishandlede det. Deres Køie laa saaledes at Lyset meget sjelden kom ind i den og det arme Barn, som ingen vilde pleie sad der indestængt i en Krog. Det fægtede (JWC: fugtede) om sig, græd ideligen og raabte paa Mor. Mælk havde man naturligvis ikke at give det. Jeg saa Slagteren vilde tvinge det til at spise en tør haard Skibstvebak, hvilket var det en Umulighed, og naar hun græd, slog han det, saa man kunde høre det lang Vei. Opbragt over denne umenneskelige Behandling af et lidet, ulykkeligt Barn, sagde jeg ham en Dag Sandheden.

Men da kom en anden Slagter fra Altenburg og tog sin Medbroders Parti; de sa at Barnet blev godt behandlet. De skjældte mig ud for Pater, Bæst, Hai og Fæ o s v. Disse Titulaturer slog mig i Begyndelsen, thi jeg vidste ikke nogensinde før at være bleven sagt sligt lige i Øinene; dog fattede jeg mig snart og taug. Kort derefter blev Barnet tagen fra disse Umennesker og overgivet til andre Folk, som pleiede det bedre. Nu kom det op i Dagen paa Dækket saa jeg kunde se hvordan det saa ud. Det var ingenlunde vakkert, men havde et Par store, stærke Øine. Det vilde næsten intet spise, men kunde sidde flere Timer ad Gangen paa samme Plet og stirre hen for sig uden at yttre en Lyd. Nogle Dage senere døde det. O, Skjæbne, O Menneskeliv! Men hvad bekymrer vel hele Kolonisationsforretningen i Hamburg eller Kaptein Wickmann sig om et lidet Barns navnløse Lidelser? - Naar de kun tjener Penge paa deres Foretagende, saa er Tabet af Menneskeliv for dem en Bagatel.

Den 30. Oktober. I Dag døde en Orgelbygger fra Pröisen og i Gaar hans Barn, den lille Alfred, alles Yndling! Hans unge Kone som en Dag sagde mig, at hun heller vilde dø end miste sin Alfred, har nu mistet alt hvad der var hende dyrebart i Livet, sin Mand og sit Barn. Den hede Zones Sol er brændende! Alle Passagererne har Hodepine og Feber. Vi har nu faaet stort Kar at bade i og det giver Lindring.

Den 1. November. Vi har nu 104 Graders Varme i Kahytten. Jeg bar igaar mine Køiklæder ud paa Storbaadens Tag forat lufte dem. Da jeg havde ligget der en Stund og frydet mig over den friske Luftning og det deilige Hav, allarmeredes jeg av et heftigt Bombardement med Puder. Det kom fra den uforskammede Slagter fra Altenburg som ideligen skjælder paa "Din Pfaffan", naar han træffer mig. Hans Køiklæder var af en af Matroserne kastet tilside og nu troede han, jeg havde gjort det. Han vilde ikke taale, sa han "dasz ich mir's bequem machte".

Jeg blev ogsaa fra anden Kant fordreven paa Flugt, thi ifølge paalidelige Efterretninger og anstillede Undersøgelser har Heden gjort Productiviteten blandt de Krybende overordentlig stor, saa at 4 Mand maa foretage en almindelig Renovation hver Dag, og vor Barber har faat mere end nok at gjøre med Haarafskjæring. Jeg er nu for bestandig fordreven fra mit Yndlingsopholdssted, thi deroppe blir nu alle Køiklæderne rengjorte.

I Nat döde Professorens lille Søn, ogsaa denne spæde Blomst udkastedes i Havet. Atter et Bytte for de yderst slette Sundhedsforhold ombord! Orgelbyggerens Enke er den personificerede Sorg. Hun sad i Dag alene i et Hjørne her paa Dækket og bladede med famlende Hænder i nogle Breve som hun tog ud af en Dagbog. Ak, det var vel Erindringer fra lykkelige og kjærlighedsfulde Dage! Den lille Alfred er borte ligesaa hendes Mand. - deres Hvilested ser vi ikke! Havet har opslugt alt. Sorgen og Mindet, - hvilket Gravmonument! - er alene tilbage. Vi plagedes alle af uudslukkelig Tørst. Styrmanden har noget baiersk Øl, som koster 20 Skilling Flasken. Den daglige Ration Vand er en Flaske pro Persona. Min medbragte Eddik og Rum er gaaet op.

2den November. Vi følger fremdeles Afrika i Miles Afstand. Svalerne derfra besøge os. De er trætte af den lange Flugt og vi have nogle stadigen ombord.

4. November. Skjønnere Maaneskinsnat end den i Gaar, har jeg aldrig seet. Maanen har under disse Breddegrader et lysere og hvidere Skjær end i Norden. Vi havde samlet os paa Kahytsdækket og man sang. Alle Tyskere kunne synge. Det var gemytlich. Jeg var oppe til Midnat, men jeg skal ikke oftere lade mig fortrylle af Maanen saa jeg forsømmer at bedække mit Hode omhyggelig; thi det straffer sig med en stærk Hoved- pine den følgende Dag.

Vi glide fremad, men sagte. Nu er vi 5 Grader fra Equator. En Afvexling i dette ensformige Liv forekom derved, at nogle Damer, som havde faaet at vide at jeg havde kjøbt lybsk Pølse hos Styrmanden, meldte sig til Frokost. Jeg kunde ikke refusere, men maatte rykke ud med Pølse og en Flaske vin.

Den 7. November. I Dag Kl. halv 4 passerede vi Æquator. Jeg var længe oppe igaar Aftes for at sige den nordlige Himmels Stjerner Farvel; men der var ikke mange at se. I Norden stod en drægtig Uveirssky, som af og til belystes af Maanen og tog sig overordentlig prægtig ud. Vinden er saa jævn, og Havets Gang saa rolig i disse Uger, at jeg finder det troligt, hvad Humboldt siger et Steds i sine Reiseberetninger fra Amerika, at man i aaben Baad vil kunne seile fra Portugal til Vestindien.

Farvel altsaa, nordlige Halvkugle af vor Jord! Skal jeg gjense dig, Heimskringlas høie Pande, min Fosterjord? Nu flytte Folkene fra Norden mod Syden og Vesten, de ville der danne sig et nyt Hjem, tildels fordi de er kjede af det gamle. Men om nogen Tid ville de have omskabt det nye i Lighed med det gamle; thi de gamle Vaner følge med, og "der sker intet nyt under Solen" siger Salomon. Da vil Syden og Vesten komme til at lide af de samme Onder, som nu drive Udvandrere fra Norden. Menneskelivet er opfyldt af idelige Gjentagelser, men gaar dog rigtignok også fremad, om end denne Fremgang ligner Munkens, som gjorde en Valfart paa den Maade, at han stedse tog to Skridt frem og et tilbage.

Den 9de November. Kl. 6.30 havde vi en prægtig Aftenrødme paa den vestlige Himmel, som var aldeles illumineret. I Horizonten i Aftenrøden saaes Skymasser lig Ildbjerge og fjerntliggende Land. En Aften som denne har jeg aldrig før seet i Virkeligheden, men vel noget lignende i de Tegninger, som følge Sir John Ross' Beskrivelser over hans Reiser i Polarlandene. Han klædte sig i Pelsværk fra Hoved til Fod, men vi vare langt borte fra hans Snefog, Is og iskolde Vinde.

Den 11. November. Passaten blæser stærkere; vi gjør nu en og en halv Mil i Timen og befinder os under 10 Grader sydlig Bredde, 50 Mil fra Braziliens Kyst. Den sydlige Bredde er pragtfuld. Jeg har læst, at den har færre Stjerner end den nordlige, men det synes mig ikke saa. Syvstjernerne have vi i Nord Øst. Den funkle med en herlig Glands, Sydens Kors staa blinkende i Vesten. Stjernerne her have et meget stærkt Skin og Stjerneskud forekommer hyppigt.

Den 13. November. Vi löber 8 Mil i Vagten eller 2 Mil i Timen. Luften er skyet og Skibet slingrer stærkt. I Nat døde et Barn og i Dag atter et. I alt er 95 af os døde. Søen gik meget høit, og Skibet væltedes fra den ene Side til den anden, hvilket gav Anledning til mange baade pudserlige og fatale Optrin. (...)Kahyttens Tag. Jeg skulde op ad en lang Trappe, det havde regnet, Trappen var glat og jeg havde kun en Haand at holde mig fast med. Idet jeg steg op slingrede Skibet, og jeg tørnede baglængs, dog uden at falde. Lige ved Trappen, lænnet til Kahyttens glatte Væg, og uden noget at støtte sig til, stod en stor, tyk hanoveransk Garver og længere henne en høi, gammel Kone. Da jeg tørnede bagud vilde Garveren hjælpe, men var selv nær kommen ud af Ligevægten og gjorde ufrivillig to dybe Buk. Konen derimod faldt og raabte i det samme: O, min Skulder! min Skulder! Virkelig havde hun brukket sit Skulderben. Hendes Mand vilde uden al god Grund give mig Skylden og foraarsagede mig siden adskillig Fortrædelighed, omenskjønt jeg den hele Tid understöttede ham med Penge og andre Fornødenheder.

I Dag forefaldt et lignende Optrin. En hel Del gamle Kjærringer og Smaabørn havde meget uforstyrret taget Plads paa en Bænk, som staar ganske løs paa Dækket ved Kahytten. Da kom en uhyre Bølge, fossende over Skibet - og da dette straks efter slog om til den anden Side, førtes de ligeledes i alt dette Vand tvers over Dækket til den modsatte Side. Modstand var umulig og deres prisgivne Forfatning fortvilet. Omsider kom Matroserne til og reddede dem, men da var der flere, som havde brukket baade Arme og Ben. Til samme Tid havde en Del Madammer af den "bedre Klasse", samlet sig midtskibs til Kaffesladder. Kopperne var arrangerede. Kaffekanden fremsat, Pladserne indtagne og man skulde just begynde, - da kom den fatale Bølge, - kastede Skibet paa Siden, og Kaffekande, Kopper og Madamer styrtede alle om hinanden. En ung, rask Bygmester fra Berlin havde været Vidne dertil, og kom op og fortalte os det Altsammen.

Den 15 November. Vi har god stærk Vind.

16 Novmbr. I Nat døde Professorens unge Hustru. Liget kastedes øieblikkelig overbord; man er ræd for Smitte.

Den 16 November. Ved Middagstider befandt vi os under () Grader S.B. og 4 Grader V.L. Greenwich. I Dag døbte jeg et sygt Barn, som tilhörer den hanoveranske Slagter.

Den 17 Movember. Vi er 7 Mil fra Kysten. Det er næsten vindstille. En pinlig Tanke er det, at vi endnu i lang Tid kan blive opholdt, saa nær vort Maal.

Den 19 November (Søndag). Vi er 50 Minutter fra San Francisco (Brazilien) O, hvor hjærtelig kjed jeg er af dette skidne Skib og den allerstørste Del af dette Selskab og den hele Reise! Sjæl og Legeme blir mat og træt; man gider ikke en Gang tale, neppe tænke.

Mandags Morgen kl. 5 den 20. November 1854 saa jeg for første Gang Brasiliens Fjelde, ikke høie men fremtrædende i en Taagemasse, dunk- le, røde. O, vi kommer nærmere! Deilige Øer laa nær os, store, skovbevokste Sletter, - Fjelde og høie Tinder, alt bevokset med Skov. Dette er skov og her hæver Palmen sit Hovede høit op over de andre Træer og Vinden leger med dens lange Blade. Fjeldene danner Vinkler i alle Ur- Retninger, og disse Dale ser overordentlig tillokkende ud, men de er ubeboede og kun de vilde rødhudede Mennesker færdes der. Her stiger en fin Tinde frem! - Hvilket fortryllende Punkt! Hav og Land overskues derfra hen i det uendelige Fjerne og over dette den milde, herlige Himmel! Her er evig Sommer og Jorden frembringer her uafladeligen, uden at feile (hvile) sin Rigdom af Frugt. Hvilket Paradis kunde ikke her blive for den fattige Nordboer! - Saadanne Fjeldsituationer, som ovenfor beskrevet, har jeg vel seet i Norge, saadanne Skar med Dale til alle Sider f. Ex. i Leirdal, hvor Fjeldene dog ere noget høiere end her; men denne Vegetation, dette rige Løvdække helt over ser man ikke i Leirdal, ikke i Norge, hvor skjønt end Norge er.

For en sagte Bris glede vi ind i San Franciscos Havn, og Ankeret faldt. Tirsdags Nat sov jeg paa Dækket og vaagnede ved en deilig Solopgang under Musik af Sangfuglene fra det nærliggende Land. I denne Koncert udmærkede sig især en Fløitonist, som havde sin Station i en lysegrøn Hæk, der var ganske oversaaet af gule Blomster. Jeg hørte ham i over en Time gjentage og variere sine deilige Melodier.

(Fortsettes)

Avskrift fra 1997
GÅ PÅ & FOLKET RØST 1918-1919

Åge Skjelborg 2001