| Tilbake |

 

Jonas Wessel Crøger: En Reise til Brasilien og Uruguay
Christiania 1856.

Den 12. september 1854 afgik jeg fra Christiania paa Dampskibet Viken, som skulde til Kiel. Det var første Gang jeg begav mig paa en Udenlandsreise. Jeg havde læst Meget om Sydamerikas deilige Himmel og rige Natur, og jeg havde længe havt Lyst til at se hine Lande, hvor en bestandig Sommer hersker; men der var dog særdeles Meget, som bidrog til at nedstemme den Glæde, jeg ellers billigen kunde have følt, og virkelig var Haabet om at faa fordrevet fra Tankerne en stor Del af hvad jeg havde oplevet, det, som nogetnær mest glædede mig. Dertil kom, at jeg paa Reisen over Skager-Rak var saa frygtelig søsyg og overhovedet saa syg, at jeg ikke ved nogensinde at have befundet mig værre. Dette gik dog over, da vi den følgende Dag fik bedre Veir.

Om Formiddagen den 14. Septbr. gik vi op den deilige Kielerbugt, og ved Middagstider lagde vi til ved Kiel. Nu var Alting tysk, og jeg følte mig temmelig ensom og fremmed, medens jeg paa den store Banegaard maatte vente paa Dampvognenes Afgang. Da Tiden til Banetogets Afgang nærmede sig, strømmede en stor Mængde Mennesker sammen, Mænd og Quinder, som alle havde et for mig fremmed Udseende og Væsen. Endelig kom vi afsted. Jeg saa deilige Marker, store Bygninger, lange Myrstrækninger komme og forsvinde, og, da det blev mørkt, var jeg i Altona, en halv Timestid derefter i Hamburg.

Livet i Hamburg optog meg. Hvad jeg hidtil havde seet af Liv og Rørelse, store Bygninger, prægtige Udstillinger osv. var lidet i Sammenligning med hvad Hamburg har at opvise. Sjelden undlod jeg nogen Dag at vandre omkring ved Jungfernstieg og under de derved beliggende skjønne Kolonnader. Min Vært, en hamburgsk Mægler, førte meg om i Børsen, som sandsynligvis er det mærkværdige Hamburgs mærkværdigste Bygning. I dens Midte er en stor, firkantet Hal (Plads kunne den kaldes) med Gallerier rundtom og Vinduer i Taget. Denne Plads er paa Børsdagene almindeligvis aldeles opfyldt af Negocianter. Staar man en saadan Dag paa Galleriet, saa ser man nedenfor sig tusinde Hoveder, det ene tæt ved det andet; og gjennem alle disse Hoveder gaar en og samme Tanke, det er Tanken om Penge. Det er Pengenes Almagt, som her bringer alle Hoveder under en Hat, eller en Tanke i alle Hoveder; men det er dog meget langt fra, at alle disse Hoveder er enige. Naar jeg gik igjennem Børsens Gemakker, frapperedes jeg ved at høre en Lyd som af idelige Pistolskud. Det var Gjenlyden af det Smeld, som Dørene gave, naar de lukkedes. Endskjønt jeg ingenlunde forødte, bragte jeg dog snart i Erfaring, at en preusisk Daler er En af de udrøieste Ting i Hamburg.

Da jeg havde besluttet at anskaffe mig et Stykke Land i Sydamerika og nedsætte mig som Landmand, gjorde jeg Indkjøb af allehaande Husholdningssager og Værktøi for min nye Stilling, og, da just i de Dage et Skib laa færdigt til at afgaa med Emigranter til Colonien Joinville i Provindsen Santa Catharina i Syd-Brasilien: saa betalte jeg min Fragt som Mellemdækspassager med 75 preussiske Dalere (50 norske Species), og gik, ganske vel forsynet med hvad jeg behøvede til mit nye Etablissement, den 29. September ombord paa Emigrantskibet, der bar Navnet Florentin, var hyret af Handelshuset Chr. Matth. Schreuder & Co., og blev ført af en Kapitain ved Navn Wichmann.

Skibet havde henved halvtredie Hundrede Passagerer ombord, dels fra Schweitz, dels fra Hanover, især Harzboere, dels fra Sachsen, Preussen og andre Egne af Tyskland; det var 132 Com.=Læst. drægtig og overfyldt med Gods. Paa begge Sider af det hele Mellemdæk var anbragt to Rader Køier, hver Køie for fire Personer. Disse Køier vare ikke adskilte fra hverandre uden ved et 1/2 Alen bredt Bord, som skulde forhindre, at man ikke tørnede af den ene Køie i den anden. Forresten stod man i den allernøieste Forbindelse med hinanden hvad Lugt, Syn, Hørelse og tildels også Følelse angik.

Den hamburgske Colonisationsforenings Agent, Hr. Vilh. Hühn, en honnet ung Mand, til hvem jeg havde et Recommendationsbrev fra en Bekjent i Christiania, havde lovet at gjøre sig Umage for at forskaffe mig en god Plads; men det blev ham en Umulighed; thi da der blandt Passagererne vare mange Familier, som vare beslægtede og bekjendte med hinanden og derfor sluttede sig sammen, jeg derimod var den eneste Norske ombord: saa optoge disse hele bagerste Halvdel af Skibsrummet, og jeg tilligemed en preussisk Tjener, en sachsisk Mekanikus, som forøvrigt var en flittig Person, en hanoveransk Slagter og hans Kone fik vort Rum i Forenden af Skibet, hvor der var hverken tilstrækkeligt Lys eller frisk Luft. Da jeg ikke kunde bequemme mig til at benytte denne Køie, sov jeg de første Nætter paa Dækket.

Jeg kom temmelig tidligt ombord, og havde saaledes Anledning til at iagttage de øvrige Passagerer, efterhaanden som de ankom. Da Schweitzerne indtraf, betragtede jeg med Nysgjerrighed disse Bjergboere, Landsmænd af Tell, Stauffacher og Fürst; men mine Forventninger skuffedes. I Klædedragt havde de nogen Lighed med vore Valderser og Tinddøler, men forresten saa de ikke synderlig godt ud. Der var Intet ved dem, som antydede Fædrenes Kraft og Mod. Overhovedet forekom den hele Passagervrimmel mig strax noget grumset, lig Elbens mudrede Vand, som man bød os til Drikke med den Forsikring, at det dog var meget bedre, end det Vand, man havde ombord.

Den 1. October bugserede et Dampskib os ud af Hamburgs Havn, og nu begyndte vort Skibsliv. Jeg fandt strax Omgangstonen blandt disse Tyskere meget forskjellig fra mine Landsmænds. Man sang, lo og fjasede. Vi havde og mange Slags Folk ombord: En Chemiker, der gav sig ud for Professor, og som havde havt en Opdragelsesanstalt ved Halle, men hvis øverste Etage skal have været i temmelig Uorden; han var gift med en sydamerikansk Mulatinde og havde en liden Søn med sig; En Doctor medicinæ fra Sachsen med Kone og mange Børn, som paastod at nedstamme fra den berømte Psalmedigter Gerhard; en forhenværende Borgmester i Glogau, som havde deltaget i de politiske Uroligheder, og nu flyttede med sin vivace Kone til Brasilien; to Kjøbmænd med en Mængde Børn;

En Mængde Haandværkere af alle Slags, deriblandt sandsynligvis virkelige Spitzbube, og flere Personer, om hvem man sagde, at de manglede gyldige Legimitationer fra deres Hjemstavn. Strax efterat jeg var kommen ombord, stjal man tre af mine Madkopper, saa jeg paa den hele Reise kun havde to, og siden stjal man efterhaanden flere af mine Ting, saa jeg altid maatte gjemme under Laas hvad jeg ikke kunde bære paa mig. Endelig vil jeg og nævne en sleswieg=holsteinsk Student.

Denne Mand havde et særdeles tiltalende Physiognomi, og blev mig en sand Glæde paa Grund af den Opmærksomhed han viste mig. Han havde været ansat i Toldfaget; men, da han engang forsømte at tage Hatten af for en dansk Officier, og dertil formodentlig nærede schleswig=holsteinske Sympathier, blev han afsat, og maatte nu søge den uvisse Lykke i det fjerne Sydamerika. Jeg fik ved ham en Forestilling om den Tilstand, hvori et overvundet og kuet Folk befinder sig. Da jeg flere Gange havde haft Anledning til at høre Melodien til den schleswieg-holsteinske Slagsang: "Schleswig-Holstein meerumschlungen", og fandt denne Melodi ganske udmærket smuk, og skikket for en Krigssang; thi naar man hører den, maa man tænke paa fremrykkende Batallioner: saa bad jeg ham engang citere denne Sang. Dette gjorde han også, men ikke uden Ængstelse og tilsidst synligen bevæget. Han saa sig først om, endskjønt han dog her ombord kunde være sikker for Angivere og uden Fare, og derefter fremsagde han Ordene med sagte Stemme. Han sang den aldrig.

Den Søndag, paa hvilken vi forlode Hamburg, har i Norge Evangeliet om Enkens Søn af Nain. Vi forudsaa dengang ikke, at der iblandt os skulde blive mange Enker, som maatte begræde Tabet af deres Børn. Under Udseilingen af Elben kom vi paa Grund, og maatte blive staaende, indtil Floden kom. Et slemt Omen! Da vi endelig kom til Kuxhafen, opholdtes vi der af Modvind den hele Uge. Disse Dage vare de rædsomste jeg hidtil havde oplevet: vi havde Colera ombord! Hver Dag og Nat døde Nogen iblandt os, og Ingen kunde vide sig sikker paa sit Liv til næste Dag. Veiret var rasende med Storm og Regn, og ude paa Havet vare Mange i Havsnød; thi hyppigen seilede Dødsskibe forbi os. Det er smaae Skibe, lig Dukkeskibe; de have sorte og røde Vimpler, og sættes ud, naar man er i Havsnød. Synet af dem var gruopvækkende. Stormen drev dem hurtigen forbi os; de vare stumme Sendebud, som bragte Budskab om de skrækkeligste Farer og den forfærdeligste Angest, hvori Mennesker kunne komme. Veiret var saa voldsomt, at en Skude, som skulde seile os forbi, ikke kunde styres. Den stødte med sit Bugspryd mod vort Skib, knuste det, drev tilbage, og var kun med yderste Nød afholdt fra nok et Sammenstød. Medens Elementerne rasede, skrege de Syge og Døende i Mellemdækket, derhos bandede og trættede man, saa at Larmen, Stanken og Mudderet dernede ikke var til at udholde.

Allerede den 3. October, da vi saa, hvor det vilde bære hen, blev af den forhenværende Borgermester opsat en Skrivelse til DHrr. Schreuder & Co. i Hamburg, hvilken blev underskrevet af mig og mange Andre, og som gik ud paa, "at Reisen ikke skulde fortsættes, førend alle Syge vare tagne ud af Skibet og de fornødne Forholdsregler trufne imod Sygdommen, hvilken Doctor Gerhard erklærede at være epidemisk og nærmende sig til Kolera". Denne Skrivelse blev leveret Capitainen til Besørgelse; thi vi havde ingen anden Vei at sende det.

En Nat (den 5. Octobr.) blev Skriget af en døende Kone saa rædsomt, at jeg maatte forlade det usle Leie, jeg havde beredet mig paa nogle Kister i Mellemdækket, og gaa op, for at undgaa at høre denne Jammer. Men hun skreg saaledes, at man kunde høre hende ogsaa paa Dækket. Jeg traf Capitainen, og spurgte ham: "Hører de disse Skrig?" Han svarede: "Ja, jeg hører dem". "Har De afsendt Brevet til Schreuder & Co.?" "Nei." "De maa afsende det". "Ja, imorgen". Nu lagde jeg det paa hans Samvittighed at søge Hjælp, medens den endnu var at erholde, gjorde ham opmærksom paa, at han var ansvarlig for vores Alles Liv, og besvor han ved hans Samvittighed, ved Gud og Mennesker at gjøre hvad der stod i hans Magt for at redde os i denne skrækkelige Tilstand. Men han blev vred og gik fra mig.

Kort derefter kom Borgermesteren. (De viste sig som Spøgelser i Natten.) Jeg talede ogsaa med ham om vor Tilstand, og han lovede med Haand og Mund, at Brevet til Schr. skulde blive afsendt næste Dag. Morgendagen kom, men intet Brev blev afsendt. Da jeg nu saa, at det var Capitainens Villie at holde os fast i den Tilstand, hvori vi vare, og at gaa til Søs med et bepestet Skib, og, da jeg hørte de mest fortvivlede Ytringer blandt Passagererne, f. Ex. at springe overbord og svømme iland, hvilket vist ikke Mange vilde have kunnet udføre, og, da jeg selv led af Mavesmerter, Symptomer for den Sygdom, som herjede iblandt os: saa forlangte jeg af Capitainen i mange Personers Paahør at blive sat iland, idet jeg erklærede, at jeg ikke vilde reise længere, og at jeg, om saa skulde være, vilde give Slip paa de Penge, som jeg havde betalt for Passagen, naar jeg kun maatte blive fritagen for at følge med under disse Omstændigheder.

Over dette Forlangende blev Kapitainen i høi Grad forbitret, erklærede, at han aldeles ikke vilde tillade mig at komme iland, at Sygdommen slet ikke var smitsom, ja, at han gjerne vilde tage sin Køie i Mellemdækket blandt de Syge. Men da jeg dertil svarede: "Gjør det!" blev han endnu mere opbragt, og raabte: "Han siger: Gjør det!" Han erklærede nu, at det kun paalaa ham, at føre dette Skib til San. Francisco, og at han, dersom jeg ikke vilde tie "havde Midler til at bringe mig til Taushed". Under disse Ytringer slog han mig med Heftighed med sin høire Haand paa Brystet og besværede sig endelig ogsaa over den "Tale", som han sagde jeg igaar havde holdt for ham.

Denne Scene var offentlig; men ikke En af de ellers høirøstede, sqadronerende Tyskere oplukkede sin Mund. Jeg saa, at jeg stod alene, og jeg kunde ikke et Øieblik tvivle om, at Capitainen vilde bruge Vold mod mig, dersom jeg trængte mere ind paa ham. Jeg gjentog derfor saa høit, at Enhver kunde høre det, min Fordring, at blive sat iland, hvilket jeg ogsaa gjorde den følgende Dag i Lodsens Paahør, da der var kommen en Baad fra Kuxhafen til Skibet, med hvilket jeg kunde afgaa; men Kapt. svarede: "Jeg har jo sagt, at jeg tilsteder det ikke!"

- Dette var den samme Mand, der som Styrmand førte dette Skib, Florentin, paa dets forrige Reise til San. Francisco, paa hvilken Reise 34 Personer døde. Fra nu af blev mit Ophold ombord overmaade uhyggeligt. Disse ubesindige Mennesker foragtede jeg og Capitainen endnu mere. Han havde jo undsagt mig, og jeg maatte anse ham for en ryggesløs Skurk. Min Stilling fordrede, at jeg iagttog den største Forsigtighed; men det er let at indse, at ingen Opførsel, hvor ulastelig den end kan være, kunde vinde Yndest blandt slige Mennesker. Vil man ikke tude med Ulvene, saa vilde de rive En ihjel. De vare ofte i høi Grad uartige imod mig uden mindste Anledning fra min Side; de hyklede med Kapitainen, og medens de Døende hylte nedenunder, dansede, sang og fjasede man paa Dækket *)

*) Jeg havde i Norge baade været Vidne til og maattet døie megen Vilkaarlighed, men hvad nu var passeret overgik rigtignok det, jeg hidtil havde erfaret. Mer end halvtredie Hundrede Mennesker betro deres Liv til en Mands Omsorg, og denne Mand viser sig at være en saa samvittighedsløs Person, at Menneskers Liv og Menneskers Lidelser ikke formaa at bevæge ham, døv imod Døendes Skrig og Forladtes Jammer og Klager, døv imod de billigste og rimeligste Fordringer, en Lovovertræder og en Krænker af fri Mands Rettigheder, færdig til at sætte Vold imod Ret og Trods imod Grunde.

Vi laa otte Dage ved Kuxhafen. Hvad havde været lettere end at telegrafere til Hamburg og indhente Forholdsregler? Vi udfærdigede en Skrivelse til Rederiet for at faa Hjælp, og denne Skrivelse undertrykkes; fri Mand forlanger at sættes i Land, og han bliver truet med Vold og holdt tilbage; og endelig løber denne forvorpne Skibsfører i Søen med et forpestet Skib, uden at bekymre sig om Sandsynligheden for, at Alle ombord vilde blive Dødens Bytte eller at Sygdommen vilde blive udført til fremmede Lande. Man maa forundres over et saadant Menneskes Samvittighedsløshed; men hvad skal man sige, naar man hører, at en saadan Fremgangsmaade har vundet Medhold hos Hamburgs høieste Øvrighed? Da jeg var kommen over til Amerika, sendte jeg nemlig en Klage over Kapt. Wichmann til vor Generalconsul i Rio de Janeiro.

Et Par Maaneder derefter kom jeg selv til Rio og blev da underrettet om, at Klagen var tilsendt den hamburgske Consul der paa Stedet. Det var dengang den østerrigske Consul Smith, som bestyrede det hamburgske Consulat. Jeg gik til Smith. Denne vilde affærdige mig med Grovheder, men jeg lod mig ikke imponere, saa at han tilsidst maatte love at sende min Klage til det hamburgske Senat.

Et Aar derefter kom jeg tilbage til Hamburg. Nu talte jeg med Christen Matth. Schreuder; men han vidste Intet om det Brev, som vi havde tilskrevet ham fra Kuxhafen, heller ikke om min Klage; den var ikke bleven fremsendt. Han anstillede sig temmelig uvidende om det Hele, og vilde skyde Skylden paa Skibets Eier. Saa gik jeg til den norsk-svenske Generalconsul i Hamburg; men han vilde ikke have med den Sag at gøre, og, da jeg ytrede min Forundring derover, svarede han: "Vil De anklage mig, saa kan De saa gjøre." Nu gik jeg til Hamburgs Syndikus eller Udenrigsminister. Denne høie Herre havde altfor meget at bestille til at tage sig af mine Affærer, og en Sagfører, som jeg consulerede, raadede mig til at afstaa fra alle Forsøg paa at drage Vedkommende til Ansvar, fordi jeg her havde med Overmagt at gjøre.

Men Modstand ægger. Jeg gik op til Hamburgs Politimester, hvem jeg leverede en Gjenpart af Klagen. Denne Mand var meget artig, lod Klagen, som var skreven paa Norsk, strax oversætte, og førte mig derpaa til Politipræsidenten. Disse Herrer forundrede sig over Kapt. Wichmanns Adfærd, og mente, at Chr. Matth. Schreuder og Co. ikke vilde seet surt dertil, om han i Kuzhafen, havde ladet nok saa mange Passagerer forlade Skibet, og der blev nu lovet, at Sagen skulde blive undersøgt, saasnart bemeldte Wichmann ankom til Hamburg fra en Reise til Vestindien.

Under mit Ophold i Danmark i Vinter corresponderede jeg med Politipræsidenten, som viste Sagen til Deputationen for Udvandringsvæsnet i Hamburg, hvis Præsident er en Senator. Denne Deputation havde kaldt Wichmann for sig. Under det anstillede Forhør, havde Wichmann forsvaret sig dels med Benægtelse, dels med Løgne. Han havde saaledes f. Ex. sagt, at jeg havde takket ham, fordi han havde forhindret mig fra den "Ubesindighed" at forlade Skibet i Kuxhafen, og iøvrigt tog Deputationen hans Parti, idet den f. Ex. erklærede, at der ingen Lov gives i Hamburg, som forbyder at tilbageholde (eller tilintetgjøre) Andres Breve, der ere blevne En betroede til Besørgelse, og at der heller ikke i Hamburg er nogen Lov, som forbyder en Skibs-Capitain, der skal føre Emigranter over Havet, at løbe ud, omendskjønt Pesten raser blandt Passagererne. Jeg har senere underrettet Politipræsidenten om alt Dette, og saaledes staar den Sag endnu. Der forekommer mig at være udbredt over den hele Jord ligesom Ret af uretfærdige Menneskers Hænder, som holde fast i hinanden, opretholde hinanden, og nedtrykke alle dem, der ere dem til Hinder. Naar dette Næt er bleven knyttet saa lagt og udbredt saa vidt, at det har opnaaet sit Culminationspunct, saa udsender Verdensstyreren skarpe Sværd, som hugger Knuderne over.

Men jeg havde endnu intet Bekjendtskab til Menneskene derude i den vide Verden, hvor man sætter Vold mod Vold. En fransk Adelsmand fra Genf, hvis Bekjendtskab jeg siden gjorde, og som havde nedsat sig i Brasilien, ytrede, da jeg fortalte ham denne Tildragelse, at han, i mit Sted, vilde have truet Skipperen paa Livet, for at tvinge ham til at sætte mig i Land. Han fortalte (og jeg har ingen Grund til at drage Sandheden i hans Beretning i Tvivl), at han for nogle Aar siden havde ladet et Skib i Rio for dermed at afgaa til Kalifornien. Til Skibsfører havde han faaet en ukyndig, trodsig og voldsom Person. Da de skulde omseile Amerikas Sydspidse, indtraf rasende Veir med Snefog og Storm, saa de i meget lang Tid bleve opholdte i hint haarde Farvand. Nu mærkede Franskmanden, at Skipperen holdt urigtigt Bestik, og at man stod i Fare for at løbe mod Land. Da Forestillinger intet vilde hjelpe, gik han frem for ham med to ladte Pistoler i Haanden og befalede ham at styre en anden Kurs. Men Skipperen vilde ikke. Da satte Franskmanden ham 10 Minutters Betænkningstid. Imidlertid iagttoge de hinanden vis à vis. De 10 Minutter gik, og Franskmanden vilde just jage Skipperen en Kugle gjennem Hovedet, da denne gav Ordre til Vending. Det viste sig strax efter, at dersom man havde tøvet endnu 10 Minutter, vilde Skibet være løbet paa Land, og efter al Sandsynlighed Alle være omkomne.

Da de ankom til Callao, blev Skipperen afsat og straffet. De Skippere, som fare paa hine Vande, er ofte ganske frygtelige Personer og de største Despoter. Derfor forefalde også ofte blodige Optrin ombord, og en enslig Reisende, maa stedse være paa sin Post og iagttage den største Forsigtighed; thi vil Skipperen noget Ondt, saa har han aldrig Mangel paa Haandlangere, og Havet er dybt og den Døde tier.

8. October kom Vinden fra Norden. Vi løb ud i Nordsøen. Veiret var særdeles skjønt. Vi passerede Helgoland. Den stod der for mine Øyne i den skjønneste Belysning, denne mærkværdige Ø af rødt Fjeld, formet i en Firkant, med høie Portaler og Pillarer paa Siderne: et prægtig Syn, der med stor Styrke vakte min Tanke for Europa, som jeg nu forlod og maaske ikke mere skulde gjense. Europa skylder jeg hvad jeg er og ved. Europa er Historiens, Mindernes, Videnskabernes Hjem. Der, hvor jeg gaar hen, tænkte jeg, er vild Natur, der skal Alt først udarbeides og med Møie tæmmes og uddannes fra sin vilde Tilstand. Er jeg og for min Del et saadant Arbeide voxen? Jeg tror, at dersom jeg dengang kunde have forladt Skibet, var jeg gaaet til Italien eller Frankrige.

Den 10. October vare vi nær Themsens Udløb. Havet gik en rolig Gang, Vinden var god og Veiret skjønt. Mange Seilere og Dampere vare at se fjern og nær i det stærkt besøgte Farvand, og et stort, prægtigt Seilskib for fulde Seil (hvilket jo saavelsom en vælig Hest og en høifrugtsommelig Kone ansees for Verdens skjønneste Syn) fulgte os i flere Timer i snorret Linie. Jeg havde nu overvundet Søsygen; men i Mellemdækket kunde jeg ikke opholde mig; thi der førte man et rent afskyeligt og liderlig Hus. Børneskrig, Urenlighed, grove Ord, Skjenden og Banden fra Harz og Schweiz! Jeg laa ingen Nat i Køien, men paa et halvrundt Kistelaag lige under Nedgangen til Mellemdækket. Det var haardt og ubeqvemt; men jeg havde dog der frisk Luft. Sygdommen vedblev hos os, og 11. October  vare 14 Døde.

Den 12. October befandt vi os i Kanalen, og kunde se baade Englands og Frankrigs Kyster. Dovers Kridtklipper toge sig godt ud, og jeg betragtede med stor Interesse disse Egne, som Digtere og Begivenheder have gjort saa berømte. Paa en lang Strækning vare vi kun halvanden Mil fra England. Vi kunde se Byer og Herregaarde, men Landet selv, der ikke er høit mod Kysten, men høiner sig indadtil, saa ikke synderlig smukt ud, det var ikke grønt men graat. Om Natten kunde vi se Gasbelysningen i Byerne, og store Seilere med Lanternen paa Mast fore os i Mørket forbi. Det var tydelig at bemærke, at vi befandt os i et Hovedstrøg for Liv og Rørelse. Frankrig syntes mig videre og fladere end England; men, da vi holdt længere derfra, kunde jeg Intet især mærkeligt der blive var. Det havde imidlertid sin store Interesse at passere et Farvand af saadan udmærket Betydning, som dette. Historien følger med og minder om mange af de største Begivenheder i Menneskelivet, som her have fundet Sted, og selv vort Norges Sønner have her ridset uudslettelige Runer paa Sagas Tavler.

I Døgnet den 14. October seilede vi 50 Mile. Dagen hengik med Søvn. Læsning og Beskuelse af Englands Kyster, men jeg maatte ideligen spørge mig selv: Er dette det grønne England? Dog "nu var det Høst og svulmende hæved sig Havets Bryst". Det var tydeligt at mærke; thi ved Midnatstider til 15. Octbr. passerede vi Cap Lizard, og befandt os altsaa i Oceanet, der vuggede os paa sine uhyre Bølger. Dette var et interessant Moment, og ved at betænke, at vi nu havde for os hin umaadelige Vandmasse, som adskiller de to Verdensdele, og at vi nu skulde svæve hen over denne mer end tusinde Mile uden sikrere Hjem og Tilholdssted end det Fartøi, som bar os, bevægedes Sindet af Frygt og Haab. Europa skulde vi herefter ikke mere faa at se. En tyk, schatteret Taagemasse begrændsede Horisonten, saa at det saa ud, som om vi havde høit Land og Fjeld omkring os; men disse Fjelde forsvinde for et Vindpust.

Den 16. Octbr., Søndag, havde vi 19 Døde. Om Søndagene læste En af disse Kjøbmænd en Prædiken eller hvad det var, og en Anden af dem var Klokker. Mig havde man ingen Anmodning gjort om at prædike, og jeg havde og liden Lyst til at prædike for disse Mennesker.

Den 18. og 19. Octbr. befandt vi oss vestenfor det Biskaiske Hav. Storm, Regn og Død rasede hos os i disse frygtelige Dage. Skibet laa næsten ganske paa Siden, og Vandet strømmede ned i Mellemdækket som en Fos. Kufferter og Kister kastedes om hverandre, og der hørtes kun Brag, Forbandelser, Skrig og Hylen. Oppe paa Dækket kunde man ikke være, fordi Søen overskyldede det, og Skibet væltede fra den ene Side til den Anden. Matroserne løb skrigende frem og tilbage, Skibet knagede i alle sine Fuger, Skibsklokken lød af sig selv, dens Klempten lignede Dødsklokkens Lyd, og Havet taarnede sine Bølger langt høiere end vore Master naaede, og fòr skummende som en Fos rundt omkring Skibet. I dette Oprør døde Flertallet iblandt os. Hvad kan være rædsommere end en saadan Stilling paa det vilde Hav? - Et Skib fra Hamburg med Emigranter til Nordamerika gik os ganske nær forbi, og saa omkastet til Siden, at man næsten kunde se dets Kjøl.

Den 20. Octbr. ved Middagstider vare vi paa Høiden af Lissabon. Vinden var god og Søgangen ikke saa stærkt som før.

Den 21. Octbr. om Eftermiddagen havde vi seilet Europa forbi og befandt os nu vest for Afrika. O, det er en Jammer, at Europas Folk, der dog ere i Besiddelse af alt det, som kan gjøre Livet behageligt, og som kan forædle det, skulde sønderrive hinanden, og midt i Besiddelsen af alt det, hvorfor man i Livet kjæmper, bekjæmpe og forfølge hinanden, saa at Mange med Bitterhed i Hjertet fly til Urskovene i det Fjerne Amerika, for langt borte fra al Civilisation at søge Fred og Tilfredshed.

Søndagen den 22. Octbr. var en deilig Dag, hvis Morgen jeg aldrig vil kunne glemme. Havet var mørkeblaat, og en frisk Nordenvind satte Bølgerne i Skum. Solen var afrikansk hed; det regnede lidt, ikke som i Norden i Draaber, men i fine Fnug. Solen stod i Østen i et af mig aldrig før seet Lys og Varme, i Sandhed den stod i sit Solrige. Horizonten var begrænset af blaae Skyer med mange Farvenuancer, og i vesten stod en prægtig, fuld og bred Regnbue. Temperaturen blev nu saa varm, at jeg maatte aflægge mine uldne Underklæder, og Dags=Lyset var klarere og stærkere, end jeg hidtil havde bemærket det.

Denne Dags Morgen Kl. 7 vare vi 18 Mile n.v. for Madeira. Heden i Mellemdækket var forfærdelig: Alle der badedes i Sved. Man fandt paa at ansætte en Nattevagt dernede, og, da en Velynder hviskede mig i Øret, at denne Vagt sikkert ikke vilde tillade mig at sove paa Kisterne, hvilket jeg hidtil havde gjort, erklærede jeg Doctoren, at dersom man vilde tvinge mig til at ligge i Køien, vilde det være det samme som at tage Livet af mig. Doctoren udvirkede da hos Capitainen, at en Køie blev indrømmet mig bag Kahytten, hvor jeg kunde ligge afklædt i Lagen.

Dette var en stor Forbedring i min Stilling, og jeg ved virkelig heller ikke, hvorledes jeg skulde kunnet holde det længere ud paa den forrige Vis. Jeg var bleven saa mager og afpillet som en Benrad. Dog dette kunde være sundt; jeg mærkede herefter Intet til Gigt og Rheumatisme, som før plagede mig. Man tager heller ikke Skade paa Sjelen ved at gjøre Bekjendtskab med saadanne Gjenvordigheder, som jeg havde lidt, og med slige Mennesker, som jeg var udsat for at omgaas, naar man optager Alt dette paa en rigtig Maade; thi Tanken vendes oftere til Den, som styrer Alt, og hvis evige, vise og retfærdige Love dog maa raade, om end Menneskes Fremfærd synes at ville sno Tingene paa en anden Kant, og Opmærksomheden paa en selv bliver ved Omgangen vakt, saa man baade bedre iagttager sig Selv og lærer sig Selv bedre at kjende.

Den 23. Octbr. passerede vi En af de Kanariske Øer. Jeg sad paa Taget af det Skur, som midtskibs var bygget over Storbaaden; da raabte en Matros, som ogsaa sad der: "Der er Land!" og pegede paa en dunkel Masse, som viste sig i Østen. Denne Masse flyttede sig ikke, og tilkjendegav sig derved som Land. Dette var Øen Palma. Da vi vare den nærmest, viste den sig som høit Klippeland, mørkegraat Fjeld, riflet paa Siderne og tagget i Horizonten. Kort efter fik vi og den bekjendte Ø Ferro i Sigte. Dette var første Gang vi saa Land, efterat vi havde forladt Englands Kyster. Under andre Omstændigheder vilde et saadant Syn intet Besynderligt have haft ved sig. Jeg har i Norge seet mange Øer af lignende Udseende; men nu tiltrak det sig i høi Grad Opmærksomheden. Land var bleven os en Raritet, og for den, som er uerfaren paa Oceanet, er det en Fortrøstning at se Land: det er en gammel Bekjendt, som med Sikkerhed fortæller hvor man er. Desuden maatte man ved dette Land tænke paa den Vegetation, den Vin, de Skove, de Fugle, som her findes. Temperaturen under denne Bredde er paa Søen slet ikke trykkende hed. Skyerne skygge, og den friske Vind, som skummer dette deilige, azurblaa Hav, kjøler. Men naar Solen kommer frem, saa er den da og rigtignok afrikansk hed. Jeg finder denne Luft yderst behagelig og velgjørende: den qvæger og styrker. Det gik nu ret godt fremad med os. Den største Hurtighed hvormed vi hidtil havde seilet, var 10 1/2 engelsk Mil i Timen. Denne Fart er vel ikke særdeles stærk, men vi havde jevn Vind næsten bestandig, og det skjød godt frem i Længden, hvilket ogsaa var meget behageligere end stødvise Storme.

Den 24. Octbr. kom vi inn i Passaten. Denne bestandige Vind, som fremkommer ved Jordens Omdreining om sin Axel og af den koldere Lufts Indstrømmen i den varmere mellem Vendekredsene, gaar ikke stedse lige langt mod Syd eller Nord, men er afhængig af Solens Stilling. Naar Solen staar i den sydlige Tropicus, saa blæser Nordostpassaten nærmere hen til Æqvator; men naar Solen staar i den nordlige Tropicus, blæser Sydostpassaten nærmere hen til Æqvator, endog ud over Linien. Saaledes ophøre Nordostpassaten og Sydostpassaten ikke i lige afstand fra Æqvator. Man har iagttaget at NO. Passaten gaar til 4 (graders) n. B. i de tre første Maaneder af Aaret, og at den siden aftager 1 Grad omtr. for hver Maaned indtil September. I August kommer den ikke længer end til 11te Grad, men tiltager derefter igjen og er i December ved den 5te G. n. Br. Passaten er Hovedvinden i den hede Zone; men her forekomme ogsaa svagere Vinde, især fra SSV, hvilket dog indskrænkes snart til den ene og snart til den anden Side af Linien, alt eftersom Passaten tillader. - Vi førtes med en Hurtighed af en geogr. Mil i Timen.

Den 24. 25. 26. Octbr. Den ene Dag gik nu som den anden. Dagene vare skjønne og Nætterne ligesaa. Det er behageligt at ligge paa en Madrasse i Høiden og lade sig gjennemstrømme af den tropiske Sols velgjørende Varme og Passatens kjølende Pust. Climaet blev nu meget forskjelligt fra Nordens, og Overgangen var mig saa meget mere paafaldende som den var bevirket i en forholdsvis kort Tid. Det blæste temmelig stærkt, men jeg holdt dog meget godt ud i denne Blæst; uagtet jeg var meget tyndklædt. Luften var gjennemtrængt af den tropiske Hede, derfor var der ingen Skarphed i den, og deri er denne Temperatur saa mærkelig forskjellig fra Nordens; thi hvor varm end Sommerdagen er i Norden, bliver Luften dog aldrig ganske fri for en vis Skarphed, som igjen er andet og mere end Kjølighed, og som strax fornemmes, saasnart et Vindpust kommer. Dette deilige, blaae Hav med de skummende Bølger forekom mig ofte som en gammel Bekjendt; men naar jeg saa mig om efter Land, blev jeg var, at jeg befandt mig langt ude paa Atlanterhavet. Havet syntes mig skjønnere end Himmelen, hvis Blaa ikke var saa mørkt og friskt. - O, hvor Menneskelivet ideligen gjentager de samme Phænomener! Denne Reise lignede Israels i Ørkenen. Jeg hørte saa ofte sige: " Wenn wir drüben vären! Wenn wir drüben unsre ersten Nachrichten vom Vaterlande erhalten! Drüben er det forjættede Land. Nu stode vi kun ved Tanken og ved Drømme i Forbindelse med dem vi havde forladt i Fædrelandet. I mine Drømme fremtraadte ofte baade Venner og Fiender histhenne, og havde jeg troet paa Drømme, ville jeg have vist hvordan de levede. Havet kunne være saa mildt som Mjøsen paa en skjøn Sommerdag, og jeg fandt i min Stilling en Paralel i mit Liv.

Jeg erindrer meget godt hvor glad jeg som Barn var, naar jeg en Sommernat laa i Baaden, der paa den største Udflugt jeg den Tid kjente, førte mig og mine Forældre og Sødskende over Nordsøen i Thelemarken til Besøg hos en kjær Familie, som boede ved den anden Ende af Søen. Vi havde ikke Seil, thi Saadant var endnu ikke kjendt i hint Farvand, men en stor Birkebuske tjente som Seil. Vi havde vort Leie paa Birkeløv. Jeg kunde da ligge og se paa Stjernene og høre paa Rorfolkets taktmæssige Aareslag, og tænke paa de Glæder, som forestode, indtil jeg vuggedes i Søvn.

Men Aarene gik, og for mig udvidede Horizonten sig mer og mer. Her paa Verdenshavet: at ligge høit oppe paa Dækket over Redningsbaaden i Skyggen, som seilet giver mod den tropiske Sol, og høre paa de skummende Bølger og Seilenes Brusen i Passaten: det var en anden Vonne, det var ubeskrivelig deiligt.

Den 27. Octbr. passerede vi Krebsens Vendecirkel. Vi vare 50 Mile fra Afrikas Kyst, hvilken vi holdt os saa nær, for at kunne benytte Sydost- passaten, naar vi kom længere mod Syden, og af denne føres over til Brasilien. Denne milde Vind blæste med jævn Styrke, ikke stødvis, men stadigt. Seilene stode bestandigt lige meget udspændte. Det forekom mig ofte som om det ei var Vind, men en Strøm i Luften, der drev os frem. Vi havde endnu bestandigt Syge og Dødsfald, og alle begyndte vi at føle Ulemperne af en lang Søreise: Mangelen paa Motion og ordentlig Kost. Det Spisereglement, som blev os givet i Hamburg, blev ikke overholdt; det salte Kjød og Erterne kunde ingen spise, Ris fik vi ikke og ikke heller Grønsager. Mathed plagede Alle. Man vilde stedse ligge eller sidde, hvilket ikke godt lod sig gjøre i det snevre Rum. Derfor leirede vi os med vore Tepper og Madrasser overalt, hvor vi kunde, paa Dækket.

Den 28. Octbr. Jeg saa idag første Gang flyvende Fiske, først enkelte, siden store Flokke. De hæve sig nogle Fod over Vandet og kunde flyve 40 til 50 Skridt, stedse imod Vinden. Der var smaae og store iblandt dem, alle glimrede sølverhvide. Jeg fik paa denne Reise ikke gjort nøiere Bekjendtskab med dem; men senere hen fangede vi dem paa Dækket og stegte dem. De ere saa fine og velsmagende som nogen Villing (Vitting?) og ligesaa store. Vi saa ogsaa store Sverme af Thunfiske, som boltrede sig om Skibet, sprang høit op over Vandet og bestandig paa Hovedet ned igjen. Disse ere store som svære Lax og smage fortræffeligt. Matroserne harpunerede dem fra Forenden af Skibet. - Om Natten viste Morilden sig udmærket smuk. Den rullede i Kjølvandet lig Kugler saa store som Æbler.

Den 29. Octbr. Iblandt Passagererne var en Mand fra Schweiz af et skummelt Udseende, med et forkert Øie, fræk og uforskammet. Naar Nogle talede sammen, indfandt han sig gjerne og blandede sig i Samtalen, skjønt han godt kunde mærke, at man ikke syntes derom. Jeg hørte ham engang ytre, da man besværede sig over det trykkende Ophold ombord, at det var bedst her; thi man slap for at arbeide. Han havde nu i nogen Tid været syg.

Da jeg imorges havde lagt mig paa Storbaadens Tag for at nyde nogen Hvile, hvilket høiligen kunde tiltrænges, fordi man ingen Rolighed kunde faa om Natten og desuden svedede baade Dag og Nat, blev jeg vækket af Matrosernes raae Stemmer, som raabte: "Plads", og slængte dette Menneskes døde Krop derop. Nogle Minutter derefter kastedes han ud i Havet. Jeg havde hørt ham smagte ved Tanken om de deilige Frugter, som han skulde komme til at smage, naar han var kommen frem. Nu blev han selv et Bytte for Havets Uhyrer. Da jeg saa ham fare i Dybet, bad jeg, at Gud vilde forunde mig at dø i Fred og at have kjærlige Mennesker omkring mig ved min Jordefærd. Jeg hørte ofte den Ytring: "Det er mig ligegyldigt, om mit Legeme, naar jeg er død, bliver kastet i Havet og opædt af Haien". Men jeg kan ikke komme overens med den Tanke. Jeg ønsker, at mit Legeme maa blive overgivet vor Moder, Jorden, for i den at forvandles og fra den udgaa til nyt Liv. Det er, synes mig, den naturlige Orden, og det er den Vei, som vor Frelser selv gik.

I den Køie, hvor jeg ogsaa skulde have ligget, havde man hensat et halvandet Aar gammelt Barn, hvis Fader og Moder vare døde her ombord. Det var saaledes ganske ene og forladt. Den hanoveranske Slagter og hans Kone havde paa Anmodning taget det til sig, men de mishandlede det. I denne mørke Køie sad det arme Barn, som Ingen vilde pleie, inderst i en Krog. Det fugtede om sig, græd ideligen og raabte paa Mama. Mælk havde man naturligvis ikke at give det. Jeg saa Slagteren vilde tvinge det til at spise en tør, haard Skibstvebak, hvilket var det en Umulighed, og naar det græd, slog han det, saa man kunde høre det langt borte. Opbragt over denne umenneskelige Behandling imod et lidet, ulykkeligt Barn, sagde jeg ham en Dag Sandheden. Men nu opstod en anden Slagter, fra Altenburg, tog sin Medbroders Parti, sagde, at Barnet blev godt behandlet, og skjældte mig ud i de groveste Udtryk.

I Førstningen blev jeg noget forbauset over alt dette; men jeg besindede mig snart, idet jeg kom til Erkjendelsen om, at jeg her havde med gediegen Pøbel at gjøre. Kort derefter blev Barnet tagen fra disse Mennesker og sat til andre Folk, som pleiede det bedre. Nu kom det op i Dagen paa Dækket, saa jeg kunde se, hvorledes det saa ud. Det var ingenlunde vakkert, men havde et par store, stærke Øine. Det vilde næsten Intet æde, og kunde sidde ganske roligt flere Timer paa samme Plet, stirrende hen for sig uden at mæle et Ord. Nogle Dage derefter døde det. O Skjæbne, o Menneskeliv! Men hvad bekymrer vel en Capitain Wichmann sig om et lidet Barns navnløse Lidelser!

Den 30. Octbr. Idag døde en Orgelbygger fra Preussen og igaar hans Barn, den lille Alfred, Alles Yndling. Hans unge Kone som engang sagde mig, at hun hellere vilde dø, end miste sin Alfred, har nu mistet meget mer. Den hede Zones Sol er visseligen hed. Mit Hoved led; men jeg var forresten frisk, svedte og drak idelig, var mat, men spiste, saaledes og de andre. Vi havde nu faaet en Tønde at bade os i, hvilket gav Lindring.

Den 1. November. Temperaturen var 24 (grader) R. i Skyggen. Jeg bar igaar mine Køieklæder ud paa Storbaadens Tag, for at lufte dem. Da jeg havde opholdt mig der en kort Stund, og ret frydede mig over den milde Luftning og det deilige Hav, blev jeg opskræmt og fordreven, og det for bestandig, fra dette mit Yndlingssted; thi ifølge paalidelige Efterretninger og anstillede Undersøgelser i Zwischendeck havde Heden gjort Productiviteten blandt de Krybende dernede overordentlig stor, saa at fire Mand maatte foretage en almindelig Renovation. Nu bleve Køieklæderne dernedefra lagte derop. Procul, o procul este...

Inat døde Professorens vakre, lille Søn, og denne spæde Blomst blev udkastet i Havet. Orgelbyggerens unge Kone var nu den personificerede Sorg. Hun sad idag alene i et Hjørne her paa Dækket og bladede med famlende Hænder i nogle Breve, som hun udtog af en Tegnebog. Det var vel Erindringer fra lykkelige og kjærlighedsfulde Dage. Den lille Alfred er borte, og Manden er borte. Deres Hvilested se vi ikke og ønske ei at se det; Havet har opslugt Alt. Sorgen og Mindet - hvilket Gravmonument! - er alene tilbage. Det gjorde mig meget ondt at se denne af Sorgen dybt nedbøiede Qvinde, men hun kom seg igjen. Capt. Wichmann, gift Mand og Fader, tog det paa sig at trøste hende baade for Mand og Barn. Hun reiste med ham tilbage til Europa, og saa havde han jo Leilighed nok til at trøste hende. Vi plagedes af idelig Tørst. Styrmanden havde noget baiersk Øl, som kostede 20 pf. Flasken. Den daglige Ration Vand var 1 Flaske pro. persona. Min medhavte Ædik og Rum var gaaet op.

2. November. Vi holdt fremdeles langs Afrika i 50 Miles Afstand. Svalerne derfra besøgte os. De vare trætte af den lange Flugt, og vi havde nogle stadigen ombord. 4. Novmbr. Skjønnere Maaneskinsnat end den igaar havde jeg aldrig seet. Maanen har under disse Breddegrader et lysere og hvidere Skjær end i Norden. Vi havde leiret os paa Kahytsdækket, og man sang. Alle Tyskere kunne synge, tror jeg. Det var gemüthlich. Jeg var oppe til Midnat; men jeg besluttede ikke oftere at lade mig saaledes fortrylle af Maanen, at jeg maatte forsømme at bedække mit Hoved omhyggelig; thi det straffedes her med en stærk Hovedpine den følgende Dag. - Vi vare 5 Grader fra Æqvator, glede fremad, men sagte.

Den 7. Novmbr. Kl. 3 1/2 Eftermdg. passerede vi Æqvator. Jeg var længe oppe igaaraftes, for at sige den nordlige Himmels Stjerner Farvel; men i Norden stod en prægtig Uveirssky, som af og til belystes af Maanen og tog sig overordentlig skjønt ud. Vinden var saa jævn, og Havets Gang saa rolig i disse Uger, at jeg finder det troligt, hvad Humboldt siger, at man i aaben Baad vil kunne seile fra Portugal til Vestindien. Vi havde altsaa nu sagt Jordens nordlige Halvkugle Farvel. En saadan Skilsmisse stemmer Sindet med høitidligt Alvor og levende men tillige, som alt Uvist, noget ængstelig Forventning om hvad senerehen vil møde. Nyt vilde det blive, men tillige saa fremmed, at man ikke med fuld Fortrøstning kunde imødese det. Nu flytte Folkene fra Norden til Syden og Vesten. De ville der danne sig et nyt Hjem, tildels fordi de ere kjede af det gamle. Men om nogen Tid ville de have omskabt det Nye i Lighed med det Gamle; thi de gamle Vaner følge med, og Menneskene ville altid blive sig selv lige. Desuden har jo selve Salomon sagt, at der sker Intet Nyt under Solen.

Omsider vil da Syden og Vesten komme til at lide af de samme Onder, som dreve Udvandrerne fra Norden og Østen. Menneskelivet er opfyldt med idelige Gjentagelser, men gaar dog vistnok også fremad, om end denne Fremgang ligner Munkens, som gjorde en Valfart paa den Maade, at han stedse steg to Skridt frem og derpaa et tilbage. Eller skule vi antage, at en ny, forbedret, høiere Æra i Menneskeslægtens Liv vil opstaa i Amerika, naar Europas Videnskab og Kunst faar taget denne den nyeste Verdensdel i Besiddelse, og tilgavns faar sat dens umaadelige Skatte i Drift, og Civilisationen faar flyttet ind og taget Hjem i hine herlige Lande? nu, vi ville faa at se: vor Tid er den hurtige Udviklings Tid.

Den 9. Novmbr. En Ulykke blev det os, at Styrmandens baierske Øl gik op, ligesom hans Vin. Endnu havde vi 400 geogr. Mile igjen, og Vandet ombord vaar gaaet i Forraadnelse. Kl. 6 1/2 havde vi en prægtig Aftenrøde paa den vestlige Himmel, som var aldeles illumineret. I Horizonten, i Aftenrøden, laa mørke Skymasser, lig Ildbjerge og fjerntliggende Land. En Aften af dette Slags har jeg aldrig før seet i Virkeligheden, men noget lignende vel i de Tegninger, som følge Sir John Ross' Beskrivelse over hans Reiser i Polarlandene. Han klædte sig i Pelsværk fra Hoved til Fod, men vi vare langt borte fra hans Snefog, Is og iskolde Vinde.

Den 11. Novmbr. Passaten blæste rask, vi gjorde 1 1/2 Mil i Timen og befandt os under 10 (grader) s. V., 50 Mile fra Brasiliens Kyst. Den sydlige Himmel er pragtfuld. Jeg havde læst, at den havde færre Stjerner end den nordlige, men det synes mig ikke saa. Syvstjernen havde vi i NO. Den funklede med en herlig Glands, og det herlige, interessante Stjernebillede, Sydens Kors, stod blinkende i Vesten. Stjernerne havde et meget stærkt Skin, og Stjerneskud forekom særdeles hyppigen.

Den 13. Novmbr. Vi løb 8 Mile i Vagten eller 2 Mile i Timen. Luften var skyet, og Skibet slingrede stærkt. I Nat døde et Barn og idag atter et. Ialt ere 35 iblandt os døde. Søen gik meget høit, og Skibet væltedes fra den ene Side til den anden, hvilket gav Anledning til mange baade pudserlige og fatale Optrin. En del gamle Kjærringer og Smaaunger havde meget uforsigtigen taget Plads paa en Bænk, som stod ganske løs på Dækket ved Kahytten. Da kom en uhyre Bølge, slog ind i Skibet og førte alle disse i en Masse til den ene Side af Skibet, og, da dette strax derpaa slog om, førtes de ligeledes i alt dette Vand tvers over Dækket til den modsatte Side. Modstand var umulig, og deres prisgivne Forfatning fortvivlet. Omsider kom Matroserne til og fik dem fat og frelst, men Adskillige havde faaet stærke Kontusioner. Til samme Tid havde en Del  Madamer af den bedre Klasse forsamlet sig til Kaffesladder i Zwischendeck. Kopperne vare arrangerede, Kaffekanden fremsat, Pladserne indtagne, og man vilde just lange til; - da kom den fatale Bølge, kastede Skibet paa Siden, og Kaffekande, Kopper og Madamer styrtede alle om hinanden. En ung, rask Bygmester fra Berlin havde været Vidne dertil, og kom op og fortalte os det Altsammen.

Den 14. Novmbr. Vi gjorde 9 Mile i Vagten og vare 30 Mile fra Brasiliens Kyst. den 15. Novmbr. Vi havde stærk og god Vind. 16 Novmbr. Middag befandt vi os under 24 (grader) s. B. og 40 (grader) v. L. fra Greenwich. Jeg døbte idag et Barn, som tilhørte den hanoveranske Slagter.

Den 17. Novmbr. Vi vare 7 Mile fra Brasiliens Kyst. Det var næsten Vindstille, og den Tanke, at vi nu, saa nær vort Maal, kunde blive opholdte endnu i lang tid, ængstede os meget. Men er det skrevet i Skjæbnens Bog, (og da maa det være skrevet for længe, længe siden) at vi imorgen skulle sætte Foden paa brasiliansk Jord, saa vil det ske. Saaledes trøstede de hinanden.

Den 19. Novmbr. Søndag. Vi vare 50 Minutter fra San. Francisco. O, hvor hjertelig kjed jeg var af dette Skib og den allerstørste Del af dette Selskab og den hele Reise! Sjel og Legeme var bleven mat og træt, man gad næppe tale længere.

Mandags Morgen kl. 5 den 20. November 1854 saa jeg første Gang Brasiliens Fjelde, ikke høie, fremtrædende i en Taagemasse, dunkle, røde af Morgenskjæret. O, vi kom nærmere! Deilige Øer laa nær os, store, dunkelgrønne Sletter, Fjelde med høie Tinder: Alt bevoxet med Skov. Dette var Urskov, og her hævede Palmen sit Hoved høit op over de andre Træer, og Vinden legede med dens lange Blade. Fjeldene dannede her Vinkler i alle Retninger, og disse Dale saa overordentlig tillokkende ud; men de ere ubeboede, og kun det vilde rødhudede Menneske færdes der. Saadanne Fjeldsituationer har jeg vel seet i Norge, saadanne Skar med Dale til alle Sider f. Ex. i Leirdal, hvor Fjeldene dog ere noget høiere end her; men denne Vegetation, dette rige Løvdække helt over ser man ikke i Leirdal, ikke i Norge, hvor skjønt end Norge er. Se hin Tinde! Hvilket fortryllende Punkt! Hav og Land overkues jo derfra hen i det uendelige Fjerne, og derover den milde, deilige Himmel! Her er evig Sommer, og Jorden frembringer her uafladeligen, uden at hvile, sin Rigdom af Frugt.

For en sagte Bris glede vi ind i San Franciscos Havn, og Ankeret faldt. Tirsdags Nat sov jeg paa Dækket og vaagnede ved en deilig Solopgang under Musik af Sangfuglene fra det nærliggende Land. I denne Concert udmærkede sig især en Fløitonist, som havde sin Station i en lysegrøn Hæk, der var ganske oversaaet af gule Blomster. Jeg hørte ham i over en Time gjentage og variere sine deilige Melodier.

Innskrevet-redigert
Åge Skjelborg 2001