| Tilbake | 
   


 

En Reise fra Norge til Brasilien.
(J. Crøgers Dagbog til en Bekjent i Norge)

The Travel-Diary of Jonas Wessel Crøger written during his adventurous journey from Christiania (Oslo) via Hamburg
to Sct. Catharina in Brazil 1854-1855 Part One

Den 12te September 1854 Kl. 12 Middag gik jeg med Dampskibet Viken fra Christiania. Afskeden fra en mangeaarig Ven og fra Norge, som jeg nu forlod nærved 47 Aar gammel, for at søge mig et Hjem i en fjern Landsdel, havde sat mit Sind i en oprørt Tilstand, der ikke heller kunde lindres ved de lyse Billeder i Fremtiden, som Ungdom ved slige Leiligheder forestiller sig.

Derfor gled Alt paa vor hurtige Fart uden Interesse forbi mig. Ved Kaholmen saa jeg et Glimt af Major Irgens og ønskede at kunne sagt ham Farvel; men Tiden ilede og vi med den. Ved Horten og Valle holdte vi os en kort Stund og Natten fandt os paa Kattegat. Denne Nat var haard: Regnen strømmede ned og Søen slog over Skibet. Jeg har aldrig været saa syg, som i denne Nat. I Dagningen sagtnedes Veiret og jeg fik nogen Hvile.

Om Morgenen den 13de naaede vi Frederikshavn og saa nu Jyllands flade Kyster. Jeg gjorde i Dag Bekjendtskab med en vakker dansk Landmand fra Fyen, et sandt Eksemplar paa en Dansk: livlig og godlidende, kraftig bygget, et regelmæssigt Ansigt med en Ørnenæse, og, skjønt over de 50, frisk Rødme i Kinderne. Dagen gik og Natten fandt os i Beltet. Jeg saa Intet af Nyborg: det var mørkt.

Den 14. September. Kielerbugt er det skjønneste Land, som jeg hittil havde seet. Her er Rigdom og Fedme. Kiel selv er ganske net, men tager sig nok bedst ud ved Indseilingen. Vi ankom Kl. 10 Formiddag og snart var al Bagage læsset paa Vogne og afsted gik det til Bahnenhof. Nu var alt Tysk og det Norske sagt Farvel. Jeg drev lidt omkring for at adspredes Endnu var jeg sammen med en Norsk: Skræddermester Larsen fra Christiania. Kl. 4 blev signaleret og den sammenstuvede Menneskemasse styrtede ind i Vognene.

Det gik nu hurtigt gjennem Holsten, forbi Pløen etc. Fladt, aldeles fladt Land saa langt Øiet naar, frugtbart, men ogsaa store Torvemyrer. Kl. 7 ankom vi til Altona. Efter megen Larm fik jeg mit Tøi og en Droiche og holdt nogle Minutter derefter mit Indtog i Hamburg, mere herremæssigt end jeg kunde ønske for Pungens Skyld.

Den 25de Septbr. flyttede jeg ombord paa Emigrantskibet Florentin, der føres af Skibskaptein Wichmann, en Dansker af Fødsel, hvis Ansigt ingenlunde huer mig. I Mellemdækket er en græsselig Damp og et forfærdelig Mudder. Her er en stor Mængde Børn og tre frugtsommelige Koner. Alle Passagerer ere Tyskere, jeg ene undtagen. Mest interesserede mig Schweizerne. Jeg stod ved Rælingen, da de ankom, og betragtede med Nysgjerrighed disse Tells, Staufachers og Fürsts Landsmænd; men de saa tarvelige ud. De lignede noget vore Bjergboere, ogsaa i Klædedragt, men vare ingenlunde vakre Folk. Nu, jeg vil vel faa Anledning til at lære dem nøiere at kjende.

Den første Nat ombord sov jeg paa Dækket, men ikke just behageligt. Det duggede stærkt og Hundene paa Naboskibene gjorde en forfærdelig Allarm. Disse tyske Men- nesker lader til at være godlidelige Folk, da de artige og venlige imod mig; de synge, passiare og spøge. Mange af dem ere Landmænd, Maskinister, nogle fallerede Kjøbmænd, tror jeg, Haandværkere og største Delen Arbeidsfolk. I Kahytten er en Professor (?) fra Halle, Buchard, en Doctor medicinæ (?) Gerhard fra Sachsen, en forhenværende Borgermester fra Glogau, Dürsel, som for politiske Affærer er bleven afskediget osv. I Alt har Skibet henved 240 Passagerer, hvilket er et altfor stort Antal for saa lidet Rum; dertil den overordentlige Mængde Pakgods.

Den 1ste Oktober. Jeg forsøgte i Nat at sove paa Mellemdækket; men Harzfolket, som have næsten udelukkende den ene Side af Skibsrummet i Besiddelse, sov som veritable Køer og Svin og deres Børn skrege og - - som rene Djævelunger. Luften var hæslig og forpestet, og da Kl. var 11 blev Lampen atter tændt. Jeg reiste mig da op og saa nu tre Mennesker holde en Mand mellem sig. Mandens Kone græd og klagedes han var død. Jeg tog min Madrasse, lagde mig paa Agterdækket og sad der indtil Matroserne, som skulde afskylle Dækket, vækkede mig.

Det er Søndag idag. Evangeliet paa denne Dag for den norske Kirke handler om Enkens Søn af Nein. Kl. 9 Formiddag var Skibet klargjort og en Damper førte os ud fra Hamburg. Ved Glückstadt blev Liget af den døde Mand lagt i en Kiste og transporteret i Land. Besynderlig forekom det mig, at Mange lo og fjasede, medens Liget endnu laa her for Alles Øine.

Den 3die October. Et stort Omen var det maaske, at vort Skib blev sat paa Grund i Udløbet af Elven. Floden førte os igjen af.

Vi laa ved Kuxhafen indtil den 3de October. Dette var en frygtelig Tid. Borgermester Düssel havde allerede den 3de October opsat en Erklæring til Schroeder & Co., som eier dette Skib, at vi ikke ville reise videre, førend Sundhedstilstanden ombord er af Politiet bleven undersøgt og alle Syge satte i Land. Denne Erklæring underskrev jeg og mange Flere; men Skipperen har nægtet at afsende den. Ingen faar Lov til at gaa i Land.

Den 5. October. Vi have nu 6 Døde. I Nat fødte en Kone en Dreng. Veiret er stormende med Regn. I Formiddag droge 3 Dødsskibe forbi vort Fartøi: de vare smaa som Dukkeskibe og havde sorte og røde Flag. Vi kunne ikke faa fat paa dem da Skibsbaaden var surret. Nogen var altsaa i Havsnød; thi saadanne Smaaskibe sette Søfolkene ud, naar de fortvivle en Redning. En liden Slup, som drev saaledes for Vinden, at den ei kunne styres fòr mod vort Skib og knuste sit Bougspryd. I Mellemdækket skriger, bander, trætter og () man. Her er Tyve ombord. Jeg tør ikke lade Noget ligge løst. Her er mange uforskammede og grove Mennesker.

Den 6te October. Denne Nat var den forfærdeligste, som jeg har oplevet. Storm og Regn og nede i Mellemdækket de grueligste Hyl af en døende Kone. Jeg kunde ikke holde ud at høre derpaa, gik derfor op paa Dækket, hvor jeg forblev det meste af Natten. Medens jeg gik der, kom Borgermester Düssel, vi talte om denne skrækkelige Tilstand, og han lovede med Haand og Mund, at den Erklæring, som han havde skrevet og tilligemed mig og mange Flere underskrevet, men som Kapteinen havde nægtet at afsende, skulde imorgen blive afsendte. Kort før sat Kapteinen ogsaa ude paa Dækket. Jeg spurgte ham, om han hørte disse græsselige Skrig fra det døende Menneske. "Ja, jeg hører dem", svarede han. Jeg gjorde ham da opmærksom paa, at han var ansvarlig for vort Liv og lagde det paa hans Samvittighed, at han enten maatte vende tilbage til Hamburg eller afsende vor Erklæring. Dette Sidste lovede han. Medens jeg sad der, fortalte en Matros, som havde Vagt (Kl. 11-12) at paa dette Skibs forrige Reise til Dona Francisco, og hvorpaa denne Kaptein da var Styrmand, døde 33 Passagerer.

Morgenen den 7de October kom, men Erklæringen blev ikke afsendt. Da jeg spurgte Kapteinen om hvormange Passagerer paa hans forrige Reise var døde, svarede han 13, og benægtede aldeles, at de vare 33, hvilket dog Kolonisations= Foreningens trykte Beretninger med megen Beklagelse tilstaa. Han sagde, at han gjerne vilde tage sin Køie og lægge sig i Mellemdækket til Bevis for, at Sygdommen ei var farlig. Jeg opfordrede ham da strax til at gjøre det. Dette tog han meget ilde op, besværede sig over den "Rede", som jeg i Nat havde holdt for ham og blev mer og mer heftig, saa han endog hamrede mig paa Brystet med Haanden. Dette saa og hørte en stor Mængde.

Jeg gjorde ham opmærksom paa, at der i hin Erklæring var indført, at Dr. Gerhard havde erklæret, at Sygdommen var epidemisk og nærmede sig til Kolera. De Angrebne faa det med Hovedpine, Opkastelse, Dierhoe, Krampe, dø om 6 - 12 Timer, og Ligene gabe, ere først brungule siden blaasorte. Jeg har ikke seet dem. Nu forlangte jeg tilsidst af Kapteinen at blive sat i Land, da min Mave var i Uorden og jeg var bestemt paa ikke at reise videre med dette Skib, men følge efter paa et Paketskib, som skulde afgaa fra Hamburg i disse Dage. Jeg erklærede, at jeg ikke vilde se paa de Penge, jeg allerede havde udbetalt, da Livet var mig kjærere end Penge. Men dette mit Forlangende afslog han aldeles, erklærede derimod, at dersom jeg ikke vilde tie, saa havde han Midler til at bringe meg til Taushed. Ikke En af de andre Passagerer oplukkede sin Mund under denne Scene, uagtet de demonstrerede heftigt nok baade før og siden imellem sig indbyrdes. De fallerede Kjøbmænd jattede med Kapteinen, og jeg stod mutters alene og var dertil en Udlænding. Overbord kunde jeg ikke kaste mig. Jeg var saaledes for første Gang i mit Liv en Fange og blev voldeligen mod min udtrykkelige Protest bortført. Døden frygtede jeg just ikke, men denne Falskhed af Kapteinen, denne Feighed af Passagererne, denne græsselige Tilstand blandt det arme Folk i Mellemdækket, denne Forvorpenhed og Gudsforglemmelse: ikke at søge Hjælp, medens den endnu kunde erholdes, men modvilligen friste Herren, vor Gud, dette bevægede mig til at optræde som jeg gjorde. Men Gud kan vende Alt til det Bedste for os.

Jeg har indberettet den hele Affære til det Norsk-Svenske Generalkonsulat i Rio Janeiro, hvorhen Kapteinen kommer paa sin Retur. Han er afgaaet herfra til St. Catharina, hvorhen han paa Grund af nogle Smuglerhistorier, er bleven citeret af den brasilianske Regjering, med den Erklæring, at dersom han ikke med sit Skib inden en bestemt Tid indfinder sig i St. Catharina, saa vil man hente ham med en Krigsdamper!

Den 8de October (Søndag). Omsider kommer vi afsted fra Kuxhafen. Atter havde vi en frygtelig Nat. Igaar bleve to Døde bortførte fra Skibet for at begraves, idag er en Kone død. Hun skreg og hylede i hele Nat, saa jeg umulig kunde sove, men maatte op paa Dækket og bad. Engang blev hendes Skrig saa forfærdeligt, at jeg troede at burde gaa hen til hende og bede for hende. Medens jeg holdt Haanden paa hendes Hoved og anraabte Gud om Hjælp, var hun stille, sad oppe i Sengen, som hun ellers idelig stræbte at komme ud af, og saa paa mig med de døende Øine.

To Timer efter var hun ikke mere i Live. Endog før hun havde udaandet, overvældede Trætheden mig saaledes, at jeg maatte gaa ned og lægge mig paa det usle Leie, jeg havde valgt mig mellem et Par Kister. I Køien kunde jeg ikke længer ligge for Stanks Skyld; I hver Køie laa nemlig 4 Personer sammen. Hernede sov fast Alle uagtet de græsselige Skrig af den Døende og de mange Børn. Denne Kone var den 9de på vor Dødeliste. Disse Tyskere ere nogle underlige Mennesker. De synge og fjase og le, medens Dødens kaarede Offer ligge under dem og hyle. Idag have de synget Psalmer og de to fallerede Kjøbmænd have været Præst og Klokker. Jeg vil ikke optræde som Præst her, dels paa Grund af mit Forhold til Kapteinen, dels fordi jeg ikke taler det tyske Sprog med den nødvendige Færdighed.

I Eftermiddag har man sænket den døde Kone i Bølgerne. Vi have idag passeret Helgoland. Denne Ø tager sig besynderligt ud. Den er en Masse rødt Fjeld, der staar i en Firkant op af Havet. Man synes at se høie Buer og Portaler paa Fjeldets Sider. Den er smuk. Synet af den bragte mig til at tænke paa Livet i Europa, Mindernes Hjem, og jeg tror, at dersom jeg i dette Øyeblik kunde være kommen bort fra Skibet, saa havde jeg reist til Grækenland eller Italien.

Igaar stod, fortaltes mig, en Annonce om mig i Hamburger-Nachrichten. Den maa være indført af Hühn og er feilagtig, thi der skal være sagt, at jeg vil reise tilbage til Norge og føre min Menighed over til Brasilien: ret som om jeg havde en Menighed!

Den 9de Oktober. Vi pløie med god Vind Nordsøen, hvor de norske Vikinger i al deres Raahed og Tapperhed engang huserede. Idag ere atter to Koner døde og kastede i Havet. Denne Udkastelse er for mig en afskyelig Scene. Her ere vist Mange ombord, som mere fortjene denne Skjæbne, end disse Stakler. Her ere onde Mennesker. De synge og fjase og le, og blandt disse udmærker sig et ungt Menneske av vor Bal. Han griber enhver Leilighed for at ærgre mig. Personalet er nemlig indrettet i Spisekompagnier eller Baler, som har en Balmester til Spiseforvalter.

Men her er ogsaa gode Folk, og blandt disse Toldbetjent Stemann fra Husum. Stemann er en rolig, sindig, elskværdig Karakter, der viser meg idelig Opmærksomhed, endskjønt alle andre vige fra mig af Frygt for Kapteinen. Stemann blev under denSlesvig=holstenske Krig afsat, fordi han ikke tog Hatten af for en dansk Officer, som han gik forbi og ikke kjendte. Jeg har læst hans Afskedigelsesdokument, hvori ingen anden Forbrydelse imputeres ham. Det er tungt, naar saadanne Mennesker som han maa forlade deres Fædreland.

Den 10de Oktober. Veiret er skjønt med god Vind. Vi ere ikke langt fra Themsens Udløb. Havet gaar en rolig Gang, og med Søsygen er det hos mig aldeles forbi. Vi see Seilere og Dampere nær og fjærn, og et stort prægtig Seilskib har i flere Timer fulgt os i snerret Linie. Den 11te og 12te Oktober. Atter have vi Døde, i Alt nu 13. Opholdet i Mellemdækket bliver mere og mere utaaleligt. Svineriet voxer over Ørerne og man hører fast Intet andet end Skjænden og Banden fra Harz og Schweiz. Jeg er nu af bedre Helbred end ved Reisens Begyndelse.

Nu er vi i Kanalen. Man taler meget om, at den er slem at komme ud af. Dover er passeret; vi have the bold England paa høire Side og la belle France paa venstre. Englands Kyster ere kun 1 a 1 1/2 Sømil fra os. De se graa ud og ere ikke høie. (Dette er) det grønne England. Indad høiner Landet sig mere og vi kunne se Bygninger. Vi ere saaledes forbi flere Byer, men Ingen het ved deres Navn. I Aften se vi en stærk Belysning fra Land: Det var Gasbelysningen fra en stor By. Seilere føre os ganske nær forbi med Lanternen paa Mast.

Den 13de Oktober. Igaar Nat og til i Aften have vi seilet 50 Mile. Veiret er skjønt men Vinden laber. I Nat døde en Mand ombord. Idag er Veiret stille. Ønsket er Fremgang og god Vind, men der skal Taalmodighed til. I Eftermiddag kastedes den Døde i Havet. Man sang en Psalme dertil, formodentlig for at bøde paa Raaheden fra igaar, da man spottede idet Liget af et Barn blev udkastet.

I Aften var fuld Koncert med to Violiner, en Harmonika og en Fløite. Disse Mennesker ere som Barn, det le det ene Øieblik og græde det andet.

Den 14de Oktober. I Nat Kl. 12 passerede vi Kap Lizard. Af Land kunne vi nu Intet se; men Skibe ere her i Mængde til alle Sider. Nærmest ligger os en Tremaster, som har Soldater ombord. Man kan mærke paa Havets Bevægelse, at vi ere i Oceanet; thi Bølgerne kommer brede og lange som en uhyre Masse og hæve og sænke det store Skib, uagtet Vinden nu er ganske svag. En tyk, schatteret Taagemasse begrændser Horizonten, saa det ser ud som om vi havde høit Land og Fjelde omkring os, men disse Fjelde forsvinde for et Vindpust.

Den 18de Oktbr. Paa det biskaieske Hav. Storm. Regn. Død raser; Skibet ligger høit paa Siden; Vandet strømmer ned i Mellemdækket, alt Pakgodset kastes om hinanden dernede; derfra lyder en forfærdelig Skrigen; oppe løbe Matroserne til alle Sider; den store Skibsklokke kimer af sig selv; den lyder for mine Øren som en Gravklokke. Men under alt dette gaa vi fremad.

Den 19de Oktober. Vi seile langt i Vester for Portugal. Et Skib med Emigranter til Nordamerika gaar os forbi ganske nærved; det kastes saaledes til Siden, at man næsten kan se dets Kjøl. Forfærdeligt, men - ingen Fare! siger man.

Den 20de Oktober. Deiligt Veir og god Vind. Havet ligner Norges Høifjelde, hvis Spidser og Kamme ogsaa om Sommeren ere bedækkede med Sne.

Idag ved Middagstid vare vi paa Høiden af Lisabon. Solen begynder at blive varmere, men vi have ofte Regn, derfor er Luften stedse kjølig. Alle tørste. Atmosfæren i Mellemdækket er kvælende med Damp og Stank og Hede, det er umuligt at beholde Helbreden der under saadanne Omstændigheder, med mindre man er opvoxet i lignende. Jeg har den Nytte af min Plads, som jeg ikke har kunnet faa ombyttet med en anden Passagers Plads i Kahytten, fordi Kapteinen ikke vilde tillade det, at jeg selv har seet og følt den Elendighed, hvori de arme Passagerer sættes, og derfor med Overbevisning kan tale deres Sag saavidt jeg formaar imod de Hamburger=Kjøbmænds uforsvarlige Vindesyge.

Den 21. Oktober. Vinden, som er de Søfarendes Liv, er fremdeles stadig og af bedste Slags. Det gaar rask mod Syden. I Eftermiddag have vi sagt Europa Farvel! Europa. Hvormeget skylder jeg dog ikke Europa! Alt hvad jeg eier af Dannelse. Europa er Videnskabernes, Kunstnernes, Historiens Hjem. Hvem skulde da kunne forlade Europa med Ligegyldighed, for at flytte til Lande, hvor Alt er Nyt, skjønt gammelt som for Aartusinder tilbage; hvor man kun finder Urskov, andre Menneskeracer, Vilde; hvor Kulturen nu søger at danne sig et Hjem og maa begynde fra Roden af? Vi seile nu langs Afrikas Kyster, men se intet Land.

En heldig Forandring er indtruffet i mit Køiearrangement. Man havde nemlig fundet paa at ansætte Nattevagt paa Mellemdækket for Ordens Skyld. Dette gav Anledning til at jeg for Doktoren erklærede, at dersom man vilde tvinge mig til at ligge i Køien, dræbte man mig. Doktoren udvirkede da at jeg fik et Rum at ligge i agterud i Skibet. Jeg sov da for første Gang ombord i Lagen og afklædt.

Den 22de Oktober. (Søndag). En deilig Dag! Havet er mørkeblaat og en herlig Nordenvind sætter Bølgerne i Skum. Hvem formaar at beskrive denne Natur? Solen er afrikansk hed. Det regner af og til lidt. Men Regnen her falder ikke som i Europa i Draaber: Regndraabene ligne fine Fnokker eller Fnug. I Østen stod Solen denne Morgen i et mig aldrig før seet=Lys og Varme: I Sandhed, den staar i sit Solrige! Horizonten er begrændset af blaa Skyer i herlige Schatteringer og i Vesten staa to herlige, store, brede, fulde Regnbuer. Nu er det hedt, og jeg har aflagt mine uldne Underklæder. Dette Sollys er stærkere, end jeg før havde seet det, det blænder.

Kl. 7 i Morges vare vi 18 Mile fra Madeira. Natten er her særdeles skjøn. I Skibets Kjølvand funkler Morilden lig Solbeltet paa Himmelen; den fører Lyskugler med sig saa store som Æbler.

Den 23de Oktober. I Eftermiddag passerede vi Øerne Palmes og den bekjendte Ferro. Dette er første Gang vi saa Land, siden vi forlode Englands Kyster. Disse Øer viste sig først som en tyk Taagemasse, der stadfæstede sig som Land derved, at den ikke forandrede sin Form. Da vi kom nærmere, saa vi høie Fjelde, mørkegraa, ujævne i Horizonten og riflede paa Siderne. Dette Syn vilde under alle Omstændigheder intet Besynderligt have havt ved sig; thi jeg har i Norge seet nok af slige Fjelde; men nu tiltrak det sig i høi Grad Opmærksomheden. Man maatte tænke paa disse Øers Fugle, Skove og Vegetation: en ganske anden end den hidtil sete. Det gaar fort fremad med os. Den største Hurtighed, hvormed vi hidtil have seilet, er 10 1/2 engelske Mile i Timen. Vi seile nu med Passaten, der i Nord for Ækvator blæser fra Nordost, og, ifølge almindelig Beregning, begynder ved Madeira.

Den 24de Oktober. En deilig Dag! O, hvor behageligt at ligge paa en Madrasse i Høiden og lade den tropiske Sols velgjørende Varme og Passatens kjølende Pust gjennemstrømme sig! Jeg finder naturligvis Klimaet meget forskjelligt fra Nordens. Det blæser temmelig stærkt, men jeg holder dog meget godt ud i denne Vind, uagtet jeg er meget tyndklædt. Jeg er vis paa, at jeg saaledes udsat for en saa stærk Blæst en hed Sommerdag i Norden, vilde blive paaført en alvorlig Forkjølelse, men her er det ikke at befrygte. Luften er gjennemtrængt af den tropiske Hede, derfor er ingen Skarphed i den. Dette deilige blaa Hav med de skummende Bølger forekommer mig ofte som en gammel Bekjendt; men naar jeg ser mig om efter Land, bliver jeg mindet om, at jeg er ude paa Æthisperhavet. Havet er her skjønnere end Himmelen; den er dunkel blaa, men dette er friskt mørkeblaat med Skum paa Bølgetoppen.

Den 25de Oktober. Hvor dog Menneskelivet ideligen gjentager de samme Fænomener! Denne Reise ligner Israels i Ørkenen. Idelig hører jeg: "Wenn wir drüben wären! Wenn wir drüben unsre ersten Mahlzeit halten könnten!" "Drüben" er det forjættede Land. Men en Søreise didhen i den bedste Aarstid og paa et ordentligt indrettet Skib er dog ingen slem Sag. Søsygen er aldeles forbi hos alle Passagerer, og Havet er saa skjønt og mildt som Mjøsen kan være paa en skjøn Sommerdag.

Den 26de Oktober. Vi passerede igaar Aftes Krebsens Vendecirkel. Vi ere 50 til 60 Mile fra den afrikanske Kyst, til hvilken vi holde os saa nærfor med  Sydostpassaten at kunne komme over til den brasilianske Kyst. Sygdommen ombord har givet efter; vi have dog endnu nogle Syge. Mathed plager os alle; man vil stedse ligge eller sidde, hvilket ikke godt lader sig gjøre i dette snevre Rum paa Dækket, og nedenunder sveder man, saasnart man kommer der. Derfor leirer man sig ogsaa over det hele Dæk med sine Madrasser og Tæpper.

Som Barn fandt jeg en ubeskrivelig Fornøielse i at tilbringe en Sommernat paa Birkeløv i Baaden, der havde en Løvbuske til Seil, naar vi roede henad Nordsøen i Thelemarken for at besøge Wessel paa Bjørndalen, hvilket paa den Tid var min største Udflugt. Jeg laa da hos mine Søskende og lyttede til Rorfolkets regelmæssige Aareslag, saa paa Stjernerne og tænkte paa de Glæder, som vare i Vente. Vore Forældre var hos os.

Men nu, her paa Verdenshavet, at ligge helt oppe paa Dækket over Redningsbaaden i Skyggen, som Seilene give mod den tropiske Sol og høre paa de skummende Bølger og Seilenes Brusen for Passatvinden og slumre i denne Musik, det er en anden Paralel i mit Livsløb, som ikke er mindre interessant for mig, det er ubeskrivelig deiligt.

Den 28de Oktober. Idag saa jeg for første Gang flyvende Fiske. De fløi i store Flokke, dygtig langt, vare sølverhvide og saa store som en Sild. Skibe sees sjelden; dog have vi nu en Seiler i Øster.

Den 29de Oktbr. Idag have vi to Døde, igaar døde et Barn. Jeg havde i Formiddag lagt mig paa Høiden for som sædvanligt at have en Morgensøvn, som man her saa høiligen tiltrænger, da man ikke faar Ro om Natten og dertil sveder baade Dag og Nat - da jeg blev vækket af Matrosernes raa Stemmer, der raabte "Plads"! og slængte en død Schweizer op. To Timer efter slængtes han i Dybet. Naar man er Vidne til en saadan Scene, kan man nok bevæges til at bede Gud om, at dø i Fred og at have kjærlige Mennesker om sig i Dødsstunden og ved sin Jordefærd. At blive slængt ud i Dybet som en Hund og derefter sønderrives og fortæres af Havets glubske Dyr, er dog en forfærdelig Tanke. Jeg øn- sker, at mit Legeme maa faa hvile i Jordens Skjød og der opløses og imødegaa sin Forvandling. Dette er den naturlige Orden og den Vei, hvor- igjennem vor Frelser selv gik. -

Nu er 28 iblandt os døde. I den Køie, hvor Plads var mig anvist, var et 1 1/2 Aars gammelt Barn, som et Par haardhjertede Folk havde taget til sig, da baade dets Fader og Moder her ere døde. Disse Pleieforældre mishandlede dette arme Barn og sloge det, naar det græd. Mælk havde de ikke at give det. De gave det en haard Biskøit at tygge, men det kunde ikke nyde den, græd og raabte paa Mama. Saaledes laa det i den mørke Køie uden Hjælp. Omsider satte man det til et Par andre Folk, der røgtede det bedre og bragte det undertiden op paa Dækket i Dagens Lys. Da først kunde jeg ret se det. Det havde et uhyggeligt, men klogt Ansigt og store stirrende Øyne. Det sad i Almindelighed ganske stille med Hænderne i hinanden og saa stivt hen for sig. Det døde faa Dage efter. O, Skjæbne!

Den 30de Oktober. Idag døde under forfærdelige Smerter en Orgelbygger, igaar døde hans lille Søn, Alles Yndling. Hans unge Kone lever, prisgivet Sorgen. - Den hede Zones Sol er visseligen hed. Mit Hoved lider, men jeg er forresten karsk; sveder og drikker, er mat, men spiser saaledes og de Andre. Vi have nu en Tønde at bade os i, og dette giver nogen Lisse. En jævn Passat fører os afsted.

Den 1st Novmbr. Afrikas Sol, den hede Zones, er ikke at spase med. Vi have 24 Grader i Skyggen. Jeg bar igaar mine Køieklæder ud paa Storbaadens Tag for at lufte dem. Da jeg havde ligget der en kort Stund, og ret frydede mig over den milde Luftning og det deilige Hav, blev jeg pludseligen forstyrret af et heftigt Bombardement med Puder og Dyner. Dette kom fra en uforskammet Altenburger, hvis Sengeklæder, som ogsaa vare lagte derop, Matroserne havde skuppet tilside, hvilket han beskyldte mig for at have gjort. Desuden vilde han ikke taale, at jeg "machte es mir beqvem", som han sagde. Jeg blev fra en anden Kant tillige dreven paa Flugt; thi ifølge paalidelige Efterretninger og anstillede Undersøgelser i Mellemdækket har Heden gjort Produktiviteten blandt de Krybende dernede overordentlig stor, saa at 4 Mand ere ansatte til at besørge en grundig og fuldstændig Renovation. Jeg er saaledes for bestandig fordreven fra mit Yndlingsopholdssted; thi der blive nu Køieklæderne henlagte.

I Nat døde Professor Buchards lille Søn. Døden begynder altsaa at besøge Kahytten. Den stærke Hede foraarsager en brændende Tørst. Styrmanden har noget bayersk Øl til 20 fr. pr. Flaske. Man kunde drikke 4 Flasker om Dagen. Min medhavende Ædik og Rum er gaaet op.

Den 2den November. Heden er stærk; dog vi sidde under overspændte Seil i Skyggen og Passaten kjøler. Vi holde fremdeles langs Afrikas Kyster i 50 Miles Afstand. Svalerne derfra begynde at besøge os, og vi have nogle af dem stadigen ombord.

Den 4de November. Skjønnere Maaneskinsnat end den igaar har jeg aldrig seet. Maanen har der et skjønnere og hvidere Skjær end i Norden. Vi havde leiret os paa Kahyttens Dæk, og man sang. Alle Tyskere kunne synge, tror jeg. Det var gemytligt. Her er et Par vers af En af Selskabets mest yndede Sange:


(Mel: Sleswig=Holstein meerumschlungen) "Wo die stoltzen Palmen ragen
Und der Cedern grüner Dom,
Sei die Hütte aufgeschlagen
An dem silberklaren Strom;
Sei gegrüsst du goldner Strand,
Neues, schönes Vaterland!"

"Nach der Zukunft dunkler Ferne
Richtet frei und kühn den Blick
Später Enkel stoltzes Glück.
Strahle siegrich fern und nah'
Stoltzer Stern Brasilia!"


En Afveksling i dette ensformige Liv var det for mig, at to af Skibets Damer igaar meldte sig til Frokost hos mig idag. De havde faaet vide, at jeg havde kjøbt hos Styrmanden et Par fortræffelige Hamburger-Pølser og disse maatte da frem tillige med en Flaske Vin.

Den 7de November. I Eftermiddag Kl. 3 1/2 passerede vi Ækvator. Man skal ikke tro denne klare Maane saa vel. Bedækker man ikke sit Hoved godt, naar man om Natten beskuer den, straffer den med en forfærdelig Hovedpine den følgende Dag. Jeg var længe oppe igaar Aftes for at sige den nordlige Himmels Stjerner Farvel; men kun faa vare at se. I Norden stod en prægtig Masse Uveirskyer, som af og til belystes af Maanen og toge sig overmaade herligt ud.

Vi have idag 26 Graders Hede i Skyggen, men god, frisk Vind. Man generes ikke af denne Varme, naar Vinden blæser. Havets Gang har i disse Dage været saa jævn og rolig, at jeg finder Humboldts Udsagn stadfæstet, naar han siger, at man i aaben Baad vil kunne seile over fra Portugal til Vestindien. - Altsaa idag have vi forladt Moder=Jords nordlige Halvdel. Sonderbart! Efterat have tilbragt 47 Aar paa Heimkringlas høie Pande, vælger jeg Syden til Hjem. Nu flytter Folkene fra Norden til Syden, tildels fordi de ere kjede af Norden. Men de menneskelige Lidenskaber og Vaner flytte med. Om nogen Tid ville de have omdannet Syden til Lighed med Norden, og da ville de gamle Plager ogsaa der fremkomme.

Dog vi ville haabe paa et bedre Menneskeliv i denne bedre Verdensdel, vi ville haabe paa en stor og skjøn Fremtid for Brasilien og Amerika overhovedet. Jeg for min Del vil være tilfreds med en Hytte. Det er ret en Ulykke for os, at Styrmandens bayerske Øl er gaaet op, ligeledes de Pokkers Kjøbmænd, som vi have her, og som forudsaa Katastrofen havde derimellem erkjøbt Slumpen af Vin, og vi Andre, mindre eftertænksomme, maa se paa, at de gotte sig. Vandet ombord er raaddent og vi have dog endnu over 400 geogr. Mile til vort Bestemmelsessted.

Den 9. November. I Aften havde vi en prægtig Aftenrøde paa den vestlige Himmel, hvis Lige jeg aldrig har seet. I Horizonten laa mørke Skymasser, der saa saaledes ud som fjerntliggende Land. Det var fortryllende som Feernes Land.

Den 11te Novbr. Passaten blæser rask; vi gjøre 1 1/2 Mil i Timen og befinde os under 10 Grader sydlig Bredde, 50 Mile fra Brasiliens Kyst. Jeg har læst, at den sydlige Himmel har færre Stjerner end den nordlige; med det synes mig ikke saa. Syvstjernerne og Orion have vi nu i N. og NØ. De funkle med en herlig Glans. Uagtet Vinden kjøler i Solen, bliver denne dog under det lange Ophold i dette Jordbælte meget trykkende, og man plages af en Mathed, som aldrig før.

Den 12te November. Vi seile 2 1/2 Grad i Døgnet, og befinder os nu under 12 Grader S.B. Det gaar fremdeles fremad: 2 Mile i Timen. Skibet slingrer stærkt. Paa en Bænk udenfor Kahytten havde nogle gamle Koner og Børn leiret seg. Da kom en Bølge og overskyllede Dækket. Hele dette Selskab feiedes først i en Klynge til den ene Side af Skibet og strax derpaa i en tæt Masse til den anden Side. Det saa forfærdelig ud og Skrigen og Spektaklet var over al Beskrivelse. Nedenunder havde til samme Tid et andet Parti sat sig til Kaffesladder; men Kaffen og hele Selskabet gik i et Nu overstyr.

Idag døde et Barn. De Dødes Antal er nu 36.

Den 14de November. Vi gjøre 9 Mile i Vagten og ere 30 Mile fra Brasiliens Kyst.

Den 15de November. Vi have stærk Vind men god. Vi ere nu 21 Grader S.B. Veiret er stormende med stærk Regn; Skibet slingrer overordentligt.

Den 16de November. Vi have passeret Stenbukkens Vendecirkel! Kl. 12 Middag vare vi under 24 Grader S.B. og 40 Grader V.L. fra Greenwich. Jeg har idag døbt et Barn.

Den 17de November. Vi ere 7 Mile fra Brasiliens Kyst, men have desværre næsten Vindstille. Himmelen er deilig for ei at sige fortryllende. Der er Brasiliens Himmel.

Den 19de November (Søndag). Man bliver hjertelig kjed af Sølivet, naar man er paa saa lang en Reise; dog have vi, Gud være lovet, været meget heldige. Men Sjæl og Legeme bliver træt, man gider ikke engang tale, næppe tænke.

Den 20de November. Denne Dags Morgen ser jeg første Gang Brasiliens Fjelde, dunkle, ikke høie, fremtrædende i en Taagemasse, dunkel- røde. Da vi kom nærmere saa vi deilige Øer, store, skovbevoxede Sletter, spidse Fjeldtoppe, viftende Palmer, grønne Dale, straatækte Hytter. De Følelser, som dette Syn fremkaldte hos mig, formaar jeg ikke at beskrive. Paa disse Sletter og disse overalt løvbedækkede Fjelde, staar Urskoven urørt fra Landets Tilblivelse af Menneskehaand; i disse Dale, disse Strande, disse Fjeldtinder lokke og tilsmile mig. O, her er deiligt, her er bestandig deiligt, bestandig Sommer, her vil jeg leve og dø. Gud være evig lovet og velsignet, som gjennem saa mange Farer og over de dybe Vande har ført mig uskadt til mit Bestemmelsessted!

Ved Middagstid kastede vi Anker for Byen San Francisco, og vor Reise var endt. ()

Da Du maaske kan have Lyst til at bese noget mere om Landet og tillige om Menneskelivet der, vil jeg vedblive Fortællingen endnu en Stund.

San Francisco er en liden By som har en venlig Beliggenhed, og er beboet af Portugisere eller Brasilianere.

To Dage efter vor Ankomst dertil, gik jeg til Kolonien Dona Francisca eller Joinville, hvor jeg ville træffe de norske Kolonister, Levningen af den trondhjemske Kalifornia-Expeditionen. Fra San Francisco til Joinville er 3 Mile Søvei. Den sidste Mil passerer man op en Aa, som kaldes Cacoeira, der gaar gjennem lavt, sumpigt og skovbevokset Land og er kun passabel for Baade.

Fra Landgangsstrædet har man en god Vei paa nogle hundrede Skridt til Kolonien, der ligger paa en Slette omringet af Urskov. Man maa ikke forestille sig Kolonien som en By; thi Husene staa langt fra hinanden og paa de mellemliggende bare Plasse ser man endnu flere Stubber, Levninger af Urskoven. Det Indtryk, Kolonien gjorde paa mig, var behageligt; jeg fandt det hele vakkert, livligt og yndigt formedels den rige Natur. Jeg gik ind paa et Gjæstgiversted og fandt der Kjøbmand Gørresen, en Søn af Landhandler Gørresen i Størdalen. Han tilbød mig strax Logis i sit Hus, og fire andre Landsmænd som jeg traf, hentede mit Tøi op.

Saaledes var Modtagelsen her venlig og god. Hos Gørresen boede jeg en 14 Dages Tid. Han har en Krambod og er nok en velhavende Mand. Nær ved ham bor Hr. Ulriksen fra Moss ligeledes Kjøbmand og velstaaende. Længere hen bor () fra Trondheim, han eier et Stykke Jord, som han godt forstaar at drive og bor i en Palmehytte.

En Fjerdingvei fra Kolonien bor Nicolai Lian fra Trondheim. Han har 25 Morgan land, som han har begyndt at oprydde og hvorpaa han vil bygge sit Hus. Desuden ere her Nordmændene Gert Olien, Christofer Talmo, Nils Lian, Kraabel, Vetten, Ernst Kraagen. Ingen af dem er uden Formue.

Men de andre Mennesker her, spørger Du, hvorledes er det med Dem? Hvorledes se de ud? O, det er forskjelligt med dem. Her er adelige Tyskere, som have grebet Hakken og Øxen, Andre, som her gaa tilgrunde i Armod, fordi de ei vare ristet eller kunnet gribe disse Subsistens- midler. Andre, der staa sig meget godt og leve lykkeligt. Her er t. Ex. en rig Hamburger, Vorsang, der har kjøbt flere Landstrækninger og driver store Kaffe- og Sukkerplantager og Fabrikation i det Store. Forresten ser Menneskene der for en Del anderledes ud end i Europa. Nogle ere røde over deres hele Legeme. Disse leve i Skovene og kommer kun lidet i Berørelse med Europeerne. Dog skal man ikke være altfor tryg, endog i Nærheden af Kolonien.

For ikke længe siden aflagde de et Besøg ved høilys Dag i Cabaton og sendte tre slemme Pile efter Nordmanden Kraabel, hvilke streifede begge hans Øren. Her er gule Mennesker, det er Mulatter; her er flere Mennesker, saa sorte som Kul, men () kjæmpemæssige Skikkelser; der er sorthaarede, sortøiede, livlige Mennesker med lysegul Ansigtsfarve, det er Brasilianere, portugisisk af Slægt. Det er interessant at se disse raske Folk, f.Ex Landmænd eller Fædrivere fra Coritiba i deres Mantilla eller Kappe, der naar dem til Knæs, kastet over den ene Skulder og sammensat af flerfarvede Tøier; dertil en rask, sort, rund Hat og bare, kraftige Lægger. De se ud som Grækere eller italienske Banditter.

Iøvrigt maa man se sig for blandt disse Mennesker, hvilket ogsaa gælder de europæiske Kolonister; thi i Hanover og Schweiz synes Kommuner- ne at have optaget det Projekt, at sende de Subjekter, som de ikke ville have blandt sig, hid, saa at alslags lurvet Pak ogsaa findes her. Dyrene her? (...) Til visse Tider af Aaret kommer Duerne hid i stor Mængde. Nu er just deres Togtetid og jeg har skudt nogle. De er kjødrige og særdeles velsmagende, ligeledes Papegøierne og (...) Majsmelet smager ikke mig (...): det er i Brød tungt og raa. Derimod spiser jeg særdeles gjerne Brød af Farinha-Melet, der laves af Mandiokka-Roden. Blandet med lidt Hvedemel, maatte det give et særdeles velsmagende Fladbrød.(...)

Man skal forøvrigt ikke tro, at Folket her i Kolonien lever eremitalsk. Her er et muntert Liv og hver Søndags Aften danses for fuldt Orkester i de herværende, rigtignok improviserede, Dansesalonner, der dog i alle Fald kunne maale sig i Størrelse og Pragt med Koloniens Kirke, som ikke heller er stort bedre end et hvidtet Skur. Dog det bliver nok bedre med Tiden.

Men, vil du spørge, har da dette Land ingen Plager? Jo, her er Barakker, det er enslags sortbrune Insekter, store som en Oldenborre. Disse holde sig i Husene, falde ned i Sengen til En om Natten, naar man ikke har Omhæng æderuldent Tøi og ere aldeles ikke elskværdige om end forresten uskadelige.(...) Derimod, hvad man ikke har i Norge, 1 1/2 Alen lange Krokodiller (saasnart jeg kan faa fat paa En, skal jeg sende den til den zoologiske Samling ved Christianias Universitet), som indfinde sig en sjelden Gang i Haverne og gjøre sig der tilgode, men forresten intet ondt afstedkomme.(...).

Herforuden er her adskillige farlige Mennesker, som stjæle og vel ogsaa undertiden myrde; dog Slige har man ogsaa i Norge, og man behøver neppe for den Sags Skyld mere her end der at være bevæbnet.(...)

Det nærmer sig og til Enden med dette for mig saa mærkværdige Aar. Dersom Du bestemmer Dig til at lade denne Reiseberetning trykke, saa maa den tjene istedetfor Brev til alle dem, som ved min Afreise fra Norge, bade mig skrive dem til om hvorledes her er. De, som kunne have Lyst til at udvandre hertil, kunne forlade sig paa hvad her er anført; thi jeg har holdt mig til, hvad jeg selv har iagttaget og erfaret og erholdt Underretning om fra kjendte og paalidelige Folk, men jeg vil gjøre dem opmærksomme paa, at Enhver opfatter Forholdene overensstemmende med sin Individualitet, og da Individualisterne ikke altid stemme overens, saa kan det, som for En er behageligt, for en Anden være ubehageligt.

Efterskrift. Rio de Janeiro 16de Februar 1855. Jeg har maattet forlade min lille Besiddelse i Kolonien for Røveres Skyld. Man slaar der et Menneske ihjæl for 5 Daler. Ved min Ankomst hid fik jeg tilbake dette Brev, som var bleven overliggende her. Jeg gaar om en Time til Buenos Ayres. Gud ved om Du hører mere fra mig. Man skal ikke udvandre i min Alder og naar det sker med et saa nedstemt Mod som mit var, da kan heller intet Godt ventes. Hils mine Søskende, og Gud, vor Alles Fader og Forsørger lade os glade gjenfindes engang!

Din J.W.Crøger.

Christiania-Posten 25. Mai, 28. Mai og 3. Juni. 1855.

Åge Skjelborg 2001