| Tilbage | | Startsiden |

Jagten på kongens sunkne krigskasse


En skat i Stilling Sø er danefæ. Dens værdi udbetales finderen.

Folk lejer baade hos færgemanden og spejder paa søbunden efter Christian IVs forsvundne krigskasse

Den eneste, der foreløbig har mærket noget til skatten i Stilling-Solbjerg Sø syd for Aarhus, er færgemand og fisker Scandorff Johansen i Vitved. Lokket af den sidste tids røre om Christian IVs gamle krigskasse, der 1643, da de danske krigere var trængt af svenskerne, blev sænket ned i den vestlige ende af Stilling Sø, har mange feriegæster lejet baade hos færgemanden og er roet ud paa søen med hemmelighedsfulde miner. 

Foreløbig er ingen kommet den formodede guld- og sølvskat nærmere end til at kaste længselsfulde blikke ned paa søbunden i haab om at se en million ligge og glimte dernede. 

Adskillige har interesseret sig for den gamle overlevering. En søkyndig mener, at den pejling efter hvilken skatten skulle ligge paa en linje, der gaar fra den vestlige gaard i Gram og til Stilling Kirke er meget lidt sømandsagtig. En rigtig sømand vil altid tage en krydspejling, siger han. 

Det er ganske rigtigt, men man må huske paa, at de gamle krigsfolk, da de sænkede krigskassen ned gennem isen, var haardt trængt af svenske krigere - kuglerne peb om ørerne paa dem og to blev saaret - og at de var ryttere - sandsynligvis lejetropper - og aldeles ikke søkyndige. 

125 meter ude.

Dog  maa de alligevel have taget noget, der ligner en krydspejling, for afdøde egnshistoriker Johs. Therkelsen, der har beskæftiget sig meget med eftersøgning af kendsgerninger om den forsvundne krigskasse, har et sted fundet, at kassen blev sænket ned i søen omkring 200 alen (ca. 125 meter) fra søbredden paa kirkesiden. Punktet er der altså med med forholdsvis nøjagtighed. 

Gaardejer Kristian Søgaard paa Søgaarden i Fregerslev, hvorfra den tidligere omtalte laas til en gammel egetræskiste skulle stamme, oplyser, at laasen i hvert fald ikke er fundet i søen det sidste hundrede aar og saaledes ikke kan være fisket op af færgemand Henrik Løve for en snes aar siden. 

Tidligere opsynsmand i Skanseanlægget i Aarhus, Hans Holm Sørensen, der var født paa gaarden, har fortalt, at laasen havde ligget i huggehuset siden han var dreng. Holm Sørensen døde i 1944 i en alder af 85 aar. Men gaardejeren finder det ikke udelukket, om den i forrige aarhundrede er fisket op af søen. Om den har siddet i den gamle krigskasse er en helt anden historie. 

Svenskerne har ikke ranet skatten.

For at faa en sagkyndigs udtalelse om skatten i Stilling Sø har vi bedt egnshistorikeren, forfatteren August F. Schmidt, Brabrand, oplyse hvad han mener om sagen. Han siger bl.a.: 

Fra mange egne af Danmark er overlevet sagn om nedgravede eller paa anden maade hengemte skatte. En del af disse sagn har deres oprindelse i at man engang imellem har fundet nedgravede skatte, penge, sølvgenstande o. lign., der er blevet fremdraget ved arbejde i skove, moser og paa marker, undertiden ogsaa ved jordarbejder i vore gamle købstøder.

Saadanne skatte er tiest hengemte i krigstider, og bagefter har man saa ikke kunnet finde deres plads i terrænet, eller ogsaa er ejerne af skattene blevet dræbte, saa ingen har kendt noget nærmere til de nedgravede penge og andre værdigenstande.

Adskillige skattesagn beretter om skatte, der i krigstider blev nedsænket i søer. Saaledes verserede i 1890erne og senere i egnen ved Stilling-Solbjerg Sø det sagn, at der "i den veste ende af Solbjerg Sø skal ligge en krigskasse. Den ligger i linjen mellem Gram by og Stilling kirke".

I en anden optegnelse fra omkr. 1900 hedder det: "Folk har fortalt, at der er sat en kiste fuld af penge ned i Stilling Sø omme ved Gram-siden. den skal være sat ned i ufredstider".

Sagnet om krigskassen i Stilling Sø hører uden tvivl til vandresagnenes store skare, men der kan naturligvis godt havde fundet en hengemning sted i egnen ved Stilling Sø, en begivenhed, der senere, i overensstemmelse med almindelig sagndannelse, har antaget temmelig store dimensioner.

Endelig oplyser en læser, at svenske historikere i anledning af Stilling-skatten har gransket svenske militær-arkivet, men ikke der fundet noget, der kunne tyde paa, at den nedsænkede krigskasse senere er blevet hævet og ranet af svenske krigsfolk. Men dette beviser selvfølgelig ikke, at den virkelig findes paa søbunden. 

Avskrift af artikkel i

Aarhus Stiftstidende 16. juli 1954

Copyright Aarhus Stiftstidende.

Revideret december 2001

Åge Skjelborg     

Frømænd paa jagt efter Christian IVs guld
Efter første dykning:
Der er buldermørkt og hundekoldt paa bunden af Stilling Sø.

I  formiddag begyndte frømands-dykningen efter Christian IVs guldpenge i Stilling Sø syd for Aarhus. Frømanden gik ned 120 meter fra land paa linjen mellem Stilling Kirke og den vestligste gaard i Gram. De første dykninger er af orienterende art, for at man skal blive klar over dybde og bundforhold. Konservator P. B. Termansen var med i den motorbaad, hvorfra frømanden gik ned. 

Det kan allerede efter de undersøgelser, der er blevet foretaget i formiddag, fastslaaes, at opgaven bliver vanskelig. Søen er paa "skattelinjen"s dybeste sted omkring 20 meter, hvilket er ensbetydende med fuldstændigt mørke. Desuden er vandet i Stilling Sø forholdsvis uklart paa grund af grøden fra den kraftige plantevækst i bunden. 

- Alligevel kan frømanden arbejde, sagde ingeniør Jan Uhre, der leder dykningen, det er en almindelig antagelse, at en frømand skal have lys til sine undersøgelser, det er paa ingen maade nødvendigt. Det meste frømands- og dykkerarbejde er en følen og famlen sig frem langs hav- eller søbunden. 

Til bunds med dybdemaaler.

Iklædningen af frømanden foregik paa landevejen Stilling - Vitved, hvor Jan Uhre store, røde dykkervogn med alle de tekniske apparater til paafyldning af de mindre iltbeholdere, frømanden bruger til dykning. 

Det var ingeniør Jan Uhres førsteassistent, den bomstærke 21-aarige dykker, Jørgen Petersen, der gik ned og foretog de første bundundersøgelser. Han kom op og meddelte om buldrende mørke og en meget ubehagelig kulde, der sved i fingrene. Skønt han havde tykke underbenklæder og kraftigt uldent tøj under gummidragten var kulden på søbunden meget generende. 

Paa venstre arm havde han, som et armbaandsur, paaspændt sin dybdemaaler, men mørket dernede var saa tæt, at han maatte have maaleren helt op til dykkerbrillen for at se dybden. 

Skønt det ikke har været meddelt, hvornaar frømændene ville dykke i søen, samlede der sig paa meget kort tid en mængde tilskuere paa bredden, ligesom mange smaabaade fulgte motorbaaden med frømanden. 

Der vil i denne omgang blive anvendt metalsøgere, de såkaldte frekvens-apparater, men bundundersøgelserne fortsætter hele tirsdagen. Senere vil den ende af søen, hvor der kan være tale om, at de gamle krigere har sænket krigskassen ned aar 1644, blive systematisk gennemsøgt med frekvens-søger baade af frømand paa bunden og fra baad. 

-Er guldpengene paa bunden af søen, saa finder vi dem, sagde Jan Uhre, det er jeg ikke i tvivl om. 

Konservator Termansen sagde: -Jeg vil være henrykt, hvis vi blot finder noget af historisk værdi til Den Gamle by. 

Afskrift af artikkel i  Aarhus Stiftstidende 20. juli 1954 

Revideret december 2001

Åge Skjelborg 

Mudder og ler i søen, hvor guldskatten skulle findes.

Rest af brændevinsanker til Den Gamle By.

Det blev sent i gaar eftermiddag fastslaaet, at Christian IVs krigskasse med guld- og sølvpenge til en nutidig værdi af nær en million kroner ikke ligger paa det sted i Stilling Sø, hvor overleveringen og sagnet har placeret den. 

Under en krydspejling paa linjen Stilling Kirke og den vestlige gaard i Gram og de tidligere omtalte fra søbredden findes ikke andet end slam og raadden plantevækst. 

Frømandens systematiske eftersøgning af søbunden paa dette sted fastslog, at hvis der har været sænket en krigskasse fyldt med guld og sølv, er den sunket saa dybt i mudderet, at en almindelig dykning ikke kan lokalisere den. 

Det behøver ikke at betyde, at den gamle krigskasse ikke findes. Dels kan krydspejlingen være forkert - krigerne blev beskudt og var haardt trængt af svenske ryttere, da de brød hul i isen og sænkede pengene ned - dels kan den udmærket ligge meter under søbredden, saa den kun kan findes ved hjælp af tekniske pejlemidler, som det er frømanden, ingeniør Jan Uhres hensigt at tage i brug, naar han nærmere har undersøgt de bundprøver, der i gaar blev hentet op fra den 22 meter dybe sø. 
 

Skattelinjen delt op i cirkler.

Det var Jan Uhres assistent, frømanden Jørgen Petersen, der foretog dykningerne med Uhre ved livlinen. Frømanden lagde ikke skjul på, at opgaven var hans hidtil ubehageligste. Det er meget koldt paa bunden af en indsø og saa er der mørkt. 

For at gøre eftersøgningen fuldkommen og ikke lade en kvadratmeter ueftersøgt, delte man søbunden op i cirkler. En cementklods fastgjort til et solidt tov blev sænket ned og dette tov brugte frømanden som ledetov paa sin vej nedad. 

Naar han naaede bunden, fastgjorde han en tyndere line til et øje i cementklodsen og med det tynde tov i haanden cirklede han rundt om tov og klods, mens han med hænderne undersøgte hver kvadratmeter af den bløde bund. 

Naar han ved tre træk i livlinen gjorde tegn til ledsagebaaden og tilkendegav, at han var færdig med cirkelsøgningen, blev han halet op, og cementklodsen blev flyttet til en ny cirkel paa "skattelinjen" mellem Stilling Kirke og den vestlige gaard i Gram. Denne metode er omstændelig, men nødvendig, naar det drejer sig om bundeftersøgninger i absolut mørke.

Et tøndebaand til den Gamle By.

En dykker blysko og kobberhjælm ville ikke have kunnet foretage denne eftersøgning. Han ville være sunket dybt i det lerede mudder og ikke have haft nogen mulighed for at orientere sig. 

En frømand og hans dragt er derimod afbalanceret paa en maade, der gør det muligt for frømanden at blive staaende i vandet paa det sted han placerer sig. Han foretager ikke sine eftersøgninger gaaende paa bunden men staar på hovedet og famler sig frem. Hver enkel eftersøgning tog ham et kvarters tid. 

En af de mest interesserede deltagere i skatteekspeditionen var konservator P. B. Termansen, Den Gamle By., der haabede paa - om ikke at faa del i skatten - saa dog at finde noget af interesse for købstadmuseet. 

Egnen omkring Stilling Sø er historisk minderig og der er tidligere af færgemanden Schandorff Johansen, Vitved, fundet en oltidsbaad, som nu gemmes i et lille privatmuseum hos bagermester Schultz i Solbjerg. 

Konservatoren havde placeret sig i forenden af motorbaaden og passede ankeret. Dette medførte, at han var den eneste af ekspeditionen, er virkelig fik "bid" under de indledende undersøgelser. Da han halede sit anker ind paa netop det sted, hvor skatten efter overleveringen skulle findes fulgte der et rustent tøndebaand med. 

Det var af meget lille format, og har muligvis siddet paa et af datidens smaa brændevinsankre. Maaske har en gammel borger i Gram eller Vitved forlist sit anker efter frisk forsyning til julebrændevin. 

Guldet skal findes.

(...) Naar disse dykninger i Grane Langsø ved Silkeborg er tilendebragt, vil Jan Uhre vende tilbage til Stilling Sø og med sine mekaniske søgere, de saakaldte frekvensapparater, der er i stand til at paavise metal i op til 30 meters dybde, paany prøve at lokalisere den gamle guldskat. 

- For findes der guld i Stilling Sø, siger frømanden stadig, bliver det mig, der finder det. 

Afskrift af artikkel i 

Aarhus Stiftstidende 21. juli 1954 

Copyright Aarhus Stiftstidende. 

Revideret maj 2003

Åge Skjelborg

Skatten i Stilling Sø gemmer sig.

Heller ikke frømandens forsøg paa at spore den med undervandssøger gav resultat.

Ingeniør Jan Uhre og hans assistenter kom igen i gaar til Stilling Sø for at fortsætte og afslutte eftersøgningen efter Christian den Fjerdes krigskasse. 

Jan Uhre medbragte denne gang en elektrisk minesøger, der afslører metal paa hav- eller søbunden, naar den føres frem gennem vandet, og man havde haabet, at den kunne afsløre, hvor den sagnomspundne skat - hvis eksistens er omtalt paa egnen i 300 aar - er, men det mislykkedes. 

Krigskassen gemmer sig godt - hvis den overhovedet findes i søens dybe, mudrede bund. 

Talrige dykninger.

Trods regn og kulde holdt Jan Uhre og hans folk ud det meste af dagen og flere gange, naar detektoren gav hvinetome i høretelefonerne, som Uhre havde paa, lod han baaden ankre og sendte en frømand ned for at undersøge, om der var noget at finde. 

Men talrige dykninger paa mere end 10 meter vand gav intet resultat. Foruden en af  Uhres assistenter dykkede lægefruen, der uddannes som dykker, men hun fandt heller intet. 

Efter de mislykkede anstrengelser mener Uhre ikke, at det kan nytte med nye eftersøgninger, med mindre et tilfælde - eller nye sagn-oplysninger - giver nye spor i sagen. Uhre og hans assistenter dykker i dag ved et vrag ud for Aabenraa. 
 

Afskrift af artikkel i

Aarhus Stiftstidende 21. september 1954

Revideret April 2003

Åge Skjelborg 

| Tilbage | | Startsiden |